Sten Jacobsen interviewer forfatteren Sten Jacobsen om hans roman ”Vejen til Berlin”, der foregår i 1890’erne i København, byen F. og Berlin
Sten Jacobsen:
Tillykke med udgivelsen af din første roman ”Vejen til Berlin” på forlaget Brændpunkt. Jeg blev rent ud sagt forbløffet, for jeg troede, at du først og fremmest skrev noveller.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jamen det er også rigtigt, at jeg hidtil mest har skrevet noveller. Novelleformen passer mig vældig godt. Dens korthed og koncentration om en begivenhed giver en fin mulighed for at vise det pres, kaoskræfterne hele tiden og på ofte uventede måder udøver på vores i reglen trygge og velorganiserede virkelighed.
Sten Jacobsen:
Hvordan kan det være, at du så også gik i gang med at skrive en roman?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jeg ved det faktisk ikke. Det var en ide, der dukkede op, og den lod sig ikke afvise. Romanen er jo en kompliceret fortælling med mange deltagende og mange ting, der som et puslespil skal passe ind i hinanden. “Vejen til Berlin” handler om en ung mand, der levede i en tid, hvor manden ideelt set skulle træde i karakter. En person kan ikke træde i karakter i en enkelt begivenhed, det kræver en lang historie. Derfor blev det en roman.
Dannelsesroman eller udviklingsroman
Sten Jacobsen:
Du kalder romanen en dannelsesroman. Du tilføjer godt nok, at det er en modernistisk en af slagsen, men er begrebet dannelsesroman ikke et ret forældet begreb?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jo, jeg tror, at du har ret i, at der i den almindelige opfattelse er noget utidssvarende over begrebet. Men det er egentlig også meningen. Nu er jeg ikke litteraturhistoriker, men jeg tror, at man generelt kan sige, at man fra det moderne gennembruds tid gik over til at tale om udviklingsromaner i stedet for dannelsesromaner. Hvis man ser på mange af de store romaner fra det moderne gennembrud og tiden efter, vil det være svært at bruge udtrykket dannelsesroman. I.P. Jacobsens roman Niels Lyhne er blevet kaldt en sammenbrudsroman, da det ender galt med romanens antihelt. Det samme kan man sige om Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” og om den senere Jacob Paludans ”Jørgen Stein”, nå ja, og Tom Kristensens Ole Jastrau i ”Hærværk”. Disse romaner kan umuligt benævnes dannelsesromaner. Hvis man bruger udtrykket udviklingsroman, så har man ikke indlagt forventninger om et positive udfald. Den dekonstruktion, som er så dominerende i dag, tog sine allerførste skridt under det moderne gennembrud, og i dag har den sat sig fast som en mental ligtorn i vores kultur. Som Henrik Jensen formulerer sig i ”Ofrets Århundrede”, så er det i dag blevet en effektiv magtstrategi at posere som offer. Tænk blot på Metoo. Men offerstrategi er der ikke meget opbyggeligt i. Jeg mener, at vi bør komme tilbage til karakterdannelsen som ideal. Det er karakterer, der opbygger kulturer, ikke ofre. Hovedpersonen Karl i ”Vejen til Berlin” har et problem, som han gennem sin rejse efter mønstret hjem-ude-hjem formår at hæve sig op over. Derfor er det en dannelsesroman. Men dens sammenblanding af virkelighed og drøm er modernistisk. Enhver dannelse af karakteren må i dag involvere psykens dybder, ellers kan man ikke udvikle en humanistisk menneskelighed i en individualiseret og globaliseret verden.
Hvorfor historisk roman?
Sten Jacobsen:
Hvorfor vælger du at lade handlingen foregå i 1890’erne? Kan moderne læsere identificere sig med en person fra en tidligere historisk periode?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jeg mener ikke, at der er problemer med at forstå mennesker fra slutningen af 1800-tallet. Tiden er vor kulturs vigtigste formative periode, og jeg tror, at de fleste mennesker gennem undervisning og film har en rimelig fornemmelse for perioden. Men helt generelt mener jeg, at man kan forlægge en handling til et hvilket som helst sted og en hvilken som helst tid. Selv om der er store kulturforskelle, så er de mest fundamentale ting i livet almenmenneskelige. Det litterære rum er et rum på tværs af tid og sted. De gamle græske dramaer kan læses som nærværende fortællinger, der sagtens kan oversættes til en moderne verden rent psykologisk i hvert tilfælde. Noget andet er, at man selvfølgelig som forfatter skal vide noget om det miljø, man lader handlingen foregå i. Da jeg er historiker og har været meget optaget af slutningen af 1800-tallet også som litterært interesseret, så var det naturligt for mig at vælge den periode.
Om byen F. i romanen og byen Fuglebjerg i Sydvestsjælland
Sten Jacobsen:
Du har skrevet en bog ”Saadan er de” om Fuglebjerg i forfatningskampens periode netop i anden halvdel af 1800-tallet. Din hovedperson Karl kommer til en by med navnet F. i Sydvestsjælland, og Fuglebjerg ligger i Sydvestsjælland. Er F. Fuglebjerg?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Nu skal man aldrig oversætte fra litteratur til virkelighed 1 til 1. I litteratur er det en dyd at lyve. Man kan aldrig holde sig til den kildemanifeste virkelighed, for en roman eller novelle er styret af kræfter, der er dybere end dem, man kan iagttage umiddelbart. I litteratur lyver man sandheden frem. Da jeg overvejede, hvor den midterste del af handlingen skulle foregå, så var Fuglebjerg et oplagt valg, da jeg har et godt kendskab til byen fra arbejdet med min bog om Fuglebjerg i forfatningskampens tid, ”Saadan er de”. Men denne del af romanen handler ikke om Fuglebjerg dengang. F. er bare en lille by blandt andre. Romanen handler om Karl, der kommer til en større landsby i 1894, og alt – bortset fra nogle få autentiske kilder – er digt. Personerne, der optræder i denne midterste del af romanen er digtede personer. I nogle tilfælde tager de godt nok farve af nogle af dem, der faktisk levede dengang, men de er aldrig dem. Nogle få bipersoner optræder med deres egne navne, andre har taget farve af dengang eksisterende personer, men har andre navne og er i sin kerne digtede personer. En af de centrale bipersoner, der optræder, er min egen farfar. Han hed Adolf Theodor Villiam Jacobsen og blev kaldt Villiam Jacobsen. Romanens hovedperson hedder Karl Henrik Theodor Severinsen, så min hovedperson har lånt et navn fra min farfar. Det morer mig meget at lade noget fra min helt private verden indgå i det digtede univers, jeg skriver frem. Her er den dybere betydning for mig selv nok, at Karl og Villiam repræsenterer to konfliktende sider af mig selv, som jeg vist nok har fået i arv netop fra min farfar. Men dette er jo bare en motivationsmæssig begrundelse for brugen af Fuglebjerg som arena. F. er lige så lidt Fuglebjerg, som K i Processen er Kafka.
Mere om “Saadan er de”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=3
Om litterære indslag i romanen
Sten Jacobsen:
Ha, ha, den kan man så tolke som man vil. Men nu til noget andet. Du har i romanen en del referencer til litteraturen dengang. Kan det ikke være farligt, at inddrage kulturelle elementer i historien, som ikke alle læsere kender til? Og hvilken betydning har disse henvisninger til ældre litteratur og musik for dig?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jo, det er klart, at man ikke kan forudsætte, at alle læsere kender de pågældende værker, så det skal være klart, hvorfor de indgår, og det centrale indhold må på en eller anden måde kommunikeres. Det mener jeg sker med henvisningerne i første del til Strindbergs ”Frøken Julie” og ”Kreditorer”, som Karl, Holger og Elise er inde og se på Dagmarteatret og bagefter snakker om. Det samme er tilfældet med Peter Nansens novelle ”Et hjem”, som Elise mistolker med et bestemt formål for øje. Andre steder i romanen er der tale om intertekstuelle elementer, som ikke alle ser, men det er heller ikke nødvendigt. Man kan sagtens læse romanen uden at forstå disse hentydninger. Et eksempel er, da Karl er på rejse til F., og hans tog stoppes af en græsselig snestorm, og han, da han ser ud over det tilsneede landskab, tænker: ”Erkennst du nun dein Bild?”. Hvis man kan læse lidt tysk, kan billedet forstås umiddelbart. Den, der kender Schuberts liedkreds ”Winterreise” vil måske vide, at det er fra lieden ”Auf den Flusse”. Denne viden er ikke nødvendig for at forstå scenen, men det giver en ekstra dimension for den, der kender Schuberts lieder, som jo kommer til at spille en rolle senere i det midterste afsnit. Jeg kan godt lide, at et litterært værk har flere lag og mange døre indtil rum, som nødvendigvis ikke bliver åbnet af alle. Et litterært værk skal til en vis grænse være uoverskueligt og forvirrende som livet selv.
Om “Vejen til Berlin” og den litterære tradition
Sten Jacobsen:
Men hvilken betydning har disse inddragelser af andre litterære værker for dig. Det virker som om de spiller en vigtig rolle.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jeg mener ikke, at de har en afgørende betydning for den historie, der fortælles. Men det er korrekt, at de har en central betydning for mig, og for det jeg gerne vil sige. Jeg mener ikke, at man kan eller bør skrive forudsætningsløst, rent. Vi står på ryggen af andre forfattere før os, vi er ikke forudsætningsløse. Jeg er klassiker i den forstand, at jeg mener, at man skal erkende, at man skriver i en tradition, og at man må forholde sig til den, når man skriver. Det er ikke gangbart at ignorere den tradition, man er en del af.
Sten Jacobsen:
Hvordan ser du dig selv i denne tradition?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jeg ser mig selv først og fremmest i en dansk litterær tradition. Da jeg gik i gymnasiet, modtog jeg en introduktion til den danske litteraturhistorie, som påvirkede mig meget, og som jeg stadig er dybt taknemmelig for. Dengang havde man et samlet værk ”Falkenstjerne”, som alle vist brugte, og som gav et fremragende overblik. Dette overblik blev inspirerende tolket af min dansklærer på Statsgymnasiet Schneekloths skole, Ivar Bojsen. Jeg tænker faktisk tit på situationer i hans timer. Min påvirkning af den danske tradition blev forstærket af, at jeg havde en virkelig god ven i gymnasiet, som sammen med mig læste mange af de værker, som var blevet kortvarigt omtalt i dansk. I denne danske tradition føler jeg mig nok mest beslægtet med Gustav Wied, Leif Panduro, og som novellist af Peter Seeberg og Villy Sørensen. Men i en bredere forstand føler jeg mig dybt påvirket af Strindberg og Herman Bang, traditionen fra Kafka, den latinamerikanske tradition, særlig Felisberto Hernández, samt den groteske russiske tradition fra Gogol til Kurkoff.
Om sidehistorier og spændingsmoment
Sten Jacobsen:
Helt ærligt, i det afsnit af “Vejen til Berlin”, hvor Karl er i F., blev jeg lidt forvirret. Der er mange sidehistorier. Er du ikke bange for, at nogle af dine læsere, vil miste overblikket her?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jo, det er en åbenlys akilleshæl ved bogen. Dem, der er vant til at læse krimier og andre bøger med et meget hårdt optrukket spændingsmoment, kan meget vel føle, at de taber overblikket, da bogen, som det i øvrigt var almindeligt for ikke så mange år siden, er præget af et mere moderat spændingsmoment. Karls historie i F. er fortalt gennem hans dagbog, og den kollektivroman ”Forgjort” han sidder og skriver på, og hvor han selv optræder som en af figurerne, og hvor figuren Lars samtidig er en åbenlys projektion af Karl. Sammenhængen mellem dagbog og romanafsnittene skal fornemmes gennem Karls sindstilstand, lidt som et polyfont musikstykke har jeg tænkt. Desuden må det lange spændingsmoment i en bog suppleres med scener af dyb intensitet, som man har svært ved at glemme. En bog, der kun har spændingen at byde på, er jo ret kedelig i længden. Et helt centralt tema i min roman er den følelse af tab og forladthed, vi alle inderst inde bærer rundt på, men sjældent viser frem. Den gamle smed, der ligger på sit dødsleje mindes sin gamle kæreste, som han skammeligt svigtede i sin ungdom. Hun venter stadig, ung og tiltrækkende og kalder med sin sirenesang på ham og siger, at der stadig er tid. Psykologisk kan vi mennesker aldrig forlade hinanden. Tiden læger ikke alle sår. Dem vi forlod vil altid være der som levende nutid, for noget der skete for 50 år siden kan opleves som lige så nærværende som noget, der skete i går. Når vi vælger noget fra, vælger vi også en fortrydelse til. Hele dette afsnit skal – som i øvrigt hele bogen – gerne opleves som en stor forvirring, der jo også præger vores egne indre liv her i den virkelige ”virkelighed”. Når man til sidst lukker bogen, skulle man gerne have følelsen af at have været på en lang og begivenhedsrig rejse, en rejse som er lige så modsætningsfyldt som det liv, vi dybest set lever, hvis man kratter lidt i overfladen.
Om oprør mod fortælleren
Sten Jacobsen:
Både i F.-afsnittet og i Berlinafsnittet begår romanens karakterer oprør mod forfatteren. Hvad er pointen i det, og hvor har du den idé fra?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jeg mener, at en romans figurer dybest set er projektioner af forfatteren selv. Akkurat som du som menneske sjældent har helt styr på, hvad der egentlig bevæger dig, har forfatteren ikke kontrol over, hvad han egentlig har gang i. Forfatterens forskellige projektioner er i konflikt med hinanden, ligesom nogle af dem er i konflikt med forfatteren, og hvorfor skulle de ikke blive træt af den rolle, han som en selvudnævnt diktator placerer dem i? Ideen har jeg vist nok fra Miguel de Unamunos roman ”Tåge”. Er der andet, du vil spørge om?
Sten Jacobsen:
Nej, egentlig ikke. Jeg er forvirret.
Mere om “Vejen til Berlin”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=2372
Forlaget Brændpunkt: https://brændpunkt.dk/index.php/product/vejen-til-berlin-sten-jacobsen/