Maria Magdalene Lorentzen (gift Volkmann) 24/2 1879-24/1 1927
Maria var smuk, men hendes livs historie endte tragisk. Hendes mand og hun selv blev offer for en af den tids frygtede og skamfulde sygdomme, hvilket fik alvorlige konsekvenser for hele hendes lille familie. Maria blev født 24/2 1879 og døde som den første af sine søskende 24/1 1927.
En uddybende biografi kan ses i “Niels Lorentzen Steglers og Hansigne Liebsts børn 1876-1978. En kollektivbiografi fortalt til efterkommerne”. Se https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=815
Marias barndomsmiljø er beskrevet i “Niels Lorentzen Stegler 1849-1922. En menigmandsbiografi fra Fuglbejerg i industrisamfundets første fase fortalt til hans efterkommere”. Se https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=718
Ungdomsbilleder af Maria Lorentzen
Maria Lorentzen. Billede til Raymund Volkmann 18/6 1904 formodentlig i forbindelse med forlovelse.
Nedenunder: bagsiden af billedet.
Raymund Volkmann var tysk musiker. Om sommeren rejste han til Sverige, Danmark og England. I 1903 er han den 1/5 registreret i Oehlenschlægersgade 15, 4. sal. Nedenstående billede er fra Höganæs i Skåne. Raymund Volkmann sidder yderst til venstre. Hans og sidemandens påklædning kunne tyde på, at billedet er taget i forbindelse med en musikalsk engagement.
Parret blev gift på Københavns Rådhus 30/5 1908, hvorefter de flyttede til Berlin. Den 12/4 1909 fødte Maria en søn, der blev kaldt Niels Carl Friedrich Volkmann.
Parret sendte adskillige postkort med billeder af den lykkelige familie til Danmark:
Kort med den halvandet år gamle Niels Carl til familien i Danmark sendt kort før julen 1910 samt bagsiden af kortet:
Postkort til søsteren Anna med den nu 2 1/2-årige Niels Carl dateret 16/11 1911 (“oversættelse” og rekonstruktion af teksten findes i biografien s. 23):
I julen 1911 modtog Maria fra storesøsteren Anna Lorentzen Stegler et nodehefte “Sange til Nielsemand af A. Stegler og E. Winther.” De var digtet og komponeret af Anna og hendes veninde Elisabeth Winther. Sangenes indhold viser tidens sværmerisk-romantiske mentalitet (hele nodeheftet kan ses under Anna Lorentzen Stegler): https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=273
Marias og Raymunds liv i Berlin hørte op med udbruddet af Første Verdenskrig. Parret flyttede nemlig til København i løbet af efteråret 1914.
Tilsyneladende boede de der stadig i september, for et kort fra Dagmar (storebroderen Ejlers kone) til storesøsteren Anna udtrykker stærk bekymring for deres situation:
“… Vi tænker alle med Bekymring paa Maria og Volkmann, det ser fortvivlet ud i Tyskland for Øjeblikket. Dagmar …”
Årsagen til parrets flytning fra Berlin til København har der i den mundtlige fortælletradition været forskellige forklaringer på. Den mest almindelige teori, som jeg også selv troede på, var, at Raymund Volkmann havde taget skade i begyndelsen af krigen. Det forhold, at der ikke findes billeder af Raymund efter ankomsten til København fremmede forestilling om, at han var kommet fysisk til skade i krigen. Da han endte på Sankt Hans Hospital, var den almindelige opfattelse dog, at han havde fået granatchok. Neden under denne teori var der en anden, der kun blev hvisket, og som gik ud på, at Raymund havde haft syfilis. Biografien dokumenterer utvetydigt, at det er denne sidste formodning, der er den rigtige. Raymund blev indkaldt, men kasseret pga. sin sygdom. Den første tid i København var svær, da det var vanskeligt at finde arbejde. Raymund fik noget i Malmø, men efter et tremåneders engagement, blev han indlagt på Kommunehospitalet og kort efter overført til Sankt Hans Hospital, hvorfra han tilsyneladende aldrig mere kom ud. Raymund døde den 4/8 1918 knap 42 år gammel. Ved hans død var hans søn Niels Carl kun 9 år og Maria 39.
Raymunds sygdom slog sig på nervesystemet, hvorfor han blev anbragt netop på Sankt Hans Hospital. Maria blev smittet og hendes sygdom slog sig tilsyneladende på hjertet. Hendes sygdom gik tilsyneladende i udbrud i 1916, for Anna gemte et kort fra sin veninde Lis fra den 22/8 1916, der beder om oplysninger om Marias tilstand:
“Kære Anna. Fortæl mig om Fru Volkmann, hvad er det dog, hun feiler? – Larsen fortalte, at hun blev kört paa Hospitalet midt om natten, er det rigtigt? – Det lyder meget trist … Hvor er Nielsemann …”
Marias situation var langt fra god i årene efter hjemkomsten til Danmark. Meget tyder på, at hun ernærede sig som pensionatsværtinde og gennem periodiske pengebidrag fra familien. Nedenstående postkort kunne tyde på det:
“… Tak for Kortet. Mine nye Pencionærer skal reise til London den 1. Oktober, saa nu vil jeg se at faa nogen uden Madlavning da det dog ikke kunde svare sig med alting for den Pris. …”
Læg mærke til nederst på kortet, hvor der står: “Kan du finde os”. Maria og Niels Carl står i vinduet i karnappen første sal til højre.
I et brev fra søsteren Mathilde til søsteren Anna står der om Marias situation:
“Heldigvis har hun jo stadig de 2 pæne Lejere, og naar vi andre saa da i hvert Fald forelöbig hjælper til med 10 Kr. hver Maanedlig, kan hun saa naa at komme lidt oven paa …”
Maria dør den 24/1 1927 knap 48 år gammel. Nedenfor ses nogle af de sidste billeder af Maria:
Tv. Niels Carl foran Rigshospitalet. Th. Maria i hospitalssengen.
Ved Marias død er Niels Carl knap 18 år gammel. Det er tydeligvis Marias familie, der tager over. Tilsyneladende bor Niels Carl hos mosteren Anna i Randers de første år efter, og herefter – stadig fulgt af Marias søstre – glider Niels Carl længere og længere bort og ned.
Biografien følger Niels Carls liv i korte træk indtil slutningen og ser hans skæbne som et resultat af forældrenes forlis.
Biografien inddrager Raymund Volkmanns sygejournal fra Sankt Hans Hospital.
Billeder af Maria og Niels Carl:
Anna, Niels Carl og Maria
Faxe Ladeplads 1919. Fra vestre ses A.P. Andersen (fætteren Aages far) Aage, Mathilde (Aages mor) samt Maria og Niels Carl.
Niels Carl og Maria
“Hele familien paa Spadseretur Paa Øster Søgade”. På første billede ses fra venstre: Ella, Mathilde og Maria. På andet billede ses fra venstre: Ella, Mathilde med Aage i hånden, Maria, Niels Carl og yderst til højre Erik (Ellas dreng)
Anna, Niels Carl og Maria.
Niels Carl som konfirmand 1923.
Niels Carl sammen med Mathilde og A.P. Andersen (Aages forældre) i sommerhuset “Villa TABU” i Hornbæk.
Niels Carl i Randers i perioden efter Marias død:
Niels Carl i Randers havn 1928 og Anna med Niels Carl
De tre fætre Niels Carl, Aage og Erik holdt længe sammen:
Helge (Aages og Eriks ven) Aage med studenterhue og Niels Carl. Billedet må være taget i 1931, hvor Aage blev student.
“Tre ‘Sheiks’, som der står i Aages fotoalbum. Fra venstre ses: Niels Carl, Aage og Helge.
“Paa Furesøen”. Fra venstre ses: Aage, Erik og Niels Carl.
Niels Carl hos mosteren Ella og fætteren Erik på Vordroffsvej 58, 1937. Nedenunder billedet står der i Eriks fotoalbum: “Forklædt”. Forklædt som pige, må man formode: