Forord til bog: “Niels Lorentzen Stegler 1849-1922. En menigmandsbiografi fra Fuglebjerg i industrisamfundets første fase…”

Om bogen se her: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=718

Min oldefar Niels Lorentzen Stegler var den eneste af mine for længst afdøde oldefædre, jeg som dreng havde en svag forestilling om. Inde i vores dagligstue hang en stor altertavle, som han havde malet. Den fyldte det meste af væggen, og forestillede den sidste nadver. Billedet var stort og tungt og holdt i mørke, brunlige toner. I min barnlige bevidsthed forekom det dystre maleri mig besynderligt dragende. De skæggede, højtidelige ansigter, lignede slet ikke de mænd, der færdedes i min verden. Personen i forgrunden til venstre stod på sine tæer, som om de slet ikke rørte jorden, og han så ud, som sad han på en usynlig stol. Manden til højre for ham, stod foroverbøjet med sin ene håndflade solidt plantet i bordet. Det så ud, som havde han lige slået den i bordpladen med et højt brag. Han havde kun et ben at stå på[1], og så vred han sin overkrop naturstridigt bagover og stirrede ud fra billedets rum direkte ned på mig med et vredt og gennemborende blik. I baggrunde sad Jesus med sit lange bølgende hår og med den lysende krans om sit hoved. Hans håndflader var løftede opad, og det var, som så han med sit himmelvendte blik og en overjordisk ro ind i en verden, ingen andre kunne se. Tilsyneladende ænsede han ikke larmen og virakken omkring ham. Jeg stod tit og iagttog det mærkelige billede, uden egentlig at vide, hvad det var jeg så efter. (Dengang kunne jeg ikke formulere den sandhed, at det man er mest optaget af, er det man ikke forstår) Ved en enkelt lejlighed faldt den store altertavle med et kolossalt brag ned over vores sofagruppe, mens vi sad og drak te inde ved spisebordet. ”Det var heldigt, at vi ikke sad nedenunder,” sagde mor og så chokeret ind på det enorme maleri, der lå med bagsiden opad. Jeg har en mistanke om, at min mor egentlig ikke var så glad for billedet, og at hun brugte lejligheden til at få det afskaffet, men afskaffet blev det ikke. Far hang det op igen, denne gang med ståltråd, så snoren ikke skulle briste endnu engang. Lyset om Jesu hoved, de skæggede apostle, deres fødders underlige forhold til gulvet og hele den fortættede stemning blev ved med at fascinere mig. Senere fik jeg at vide, at far havde arvet det fra sin moster, spillelærerinden Anna Lorenzten Stegler, da hun døde i 1944. Der hang også et stort maleri – et stilleben – malet af min fars morbror, kunstmaleren Albert Stegler. Det havde han malet til mine forældre som bryllupsgave, da de blev gift den 14. april 1939. Hos min farmor, som levede, indtil jeg var 31 år, var stuerne fulde af Albert Steglers billeder. Jeg havde fået at vide, at han var noget, man kaldte Charlottenborg-udstiller, og at det var et tegn på, at han var en anerkendt maler. Jeg kunne godt lide hans forsigtigt ekspressionistiske landskabsmalerier og de mange stilleben, som var malet med tidens karakteristiske brede penselstrøg og med kraftfulde farver.

Jeg fik at vide, at min oldefar havde været malermester i en by, som hed Fuglebjerg, at han iflg. min far hellere ville male billeder end hvidte og tapetsere, at han malede på husets døre, og at han skulle have været kunstnerisk anlagt og ikke så lidt hidsig. Ifølge den mundtlige fortælletradition skulle min oldemor fra Fuglebjerg have været jøde eller halvjøde. Dette bekræftede alle, jeg senere spurgte. Min oldefar Niels Lorentzen Stegler og Hansine Liebst fik 8 børn, hvoraf min farmor var den næstyngste og Albert Stegler den tredjeyngste. Min farmor spillede på klaver. Hun havde et stort sort flygel i sin stue (som i dag står i min stue), og i mine barnlige ører lød det, som om hun var en professionel pianist, når hun spillede Schubert, Beethoven og Bach. Når jeg selv spiller fremstår hun stadig som et ideal, jeg aldrig vil nå. Min farmor måtte klart nok komme fra en meget kunstnerisk familie.

Dette var så nogenlunde den forestilling, jeg voksede op med om min farmor og hendes familie.

Som alle mundtlige fortællertraditioner er der ofte en kerne af sandhed og en hel masse digt. De fantasifulde tilføjelser skyldes den berømte fjer, der bliver til 7 høns, eller efterkommernes behov, som umærkeligt ændrer fortællertraditionen. Som mennesker har vi brug for en historie, men ikke en hvilken som helst af slagsen. Historien skal gerne tjene vores selvforståelse i den fase af livet, hvori vi befinder os. Historien skal danne en baggrund for vores forsøg på at konstruere vores egen fortælling, give et bidrag til forståelsen af, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Af denne grund er vores brug af historie ofte meget selektiv, hvis vi da ikke tvinger os til at være så objektive som muligt.

Da jeg senere begyndte at efterforske familietraditionen, viste det sig, at noget af fortælletraditionen var tæt på sandheden, noget andet var helt forkert, og så var der det, som dukkede op, og som ingen måske havde haft lyst og interesse i at huske.

 

Denne bog har to meget snævre målgrupper. Først og fremmest er den skrevet til Niels Lorentzen Stegler og Hansigne Liebsts efterkommere. Men da jeg er historiker, har jeg svært ved at aflære mig historikerens unoder. Jeg bruger de metoder, som historikere bruger, og jeg overholder historieskrivningens regler. Alt hvad jeg konkluderer skal være kildebelagt, og de tolkninger, jeg kommer med, skal kunne forklare alle kilder, og må ikke stride mod kilder, med mindre disse kan forklares som ugyldige. Jeg er som historiker ikke puritaner. Jeg mener, at man frit kan tolke, bare kildereglerne overholdes, at tolkningen er sandsynlig og ikke overtrumfes af mere sandsynlige tolkninger, der bedre forklarer kilderne. Når vi tolker fortidens mennesker, vil vi altid være på usikker grund, hvilket vi i øvrigt også er, når vi tolker hinanden og os selv. Som historiker overholder jeg dokumentationsreglerne. Dvs. at enhver læser kan se mig efter i kortene. Derfor gør jeg i vid udstrækning brug af fodnoteteknikken. Den er gavnlig for den, som måtte have lyst til at fortsætte forskningen. For de fleste, der bare vil læse lidt om en af sine forfædre og ikke agter at kaste sig ud i tidskrævende slægtsforskning, kan jeg anbefale bare at læse hen over alle de trættende detaljer.

I forsøget på at rekonstruere og tolke Niels Lorentzen Steglers liv har jeg gjort et stort nummer ud af at rekonstruere de miljøer, han færdedes i. Gennem tidens avisreportager og –notitser har jeg forsøgt at give et indtryk af den kulisse og de stemmer, der har omgivet ham. En social, politisk og kulturel miljøbeskrivelse er i min optik den halve beskrivelse af en person, for ingen af os udvikler sig og handler i et tomrum. Derfor vil denne biografi om Niels Lorentzen Stegler indeholde stof om Sorø i den periode (1849-1872), hvor han var barn og ung mand i byen, og den vil indeholde en del om livet i Fuglebjerg i den periode (1875-1922) hvor han arbejdede og fungerede dér som voksen mand. Livet var meget anderledes i slutningen af 1800-tallet, end det er i dag. De mange detaljer, herunder beskrivelsen af den centrale personkreds, som omgav ham, samt beskrivelsen af de begivenheder og bevægelser, der prægede livet i den lille by, har til formål at give en fornemmelse af, hvordan det var at leve dengang, hvor sammenholdet i det lokale lillesamfund og den enkeltes betydning for dette var så meget større, end det er tilfældet i dag.

Den anden målgruppe er det lokalhistoriske miljø i Fuglebjerg. Da Niels Lorentzen Stegler var Fuglebjerg Haandværkerforenings anden formand (1892-1903 og 1908-10) og meget central i foreningens tidlige historie, og da biografien indeholder en del stof om livet i Fuglebjerg i slutningen af 1800-tallet, som ikke findes trykt andre steder, har biografien en oplagt relevans for den del af det lokalhistoriske miljø i Fuglebjerg, der er interesseret i den pågældende periode.

[1] Senere kunne jeg godt se, at han havde to ben, men det andet ben var malet på en måde, så det så ud som om, det slet ikke tilhørte ham.

Link til Fuglebjerg arkiv: https://www.naestvedarkiverne.dk/om-arkivet/afdelinger-i-fladsaa-og-fuglebjerg/fuglebjerg-arkiv