Materialegrundlaget

Om materialegrundlaget i bogen om Niels Lorentzen Stegler 1849-1922. En menigmandsbiografi fra Fuglebjerg:

Ingen biografi kan skrives uden en vis mængde forskelligartede kilder. Der har ikke været så meget slægtsforskning blandt Niels Lorentzen Steglers efterkommere, men der har dog været en vis interesse, som har sikret bevarelsen af centrale breve, fotos og dokumenter. Jeg har via min opvækst været heldigt placeret i forhold til de bevarede kilder.

Min placering i forhold til materialegrundlaget

Blandt Niels Lorentzen Steglers børn var det tydeligvis Anna Lorentzen Stegler, der havde den største familieveneration. Min farmor Ella Lorentzen samt hendes lillesøster Lis Stegler Lorentzen stod i et nært forhold til Anna, hvilket fremgår klart af deres opbevaring af hendes breve. Da Anna døde i 1944 uden at efterlade sig arvinger, blev centrale kilder overtaget af Ella og min ”onkel Aage”. Aage Andersen var Mathildes søn og den i børnebørnenes generation, der havde den største interesse for familien. Han besøgte Anna, skrev til hende og sørgede for kontakten på tværs i familien. Da min farmor døde, arvede min far hendes materiale, og da jeg i tide og utide viste min interesse, havnede både min fars og dele af Aages papirer hos mig. Da min far efter min mors død blev gift med Andreas’ søn Niels Jørns enke, Karen, havnede en stor del af Andreas materiale midlertidigt også hos mig. Dermed ligger jeg inde med de overlevede breve og dokumenter fra Anna, Mathilde, Mie, Andreas, Ella og Lis samt Annas, Lis’, min farmor Ellas samt midlertidigt også Andreas’ fotoalbums. Det er tvivlsomt, om der ligger meget om Albert Stegler andre steder, og dermed er den eneste gren, hvis materiale ikke permanent eller midlertidigt er havnet hos mig den ældste søn Ejlers.

Ingen erindringer i materialegrundlaget

Selvom jeg således har haft rådighed over det meste af det materiale, der måtte findes i familien, fylder det dog ikke meget. Der er ingen, som mig bekendt har skrevet noget sammen, men trods alt siger flere af de overleverede breve og postkort noget centralt om familien og dens medlemmers liv dengang.

Interviews

En del af materialet består af interviews, som jeg har foretaget med udvalgte medlemmer af efterslægten. Også her har jeg været heldigt placeret, da min farmor Ella Jacobsen var den sidst overlevende af N.L. Steglers børn, og jeg var særlig tæt knyttet til hende. Jeg gennemførte i løbet af 1977, året før hun døde som 90-årige, en række interviews med hende. Derudover gennemførte jeg en række samtaler med flere fra børnebørnenes generation. Ud over min far, Erik Jacobsen, interviewede jeg Aage Andersen (Mathildes søn), Betty Stegler Lorentzen og Helge Stegler Lorentzen (Ejlers børn) samt Karen (min fars anden hustru og Andreas søn, Niels Jørn Lorentzen Steglers enke). Disse interviews blev gennemført i 80’erne og begyndelsen af 90’erne. Senere har jeg spurgt Alice Lorentzen Stegler (Andreas barnebarn), som også havde nogle centrale oplysninger.

Officielle kilder

Kildemæssigt falder biografien i flere dele. Den første del om N.L. Steglers barndom og ungdom bygger alene på de traditionelle officielle slægtshistoriske kilder: Folketællinger, kirkebøger, de københavnske og frederiksbergske polititællinger, fattigvæsenets forhandlingsprotokol i Sorø samt almindelig let tilgængeligt litteratur om Sorø. Fortælletraditionen nåede ikke med bare et minimum af præcision så langt tilbage som N.L. Steglers barndom, så jeg vidste intet i forvejen. I Fuglebjergperioden viser det sig dog, at flere af de mundtlige fortællinger har en meget stor sandsynlighed over sig. Ud over med de almindelige slægtshistoriske kilder kan fortællingerne suppleres med Fuglebjerg Haandværkerforenings forhandlingsprotokol og regnskabsbog, med reportager og notitser fra egnens centrale aviser, der inddrog Fuglebjerg i sit stof (Næstved Tidende, Næstved Avis, Slagelse Posten, Sorø Amts Tidende, Skelskør Avis, Flakkeberg Herreds Tidende) samt Haandværkerbladet (organ for Fællesrepræsentationen for Dansk Industri og Haandværk) samt med forskellige officielt tilgængelige dokumenter. Sammen med det overleverede billedmateriale giver det mulighed for at tegne et rimeligt overbevisende billede af Niels Lorentzen Steglers liv og den bevidsthed, der styrede det.

Kildernes værdi og spørgsmålene, der stilles

Kilder er ikke altid entydigt gode eller dårlige. Kildernes værdi afhænger af de spørgsmål, man stiller til dem. Denne biografi har et klart mentalitetshistorisk perspektiv. Dvs. at hovedvægten ikke kun ligger på at afdække den historiske sandhed om Niels Lorentzens helt konkrete liv. Fokus er nok så meget lagt på at afdække hans bevidsthedsmæssige reaktion på de forhold, han blev udsat for, samt fortælletraditionens funktion i efterslægtens liv. Den historiske sandhed, som jeg forsøger at afdække, er samspillet mellem den økonomiske og sociale virkelighed og Niels Lorentzens forsøg på at skabe en fortælling, der ville gøre det muligt for ham at opleve en sammenhæng og mening i sit liv samt at give denne fortælling videre til sine omgivelser. Med dette perspektiv bliver den mundtlige fortælletradition, hvis sandhedsværdi ellers er ringe, til en værdifuld kildegruppe.

Om navneforvirringen

Som det vil fremgå af denne biografis Sorødel var navneforvirring en integreret del af Niels Lorentzen Steglers liv. Denne navneforvirring medførte at han blev benævnt med varierende navne i forskellige situationer. Jeg har ikke kunnet finde nogen overordnet logik i den varierende angivelse af hans navn, og den varierende praksis har levet videre som en navneforvirring i hans efterslægt. Forvirringen går på om navnet Stegler, hvis det bruges, står alene, og hvis det ikke står alene, om det så anbringes før eller efter hans officielle efternavn Lorenzen. Forvirringen går også på om Lorenzen staves som først benævnt i kirkebogen eller med et t som Lorentzen. Så vidt jeg kan se, er der en tilbøjelighed over tid at ændre stavemåden fra Lorenzen til Lorentzen. Den del af efterslægten, der bruger Lorentzennavnet staver det tilsyneladende med t. Ellers lever forvirringen videre i efterslægten. Kunstmaleren Albert Stegler brugte kun efternavnet Stegler. Det samme gør tilsyneladende nogle af Andreas efterkommere. Ejlers efterkommere bruger tilsyneladende benævnelsen Stegler Lorentzen, hvor Stegler altså er et mellemnavn. Lis kaldte sig Lorentzen, og på hendes dør stod der vist Stegler Lorentzen. Jeg kan huske, at hun sagde: ”Jeg hedder Lorentzen!” Som barn troede jeg jo, at hun hed Stegler. Anna blev ved de mere officielle elevkoncerter og i avisen benævnt Lorentzen Stegler.

En vis forvirring er der også mht. Hansine Liebst fornavn.[1]

Om fastholdelse af den navneforvirring, der faktisk har eksisteret

Jeg har i denne biografi opgivet at gennemføre en fast praksis, som aldrig har fandtes i virkelighedens verden. Derfor vil der være en sand overflod af varierende navneangivelser i teksten. Der er ikke nogen overordnet logik i min navnepraksis andet end den, at jeg i hver situation har brugt det navn, som jeg syntes passede til den beskrevne del af virkeligheden.

Min personlige holdning er i øvrigt, at forvirringen har en vis skønhed over sig. Det liv, som ikke så let lader sig reducere til en klar og gennemskuelig orden, er mere interessant og underholdende at skrive om, ligesom det i højere grad ligner det liv, som i virkeligheden leves.

[1] Ved fødslen 4/2 1847 står der Hansine. Det står der i alle efterfølgende registreringer frem til folketællingen 1901, hvor der står Signe. I de sidste registreringer (folketællingen 1906, kirkebogsregistreringen af hendes død og på gravstenen) står der Hansigne.

Se bogen om Niels Lorentzen Stegler 1849-1922 her: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=718