Børns Vilkårs italesættelse af børneofre

Børns Vilkårs italesættelse af børneofre trives fint i en atmosfære af moralsk panik. For når den kollektive angst hersker, styrkes eksistensberettigelsen – og pengene strømmer ind.

Af Sten Jacobsen, cand.mag. i samfundsfag og historie

Hvorfor bliver jeg så ubehagelig til mode, når Børns Vilkårs reklamer igen og igen invaderer min facebookside? Børns Vilkår skulle jo være en god organisation med et godt formål.

Ifølge den private organisations hjemmeside er dens indsatsområder: omsorgssvigt, psykisk mistrivsel, skolesvigt og digitale svigt. Svigt er jo en skidt ting, som bør afhjælpes – så hvorfor sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at noget er helt og aldeles galt?

Børns Vilkårs følelsesmanipulerende reklamer

Hvis man ser på de følelsesmanipulerende reklamers indhold, efterlades man med to hovedindtryk: Børn har det skidt i danske familier. Og organisationen har hårdt brug for penge til at hjælpe de mange børneofre.

Det fremgår allerede af organisationens hjemmeside. Et billede af et trist barn, der tilsyneladende lige har grædt, ser frem for sig med håbløsheden malet i ansigtet. ”Sammen stopper vi svigt”, står der. ”Børns Vilkår arbejder for at sikre, at ingen børn i Danmark bliver svigtet. Vær med til at stoppe svigt.”

Man føler sig beklemt om hjertet og griber umiddelbart ud efter pungen, når man opfordres til at støtte.

Nu er det jo ikke illegitimt for en organisation med et smukt formål at samle ind. Men står det virkelig så slemt til landet over, som propagandaen fra Børns Vilkår antyder?

Det er en kendt sag inden for sociologien, at i det øjeblik en organisation oprettes med et bestemt formål for øje, vil organisationen samtidig få et sekundært sigte: at forsvare og styrke sig selv. Hvis en organisations formål synes opfyldt, vil den som regel omdefinere sit mål frem for at nedlægge sig selv. Det sker heller ikke sjældent, at selvopretholdelsesdriften med tiden trumfer de officielle formål.

Ifølge Wikipedia havde Børns Vilkår i 2018 knap 100 ansatte, 600 aktive frivillige og 25.000 faste støtter. Det er klart, at de ansatte skal aflønnes, og det kræver en stabil strøm af støttekroner. Det er der ikke noget odiøst i, men midlerne er ikke ligefrem sarte.

I den video, der på det sidste spammer mit facebookfeed, så jeg aldrig får fred, følger en serie billeder med tekst under:

 

”Når han endelig tager mod til sig og ringer”

“Når det endelig er sikkert at ringe”

“Når hun bare ikke kan klare mere”

“Hver gang et barn forsøger at ringe til os”

“Kan du hjælpe os med at være der”

“Flere børn end nogensinde ringer for at få hjælp”

“Hjælp os med at svare deres kald. Klik på linket og støt Børnetelefonen.”

Teksterne er illustrerede med billeder af triste og grædefærdige børn. I tekst nummer 5 er der et fotografi af en lyttende kvinde. I sammenhængen fremstår hun som den eneste voksne, der lytter til de mange børn fra undertrykkende familier fulde af terror og frygt.

Børns Vilkårs ekstreme syn på børn og familie  

Det er lettere at appellere til følelser end til fornuft. Men en vis form for etik i midlerne kunne man vel forvente af en humanitær organisation med så ædelt et formål? Burde en organisation som Børns Vilkår ikke reflektere over sine metoder, når vi samtidig har en statsminister, der gik til valg på at ville tre-firedoble antallet af årlige tvangsanbringelser til 50.000? (Ja, tallet er trukket tilbage, men nej, det lader ikke til at have ændret den underliggende tendens.)

Nedenunder fortællingen om de mange børneofre ligger en underforstået fortælling om danske familier som ukærlige og dysfunktionelle. Og meget tyder på, at Børns Vilkårs fremstilling af børneofre og dysfunktionelle familier ikke blot har det gustne formål at samle penge ind.

Der er tydeligvis også noget ideologisk på spil. Det er en ideologi med rod i en grundantagelse om børns natur, som i sig selv fremmer forestillingen om voksnes idelige overgreb på uskyldige børn.

På Børns Vilkårs hjemmeside kan man læse den filosofiske antropologi, der ligger til grund for organisationens virke:

 

”Børn er mennesker med ligeværdige rettigheder”

“Børn udvikler sig i fællesskaber”

“Børn har brug for at blive set, hørt og forstået”

“Det er de voksnes ansvar at hjælpe med at løse børnenes problemer”

Her vil det overvældende flertal i Danmark nikke ja. Men efter på denne måde at have sparket åbne døre ind, kommer så de problematiske udsagn. De afslører den radikale filosofi, der ligger bag Børns Vilkårs virke:

”Børn er kompetente”

”Børn er eksperter i eget liv”

”Børn kan have et problem, men de er aldrig deres problem”

Flere spørgsmål blafrer i vinden ved disse tre udsagn. Er børn kompetente og eksperter i eget liv i alle aldre? Eller hvornår bliver de kompetente?

De fleste anbringelser sker i de tidlige teenageår, hvor børn af egen drift er på vej ud i livet. Her træffer de store børn selvstændige eksistentielle valg. Men er en 14-årig i stand til modent at vurdere de langsigtede konsekvenser af alle sine valg? Er en 7-årig? Er en 3-årig?

Er kriminelle unge eksperter i eget liv, som ikke må modsiges af deres forældre? Kriminalitetsfrekvensen er jo markant højere i de unge år.

Hvad med børn, der driller eller slår andre børn – er de også kompetente eksperter, hvis valg ingen bør undsige?

Er de børn, som ikke læser lektier, kompetente eksperter i, hvad der er bedst for dem? Er de børn, som saboterer undervisningen, uimodsigelige eksperter? Her vil Børns Vilkår nok mene, at det hele er forældrenes skyld. For synspunktet er tydeligvis, at når børn har det dårligt, så har de været udsat for omsorgssvigt. Andre muligheder gives ikke.

Se på Børns Vilkårs hjemmeside (dette link indsat 7/2 2023): https://bornsvilkar.dk/om-boerns-vilkaar/vaerdier/boernesyn/

Forklaringernes ensidighed og arven fra Rousseau

Det kunne måske også skyldes andre børns drillerier? Eller det kunne skyldes noget indre i form af endogene patologier? I sin iver efter at opmale børnene som uskyldsrene ofre med hjælp behov, placerer Børns Vilkår skylden for alt ondt hos forældrene. Det flugter fint med regeringens udtalte ønske om at fjerne flere børn tidligere fra forældrene og måske sågar tvangsadoptere dem.

Selvfølgelig findes der små og store børn, der bliver udsat for omsorgssvigt og krænkelser. De skal nødvendigvis hjælpes. Men langt de fleste børn, der bliver fjernet fra deres familier, er teenagere, der er midt i en naturlig og sund, men ofte også svær løsrivelsesproces.

Tilsyneladende definerer man enhver problematisk adfærd hos mindreårige som et udtryk for forældrekrænkelser. Man tager ikke teenagerens egne eksistentielle valg i betragtning. Derved underminerer man godt nok forestillingen om, at børn altid og i enhver situation er kompetente eksperter i eget liv. Den slags selvmodsigelser er ideologier ofte blinde for.

Børn gøres i denne filosofi til renfærdige og gode væsener, som ikke har ondt skabt i sig. Barnlig ondskab, som enhver kan iagttage i det virkelige liv, må skyldes dårlig indflydelse udefra. Og forældrene er tidens syndebukke, når skylden skal placeres.

Opfattelsen af det renfærdige barn er en ekstrem udgave af traditionen fra Rousseau. Opfattelsen var almindelig i ungdomsoprørets samfundskritik tilbage i tresserne og halvfjerdserne. Det var dengang, alting skulle være politisk, og der foregik en kulturrevolution fra en pligtmoral til en lystmoral.

Men tænk nu, hvis børn faktisk har behov for opdragelse for at opføre sig ordentligt? Og tænk, hvis forestillingen om barnet som kompetent ekspert i eget liv er en kollektiv vildfarelse? Måske er den en utopi, som ikke vil føre til andet end ulykker.

Regeringen Mette Frederiksens utopi  

Statsminister Mette Frederiksen vil gerne sikre sig, at alle har lige store muligheder for at kravle op ad karrierestigen. Men ingen er født ens, og alle påvirkes af omgivelserne under opvæksten. Det er en totalitær utopi at forestille sig, at alle skal have den samme opvækst. Utopier kan ikke realiseres. Der kommer tragedier ud af troen på utopier. Historiens spejl skulle være tydelige nok.

Og hvordan kan det være, at en regering, der vil øge antallet af tvangsfjernelser, i den grad ignorerer de problemer, som kommunernes anbringelsesprocedurer er behæftede med? Tænketanken Justitias kritik af de mange fejl i sagsbehandlingen er entydig, og medierne er fulde af horrible sager.

Børn fjernes fra velfungerende familier. Det sker på baggrund af rene misforståelser og for småting, som alle forældre kan gøre sig skyldige i. Den, der som jeg har været bisidder i en børnesag og har fået aktindsigt, kan ved selvsyn se, hvor lemfældig sagsbehandlingen er.

Det er umuligt at overse, i hvor høj grad sagsgangen er styret af en primitiv forestilling om kampen mellem det gode og det onde. Retssikkerheden i børnesagerne er en by i Rusland.

Kriminalstatistikkens falske tale

En medhjælper hos Børns Vilkår kan se sig selv som den gode ridder i kamp mod mindreværdige forældre, som gør alting forkert. At forestillingen om de mange overgreb og svigt formodentlig er en kollektiv vrangforestilling – det ikke så meget som overvejer organisationen tilsyneladende.

På Fanø steg antallet af underretninger fra 10 i 2014 til 130 i 2019. Det kan næppe skyldes andet end et kollektivt hysteri at dømme ud fra det absurde grundlag i den sag, som har været i medier landet over.

Personalet omkring børn i skoler og institutioner risikerer fængselsstraffe, hvis de ikke underretter noget, som de burde have underrettet om. Institutionsledere er begyndt at fortælle offentligt om, at der bliver set skævt til dem, hvis de slet ikke har noget at “underrette” om. Sagt på en anden måde: Der opereres med underforståede kvoter. Der skal død og pine være noget galt overalt.

Antallet af indberetninger er også stigende på landsplan. 1 2015 var der 97.000 underretninger om 59.000 børn. I 2018 var det steget til 127.000 underretninger om 75.000 børn. Der sker altså 348 underretninger om dagen i Danmark .

Som i al kriminalstatistik er der et mørketal. Blandt kriminologer er det en almindelig antagelse, at flere anmeldelser sagtens kan dække over en faldende kriminalitet. Det forhold, at pædagoger og lærere har en “skærpet underretningspligt” med strafansvar for ikke at anmelde, hvad anmeldes skal, kan ikke andet end øge anmeldelsernes mængde.

Det tragiske er, at det også ødelægger tillidsforholdet mellem pædagoger og forældre. Også det er institutionerne selv begyndt at melde om i pressen.

Og når det er problematisk for institutioner ikke at have noget at melde om, og den øverste politiske magt i landet puster til den moralske panik med dens forestillinger om overgreb og svigt i alle hjørner og kroge – så er det overvejende sandsynligt, at den øgede mængde af indberetninger er et oppustet fænomen styret af kollektiv angst.

Ikke et ord om familier

Det er svært at kalde den siddende regerings politik på børneområdet andet end ekstrem. Først går statsministeren til valg på at ville skille et kolossalt antal børn fra deres forældre. I stedet skal de bo på institutioner eller hos andre voksne.

Derpå bruger Mette Frederiksen broderparten af en nytårstale på at plædere for, at statsmagten skal splitte danske familier ad – og gerne så tidligt som muligt. Statsministeren vil fratage et betragteligt antal børn den vigtige forældrekærlighed. Den hvor barnet er unikt. Den hvor barnet ikke er en arbejdsopgave, men produkt af kærlighed og genstand for kærlighed.

Statsministeren anlægger udelukkende en ekstremt individcentreret vinkel. Ikke et ord om familien. Hun erklærer populistisk, at hun altid er på børnenes side. Hun italesætter misvisende de familier, som rent faktisk får taget deres børn, som misbrugere og voldsmænd. I virkelighedens verden er det meget sjældent sandt.

Normalt vil man vurdere konkret fra sag til sag, hvem der har ret, og ikke beslutte det på forhånd. Men for statsministeren har barnet altid ret – og det er statsmagtens repræsentanter, som fortolker barnets røst. Og her er vi ved kernen i den herskende ideologi.

Børns Vilkår fremmer moralsk panik

Problemet med Børns Vilkår er, at organisationen har et ekstremt værdigrundlag, som går fint i spænd med statsministerens udnyttelse af en galopperende kollektiv frygt. Hvordan kan organisationen da fungere med “neutrale”, “professionelle” bisiddere for børn i børnesager?

I funktionssociologien ser man på en organisations indvirkning på omgivelserne. Børns Vilkår er i den aktuelle konjunktur gået fra at være en organisation, der forsvarer børn, til at være en organisation, der lever af at producere børneofre. Det gør den hånd i hånd med socialforvaltningen ved at støtte op om, at det offentlige splitter helt almindelige familier ad i en heksejagt på sagesløse forældre.

Heksejagten skaber frygt langt uden for de splittede familier. Enhver må frygte, at børnehavepædagogen kan misforstå noget, som børnene siger, og lave en “underretning”. Når den moralske panik vinder frem, er alle under anklage. Og hvis først man bliver anklaget – så er man på herrens mark i et system uden retssikkerhed.

 

Kommentarer til artiklen 20/6 2020

Ovenstående artikkels historie

Denne artikel blev først sendt til Politiken, derefter til POV. Samme artikel blev i let omarbejdet udgave sendt til POV den 23/5. Den blev tilsyneladende i første omgang antaget under forudsætning af, at Børns Vilkår kunne lave en replik. Dette var jeg selvfølgelig med på. Meningen er at rejse en debat om den kollektive panik, der ligger til grund for regeringens politik på børneanbringelsesområdet, og som Børns Vilkår i dagens konjunktur, kommer til at fremme. Der skete dog ikke noget, og da jeg den 24/6 spurgte, hvordan det gik, fik jeg den 30/6 et afslag. Man kan kun gisne om, hvad grunden for dette meget sene afslag er, men min klare vurdering er, at ingen aviser tør tage emnet op. Det er inden for den acceptable ramme at kritisere børneanbringelsesområdet juridisk, men en analyse af de mentalitetsmæssige baggrunde for den kollektive panik på området tør ingen at tage.

Mens min artikel har ligget inde hos POV, har Børns Vilkår fjernet den omtalte kampagne og erstattet den med en, hvor man nu skal bage for børn. Det er en klar forbedring, men det ændrer ikke ved kernen i artiklens kritik af den virkning, organisationen har på den moralske panik på området.

Dem 9/7 2020 så jeg den reklame, som jeg kritiserer i ovenstående artikel brugt som reklame på TV2. Den stærkt følelsesmanipulerende reklame er altså stadig i brug, og artiklen er på alle punkter stadig aktuel. Senere i juli måned begyndte den igen at optræde på min facebookside, og uafrystelig er den stadig her den 6/8 en næsten daglig ubehagelig irritation.

Modstand mod viden og insisteren på følelsens overlegenhed

Enhver kultur har sine blinde pletter. Generelt er vi mennesker primært interesseret i at beskytte egne holdninger og de centrale værdier og normer, der er knyttet til disse. Disse helt centrale holdninger er en del af vores identitet. Viden, der bare svagt truer med at underminere vores værdier, har vi det med at forkaste, før vi stifter bekendtskab med argumentationen. De værdier, der ikke skal pilles ved er tydeligvis den individuelle selvudfoldelse og lighedsfilosofien. Derfor ingen omtale af familien, derfor troen på børns fundamentale godhed og forældres omsorgssvigt, derfor den lettere mandehadende insisteren på de feminine værdier: følelsens dominans over iagttagelse og logisk argumentation.

Se Den grusomt gode stat: https://www.stenjacobsen.dk/?p=2033