Astrid Krags selektive uopmærksomhed

Svar til Astrid Krags indlæg i Politiken 15/1 2020: ”Vi hjælper ofte for sent og for dårligt, når børn bliver svigtet”

I artiklen forsvarer Astrid Krag sig mod Susan Knorrenborgs kritik af de mange fejl i sagsbehandlingerne på børne- og ungeområdet. ”Vi skylder hinanden at være præcise,” skriver Astrid Krag og nævner, at 98% af alle ”påklagede tvangsanbringelser” bliver stadfæstet af Ankenævnet.

Astrid Kragh vil gerne være præcis og nævner at 98 af alle tvangsanbringelser bliver stadfæstet i Ankestyrelsen. Astrid Kragh kunne også være præcis og omtale undersøgelsen i 2017 af Københavns kommune, der viste, at der var 77 fejl i 77 sager, og hun kunne nævne Frederiksbergsagen samt Justitias kritik. Der er jo ikke meget, der tyder på, at det er blevet bedre siden 2017. Jeg var selv for nylig bisidder i en enkelt sag i Ankestyrelsen, og der var jeg vidne til at bilagsmaterialet som Børne og Ungeudvalget sendte til styrelsen virkede påfaldende underbelyst. Mørkelygten var blevet flittigt brugt, så de dokumenter, der støttede moderen var siet fra og måtte eftersendes af hende. Det virker stærkt på en gammel lektor i samfundsfag, som har lært sine elever, at en sag skal belyses fra alle relevante sider, at blive udsat for en offentlig forvaltning, der virker så partisk. Er Astrid Kragh ikke også minister for de forældre, der uretmæssigt får tvangsfjernet deres børn? ”Vi står altid på barnets side”, er regeringens slogan. Normalt vil man vurdere i den enkelte sag. Astrid Kragh nævner overvægten af sene anbringelser og siger dermed reelt, at en teenager altid har ret over for sine forældre. Prøv lige at lade den stå et øjeblik.

Astrid Krags vilje til selektiv læsning af kronik

Ensidigheden går igen i Astrid Krags optræden. På Justitias konference for nylig, som jeg deltog i, byggede Astrid Kragh sin argumentation alene på Amandacasen og en kronik i Politiken den 23/11 2019 skrevet af tidligere anbragte. Astrid Kragh kunne også have nævnt den kendte fejlanbringelsessag fra Frederiksberg, hvor datteren trods sit ønske ikke kunne komme tilbage til sin mor, og hun kunne have nævnt de elementer i Politiken-kronikken, som hun let og elegant sprang over, fordi de ikke passede ind i hendes politiske projekt. Her er et par eksempler:

” Vi er vokset op med folk, hvor vi er deres arbejde. Vi vidste, at vores plejeforældre fik penge for at have os boende … Nogle af os kunne indimellem føle os som et stykke papir, der gav folk en indtægt. Vi stolede ikke på voksne. Heller ikke på sagsbehandleren eller pædagogerne.”…

”Mange af os oplever, at vores sagsbehandlere ikke kender os og ikke lytter til os. Det er, som om vi bliver interviewet hele tiden … Man mister tilliden til dem … de fortæller ting videre til plejefamilien eller til kommunen. Så kan en fjer blive til fem høns, fordi man kom til at sige ting, der blev misforstået. Og man holder op med at sige tingene, som de er.”…

” Når man bliver anbragt, bliver man en brik i et større spil.”

Er en formel institutionsrelation virkelig bedre end en personlig forældre-barn relation?

Hvad med at Astrid Kragh og den socialdemokratiske regering satsede på at reformere systemet, inden man begynder at forøge anbringelserne? Men det er nok ikke opportunt for en regering, der har valgt børneområdet som politisk profitabelt indsatsområde. Så hellere splitte familier og begå overgreb på forældre.

I Deadline nægtede Astrid Kragh også at forholde sig nøgternt til tallene. Det er faktuelt, at anbragte børn klarer sig endog meget markant værre end ikke-anbragte. Ingen af os ved med sikkerhed hvorfor, men det gør Astrid Kragh: det er fordi de ikke er anbragt tidligt nok. Men den mest sandsynlige teori er jo nok, at årsagen netop er fordi de er anbragte. Og hvis det er rigtigt, så vil regeringens politik have negative sociale konsekvenser.

Som de tidligere anbragte antydede i Politiken-kronikken, så er det for børn problematisk som et nummer i rækken at være objekt for lønarbejde og ikke som et unikt væsen at blive centrum for forældrekærlighed.

Den store gåde er, hvordan socialdemokratiet forestiller sig, at en formel institutionel relation er bedre end en personlig forældre-barn relation. Hvorfor er hovedsigtet at splitte i stedet for at forsone og samle?