”Den unge Jacobs Steensens tidsrejse til København i 1893”. Sten Jacobsen interviewer forfatteren Sten Jacobsen om hans roman om Jacob Steensens tidsrejse.
Om temaet tidsrejse
Sten Jacobsen:
Tak fordi du har sagt ja til dette interview om din roman om Jacob Steensens tidsrejse til København i 1893. Romanen handler om en tidsrejse. Hvorfor har du i din anden roman valgt at skrive om noget, som ikke kan lade sig gøre?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Hvad mener du med, at tidsrejser ikke kan lade sig gøre?
Sten Jacobsen:
Ja, mig bekendt kan man ikke rejse i tiden.
Forfatteren Sten Jacobsen:
For mig at se er det tydeligt, at mange mennesker i dag er ekstremt optaget af at drage tilbage i tiden og lave verden om i deres eget billede. Ny feminismen og cancel culture er tydelige eksempler. De ønsker sig et spejlkabinet, og for at opnå det perfekte spejlkabinet foretager de tidsrejsekorrektioner.
Sten Jacobsen:
Er det hovedtemaet i din roman?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Nej. Men det er et centralt humoristisk tema i romanen, som sætter rammerne for den centrale historie: historien om en ung mands trakasserier med sin skæbne, indtil han finder sin vej.
Om romanens kvindebillede
Sten Jacobsen:
Er dit kvindebillede ikke lidt skævt?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jo, selvfølgelig. Der er tale om en humoristisk spidsvinkling. Romanen skulle gerne være en lystig satire over dagens forvrængede kvindebillede, hvor kvinder har det med at posere som sagesløse og uskyldige ofre, der ingen som helst ansvar har for det, de involverer sig i. Derfor bliver romanens kvinder forvrængede spejlbilleder. Kvinderne i min roman opfører sig, som de tager sig ud på den anden side af det feministiske spejlkabinets spejle. De jagter mænd, de er aggressive og intrigante, de er kærlige på politisk ukorrekte måder, de er følsomme og ærgerrige, og de er vidunderlige og rædselsfulde, som rigtige kvinder jo er.
Den moderne feminisme vil have os til at tro, at kvinder aldrig lyver, og at de er helt igennem fredelige og ophøjede væsener. Men selvfølgelig passer det ikke. Kvinders aggressioner kommer ofte ud på forskudte måder i form af psykiske vold, bagtalelse og intriger. Det kan enhver se ved at iagttage sine omgivelser, hvis man altså ikke har deponeret sin fornuft og iagttagelsesevne i en autoritær mainstream-ideologi.
Kvinder er mennesker. De er trættekære, stridslystne og løgnagtige, samtidig med at de er kærlige, opofrende og ærlige. Kvindebilledet er nok spidsvinklet, men i sin kerne er det sandt. Og jeg kan faktisk godt lide alle de kvinder, der agerer i min roman. Kvinder er vidunderlige i deres sammensathed. Det er vigtigt, at man kan se og forstå alle personer i en roman og i sit stille sind sige: det kunne lige så godt være mig.
Sten Jacobsen:
Er du ikke bange for, at du bliver misforstået?
Om utroværdige mænd
Forfatteren Sten Jacobsen:
Nu er den mandlige hovedperson og hans venner jo ikke nødvendigvis troværdige stemmer.
Men selvfølgelig, ideologier har sjældent humoristisk sans. Der er til enhver tid altid noget, man ikke skal gøre grin med. En af bogens hensigter er at placere moderne feminisme og cancel culture tilbage i 1893 for derved at tydeliggøre disse ideologiers tåbelige sider. Men der skal nok være nogle, som har svært ved at se komikken. Ideelt set skulle fortiden gerne være alternative rum, som vi kunne blive klogere af både gennem positiv og negativ inspiration. Men i dag har man en tendens til at slette fortidens anstødelige sider eller at nægte at forstå den tids ofte tvingende baggrunde bag de ubehagelige handlinger.
Sten Jacobsen:
Hvad mener du med, at mændene, der optræder i din roman, ikke nødvendigvis er troværdig?
Forfatteren Sten Jacobsen:
De jamrer og klager sig, de piver og er kede af det. Det er jo ikke et traditionelt mandebillede. Og så får de i den grad fortalt nogle sandheder af de kvinder, der optræder.
Om det evige tema vrangforestillinger
Sten Jacobsen:
Du lader dine psykiatere tale meget om vrangforestillinger.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Ja, jeg er meget optaget af vrangforestillinger. De er nødvendige for os alle, hvis vi skal have vores identitet og verdensbillede til at hænge sammen. Det er en gammel erkendelse. Tænk på Mattæusevangeliet 15:14: ”Lad dem være, de er blinde vejledere for blinde; og når en blind leder en blind, falder de begge i grøften”, som i Pieter Breughel den ældres maleri ”Den blinde leder den blinde”.
Vrangforestillinger er nødvendige i vores kollektive adfærd. Når vi er en del af en masse, dyrker vi de forestillinger – herunder de usande – som får flokken til at hænge sammen. Men nogle vrangforestillinger er godt nok mere groteske end andre. Vor tids stædige fornægtelse af naturlige kønsforskelle og forestillingen om, at alt er formet af sociale strukturer, hører til de rent ud sagt tossede af slagsen. Det er svært for en gammel lektor i samfundsfag at kapere. I den offentlige debat i dag kan man komme afsted med at begrunde et argument bare ved at udtale ordet ”struktur” uden yderligere konkret påvisning. Struktur er blevet det moderne hurra-ord, en skraldespand for alt det, man ikke kan forklare.
Om tiden som illusion og realitet
Sten Jacobsen:
Du lader Jacob Steensens afdøde gymnasiekammerat, Sebastian, som han støder på tilbage i 1893, sige, at tiden er en illusion. Hvad mener du egentlig?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Tiden er en illusion i hvert tilfælde i en psykologisk forstand. I vores sind er alting samtidigt. Tiden eksisterer ikke. Hvad der skete, da du var 2 år kan være mere levende tilstede i dit sind, end det, der skete i går. Alt har betydning, og alt kan hentes frem i hukommelsen, hvis det aktiveres og bliver aktuelt. I den forstand er tiden en illusion.
Sten Jacobsen:
Men romanens nutidspsykiater Bertil Norén udtrykker fortrydelse over, at han ikke kan komme til at snakke med Jacob Steensens 1890’er psykiater Carsten Henrik Lauersen. I den forstand er tiden jo ikke en illusion.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Ja, han er meget ked af, at han ikke kan diskutere det særdeles vanskelige tilfælde Jacob Steensen med ham. Og det er jo tragisk. Det kunne jo være, at en fortidig psykiater kunne lære en nutidig et og andet, som han ikke havde tænkt over. Det er en sjov tanke. Der er mange fortidige mennesker, det kunne være interessant at føre en samtale med. Men det kan vi ikke. Vi er henvist til at læse deres eventuelle skriblerier. Det er derfor, at det er så nødvendigt, at folk skriver deres erindringer ned. Men det er jo en anden snak.
Om cancel-culture og tiden
Sten Jacobsen:
Men hvis man kun er henvist til at læse tekster, så bliver kommunikationen jo en envejskommunikation.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Ikke for cancel culture. Her retoucherer man rask væk det anstødelige i historiske tekster. Det er jo det, jeg gør grin med i min bog, for du har selvfølgelig ret, vi kan i dag ikke påvirke den reelt levede fortid. Vi kan kun ændre fortællingen om den. Sammenhængende hermed gøres moderne politikere ansvarlige for noget, som de ingen som helst ansvar har for, fordi det er foregået inden de overhovedet var født. Og det forekommer jo ret absurd. Det er en introduktion af det kollektive ansvar ad bagvejen. Men det indgår ikke i min bog.
Om personlighedsspaltning og dobbeltgængere
Sten Jacobsen:
I romanen siger Jacob Steensen, at hans kæreste havde det med at spalte sig i flere personer, og aktuelt i historien oplever Jacob også en spaltning af hans kæreste gennem 14 år i flere afvigende udgaver placeret i forskellige tider. Det er jo meget morsomt, men er det ikke lidt overdrevet?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jo selvfølgelig, og det er klart, at den gode Jacob også er forvirret, og med sin adfærd kan være med til at forårsage sin kærestes spaltning i forskellige personer. Men spaltningen er i sin kerne realistisk. Der er tale om et velkendt dobbeltgængertema, som har dybe rødder i europæisk litteratur, og som var særlig almindeligt i 1800-tallet. I Dostojevskijs ”Dobbeltgængeren” forestiller den lille, ydmyge embedsmand Goljadkin sig, at hans alter ego Goljadkin overhaler og forstøder ham. Noget lignende sker i Gogols noveller ”Næsen”. I Hoffmanns ”Djævelens eliksir” oplever en munk, der er på rejse, at hans dobbeltgænger allerede har skandaliseret ham, når han ankommer til et nyt sted. I H.C. Andersens ”Skyggen”, løserriver skyggen sig fra sin herre, vender tilbage og gør herren til skygge og får ham til sidst aflivet. I Stevensons ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” tager Dr. Jekylls eksperimentalt fremkaldte onde side til sidst magten fra ham.
Sten Jacobsen:
Jo, men det er jo i litteraturen og ikke i virkeligheden.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Personlighedsspaltning findes mig bekendt som psykiatrisk fænomen. Men man kan også sige, at vi er spaltede mellem flere personligheder, uden at det er et psykisk afvigende fænomen. Vi har forskellige mulige veje at gå i vores liv, og den person, vi ville være, hvis vi havde gået disse alternative veje, kan røre på sig og skabe problemer, når den aktuelle vej er problematisk. Pludselig kan andre sider af vores sind gøre oprør, og det kan resultere i bratte kursskifter. Jeg mener, at det er et alment fænomen.
Er bøger farlige?
Sten Jacobsen:
I det ”Glemte bibliotek” spørger kontrollanten, da Jacob farer sammen: ”Er du bange for bøger?” Mener du selv, at der er grund til at være bange for bøger?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jeg tror, at de fleste læser bøger for at blive bekræftet i deres verdenssyn. Og hvis vi bliver udsat for noget, der ryster vores verdensbillede, har vi det med at stoppe læsningen og lægge bogen fra os. Vi mennesker har det svært med kognitiv dissonans. Så realistisk, nej. Men hvis vi virkelig læste, så ja. Det er ikke sjovt at få sit verdensbillede og sin identitet rystet, og bøger kan være farlige spejle.
Sten Jacobsen:
Kontrollanten siger også: det er ikke bogens skurk, der er skurken, men læseren selv. Mener du det?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Ja. Vi har i dag så svært ved at se vores egne onde sider. Siden ungdomsoprøret er vi i mange henseender en kultur i Rousseaus ånd, som ser mennesket som kun godt. Derved bliver det onde undtagelsen og ikke det normale. Vi ser splinten i næstens øje, men ikke bjælken i vores eget. Vi projicerer alle vores problematiske motiver over i en litterær skurk eller i en af vores medmennesker. I realiteten er vi en kultur, der jagter stråmænd.
Sten Jacobsen:
Romanen indeholder både rigtige personer og fiktionspersoner. Betyder det, at livet bare er en fortælling? Hvad er vigtigst kroppen eller sindet?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Helt klart sindet. Et menneske er først og fremmest et sind. Derfor er historierne det vigtigste og livet en fortælling.
Om ønsketænkning og eksistens på tværs af tiden
Sten Jacobsen:
Et sted i romanen bliver Jacob Steensen pludselig jagtet af kvinder. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det ikke er et udtryk for ønsketænkning.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jo, selvfølgelig er det udtryk for ønsketænkning. Det må være enhver mands våde drøm at blive jagtet af den ene vidunderlige kvinde efter den anden og samtidig kunne posere, som om det var en ulidelig byrde ligesom i MeToo-bevægelsen. Jacob Steensen overtager her den moderne kvindelige enerettighed at kunne posere som offer for uønsket opmærksomhed. I det hele taget jamrer flere af de mandlige figurer i romanen. Det skulle være en af de komiske effekter, et udtryk for mandens tiltagende kvindelighed, som jo bliver debatteret meget for tiden. Men hvorfor skulle mænd egentlig ikke udtrykke smerte over livets små og store slag? Vi er jo også mennesker.
Sten Jacobsen:
Jacob møder tilbage i 2023 i slutningen af romanen en mand, som han tager for den psykiater, han mødte tilbage i 1893. Det er selvfølgelig ikke realistisk. Er det et udtryk for hans vrangforestillinger?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Altså i romanens univers kan det meget vel være 1893-psykateren. Jacob har jo læst i Nationaltidende i 1893, at psykiateren Carsten Henrik Lauersen pludselig er forsvundet, og at der tilbage i 1893 er rygter om, at han er rejst ind i fremtiden for at finde Jacob Steensen. Det er kun, når du læser romanen som en realistisk roman, at det ikke kan passe. Der er lagt nogle spor ud i teksten, som holder spørgsmålet åbent. Vi mennesker ved ikke så meget, men for Jacob Steensen er forestillingen om, at det er 1890-er psykiateren, fortrøstningsfuld. Så skidt være med, at det nok er en vrangforestilling, han luner sig ved. Det gør hans følelse af ensomhed mindre.
Om ensomhed og indre eksil
Sten Jacobsen:
Handler romanen også om ensomhed og indre eksil som et almindeligt fænomen.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Ja, det kunne du godt sige. Romanen handler om Jacob Steensens urolige ungdom, og en urolig ungdom kan man jo aldrig glemme og heller aldrig rigtig kommunikere til andre. Er der mere, du vil spørge om? Nu er du kommet lige lovlig tæt på, og tiden er gået, så du har kun ét spørgsmål tilbage.
Sten Jacobsen:
Nu bliver jeg nervøs. Jeg kan pludselig ikke finde på noget at spørge om, når du presser mig sådan.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jamen, så vil jeg til slut svare på et spørgsmål, som du ikke har stillet. Nej, nej og atter nej! ”Den unge Jacob Steensen tidsrejse til København i 1893” er ikke autofiktion. Jeg har ikke besøgt København i 1893, jeg har det heller ikke med at gå i søvne og min søde kone lægger mig heller ikke i håndjern.
Sten Jacobsen:
Nå ja. Det var faktisk det, jeg ville spørge om, men jeg turde ikke. Tak for svaret og tak for at du gik med til dette interview.
Forfatteren Sten Jacobsen
Jamen, det var så lidt. Og tak fordi du gad interviewe mig.
Se mere om ”Den unge Jacob Steensens tidsrejse til København i 1893”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=3357