Forord til erindringer af Poul og Oskar Søgaard

(Billedet foroven forestiller fra venstre henholdsvis Søsum skole og Enkesædet i Stenløse. ca. 1900. Poul og Oskar Søgaards erindringer er relevante ikke blot for Knud Jensens og Hedevig Holchs efterkommere, men også for lokalhistorisk interesserede i Stenløse)

Forord til erindringer af Poul og Oskar Søgaard

Farbror Poul

Jeg kan tydeligt huske min barndoms farbror Poul og farbror Oskar. De var min morfars, Hans Peter Søgaards, brødre, var begge skolefolk eller rettere, de havde været det. Farbror Poul havde været skoleinspektør, og farbror Oskar viceskoleinspektør. Det var særlig tydeligt med farbror Poul. Han var rank af holdning og havde et karakteristisk hvidt fipskæg, hvilket inden for vores lille families fire vægge forskaffede ham følgende uofficielle kælenavn: “gedebukkeskægget” eller bare “fipskægget”. Når man skulle se Fipskægget, var det klogest at forberede sig på det uundgåelige: hans krydsforhør om, hvordan det gik i skolen. Hvad skulle man svare? Det var som regel min mor, der reddede mig ud af suppedasen og svarede for mig. Og så endte det altid med, at han så tilfreds ud, rettede ryggen (endnu mere!) og sagde: “Jamen, det var da godt!” Også selvom det langt fra altid var godt, men det havde min mor klogeligt undladt at fortælle ham. Farbror Poul havde nemlig en aftale med Vorherre. Det var derfor, han vidste, hvordan verden var indrettet og i øvrigt burde være! Her var det tilrådeligst at rette sig ind, lidt ligesom i militæret, på hospitalet eller, ja, i skolen, som den var dengang, han var skoleinspektør. Jeg tror ikke, at farbror Poul helt kunne begribe afvigelser fra den rette vej. De måtte bestemt være udtryk for en moralsk brist.

Farbror Oskar

Med farbror Oskar var det anderledes. Selvom også han var skolemand, fyldte det ikke nær så meget. Selvfølgelig spurgte han også til skolen. Hvad skal voksne ellers gribe til, når de står ansigt til ansigt med et barn? Men med ham var det ikke anderledes end med andre voksne. Man tænkte ikke umiddelbart: det her er en lærer. Han gik mere stille med dørene.

Farbror Oskars fremtoning var helt anderledes end farbror Pouls. Han var duknakket – den mest duknakkede jeg nogensinde havde set – hans underlæbe var fremstående og hang ud under overlæben lidt ligesom, han havde underbid, hvilket han muligvis også havde en lille smule. Hans øjne havde et skarpt og intelligent blik. Han var lillebror og var det stadigvæk i en alder af 75.

Farbror Oskar havde ikke en aftale med Vorherre, eller rettere, hvis han havde, forholdt han sig refleksivt til den. Når han sagde noget, holdt han det ligesom i en armslængde ud fra sig, så på det, og gav det en eller anden skæv, syrlig kommentar med på vejen. Farbror Oskar var en humoristisk sortseer.

Jeg husker engang ude hos min morfar, hvor hans brødre og koner var med. Der var begyndt at blive mørkt i stuen, og snakken gik om sygdomme. Jeg var ved at blive dårlig, og min far, der også havde hypokondriske tendenser, så forpint ud. Og så var det, at Oskars stemme lød midt i rædslerne: “Ja, det er farligt at leve. Man kan endda dø af det.”

Mens farbror Povl var en streng skolemand med et lyst sind, var farbror Oskar en pessimistisk og galgenhumoristisk enegænger. Den intellektuelles enegængeragtighed kom også frem på det politiske område. At alle i familien var konservative, var naturligvis en selvfølgelighed, og her afveg farbror Oskar ikke, men han ville ikke bindes. Jeg kan huske, at han engang fortalte, at de havde ringet fra Konservativ Vælgerforening, for at overtale ham til at melde sig ind. Han havde svaret, at de kunne tage det ganske roligt, for han stemte jo konservativt alligevel, men meldes ind i et parti ville han ikke. Han ville stå frit.

Jeg glædede mig altid til, at farbror Oskar kom, og det var en stor skuffelse, hvis han ved en sjælden lejlighed ikke var med. Man kunne med det samme ude i gangen høre, at det var ham, og så åndede jeg lettet op: verdensordenen var forsynet med sit korrektiv. Og så gav jeg mig med barnets hengivenhed til at vente på udslag af hans sorte, drilske humor.

Forskellene på Poul og Oskars erindringer

De to erindringer, der foreligger, bærer præg af forskellen i forfatternes sind.

Forskelle i ide og fokus

Pouls erindringer er præget af et stærkt fokus, og han gør det allerede i de første sætninger klart, hvad der er hans mål med at skrive erindringerne:

 

“Efterfølgende Erindringer fra mit Hjem og min Barndom og Ungdom har jeg nedskrevet, for at I, som aldrig har kendt jeres Farfar og Farmor, kan faa en forestillling om deres Livsvilkaar og de Livsværdier, som jeg har modtaget fra dem. Jeg har æret og elsket mit Hjem; maaske disse Erindringer kan bidrage til, at ogsaa I mine Børn vil føle Taknemmelighed og Ærbødighed for Slægtens Minder. Vi er jo alle Led af Slægtens lange Kæde, saa alt, hvad der kan fortælle om de henfarne Slægter, maa vi glædes ved at erfare. – Saa gid da ogsaa I, mine kære Børn maatte bygge Slægten i kommende Tider paa det, som I har arvet af godt og sandt.”

 

I modsætning hertil begynder Oskar sine erindringer uden at delagtiggøre læseren i, hvad han egentlig vil med dem:

 

“Jeg er født i Søsum skole, i Stenløse sogn, Frederiksborg amt d. 11/12 1885. Min far var lærer ved Søsum skole. Far var jyde …”

 

Denne markante forskel gennemsyrer de to erindringer.

Poul gengiver og tolker et værdisystem, som han har fået overleveret af sin moder, og som han har overtaget og ønsker at fremme. Derfor er der heller ingen mislyde i erindringerne. Alt, hvad hans barndomsfamilie står for, er fundamentalt godt. Det gælder også, når han til sidst giver sig i kast med et forsøg på en objektiv karakteristik af sin moder. Hun var “en meget konservativ Natur” og al “Kvindeemancipation laa hende fjernt.” Hvis man nu ud fra et moderne værdisæt tror, at erindringerne er ude i en kritisk beskrivelse, tager man fejl, for Poul Søgaard fortsætter: “ … ogsaa paa dette Omraade har Mor kunnet give os Børn en god Arv i Eje.” Først i forbindelse med moderens “honette Ambition” nærmer man sig noget, der kunne ligne en antydning af forbehold, men det behandles så nænsomt, at man næsten ikke mærker det. Moderens brug af de knappe økonomiske ressourcer på facadeopbygning beskrives på følgende måde: “Moder var glad for Naturen … den store Have … var hendes Fryd … og fin skulde den være, det vilde Mor for enhver Pris have. Hun havde derfor ogsaa en Havemand … det kostede den Gang endnu ikke saa meget; men mere end nok for Moders Budget.” Kort efter får man så at vide hvorfor: “Moder havde ikke saa lidt af honnet Ambition; hun bestræbte sig altid for at føre sit Hus og Hjem lidt op paa Højde med de bedrestillede Lag. Hun omgikkes derfor helst disse; men hun ejede ganske vist ogsaa Evne til at vinde de ringere stillede ved Venlighed.”

Oskar har tilsyneladende ikke på samme måde som Poul nogen dybereliggende hensigt med sine erindringer andet end at orientere efterkommerne. Mens alt tyder på, at Poul har skrevet sine ud fra en indre tilskyndelse, taler alt for, at Oskar er blevet opfordret til det, og så har gjort sin pligt[1]. Erindringerne er i hvert tilfælde ikke båret af noget gennemtænkt værdisystem andet end almindelig konventionel borgerlig tankegang krydret med enkelte udbrud af disharmonisk refleksion. Oskars tekst har for det meste opremsningens karakter, hvilket sætter sig igennem helt ned i det sproglige, der slet ikke er på højde med hans verbale opfindsomhed, jeg husker fra min barndom. Anderledes med Pouls tekst. Følgende eksempler på landskabsbeskrivelser er tydelige:

Forskelle i sprog og brug af klicheer

   “Stenløse kirke har haft umådelig stor betydning for mig. Der er jeg døbt og konfirmeret, og der kom jeg næsten hver søndag til gudstjenesterne. Jeg glædede mig over selve bygningen. Jeg mindes, når man en sommermorgen så det skønne syn, når man trådte ud af døren og så morgensolen skinne på kirkens takkede gavle. Kirken lå lige ved siden af Enkesædet. Min kærlighed til hjemmets kirke har jeg overført til den danske landbykirke i al almindelighed.” (Oskars erindringer)

 

Oskar gør brug af forslidte klicheer, der egentlig ikke siger noget. Kirken, som han havde “kærlighed til”, har haft “umådelig stor betydning”, og han “glædede sig” over “det skønne syn”.

 

Anderledes med Pouls tekst, der flere steder antager helt Pontoppidanske dimensioner:

 

“Søsum er en ganske venlig lille Bondeby borte fra den store Trafik; hverken Jernbane eller Landeveje fører gennem Byen. Skolen ligger allersydligst i Byen hævet over Byens fleste Huse, som ligger i en Sænkning mellem Bakker, hvor en Sø sikkert i gammel Tid har haft sin Plads. Et Terræn med en Mængde for Størstedelen fattige Smaahuse bærer endnu Navnet Søsum Sø.” (Pouls erindringer)

 

Poul undgår klicheer. Når han anvender tillægsordet “venlig”, får det en overraskende, poetisk betydning, idet det fungerer som en besjæling af byen Søsum, der jo ligger isoleret “borte fra den store Trafik”. Vi er her i den førindustrielle idealtilstand, fristes man til at tro, dengang, verden endnu ikke var af lave.

 

Når Oskars erindringer virker så uinspirerende i store passager, hænger det formodentlig sammen med deres manglende fokus. Eller rettere: fokuset er skjult eller knap nok erkendt.

Oskar har nemlig ikke en aftale med Vorherre om, hvordan verden retteligt bør se ud, eller også har han rugelser over den. Man kan sige, at han på en skjult måde mere er i pagt med den splittelsens tidsånd, der blev den almindelige efter “den store krig”. Erindringerne er mest spændende netop på de steder, hvor disharmonierne trænger igennem. Det gør de, når han behandler sin egen barndom, og den ensomhed han oplevede, og når han har tvivl og halve forbehold overfor den verden, han har været vidne til.

Forskelle i de to erindringers kildeværdi

Mens Pouls erindringer kan bruges som en kilde til det værdisystem, som de tre brødre voksede op i, kan Oskars erindringer bruges som en kilde til den skjulte virkelighed, der herskede bag facaden, og til den splittelse, den kunne forårsage. Forskellen på de to erindringer træder klart frem, når man sammenligner deres beskrivelse af forskellige forhold.

Forskelle i beskrivelsen af faderens valg af livsgerning

Første forskel kommer frem i beskrivelsen af faderens valg af lærergerningen som livsvej. Knud Jensen var den ældste søn, og man kunne tænke sig, at det må have været et normbrud, at netop han valgte ikke at blive landmand. Poul omtaler ingen mislyd. I hans version er alt evig fryd og gammen. Han omtaler den lokale lærers varme anbefaling, faderens rejse sammen med sønnen til Jonstrup, og bedstemoderens stolthed over barnebarnets seminarieuddannelse. I Oskars udgave lyder det som følger: “Far var åbenbart en dygtig og velbegavet ung mand, han havde ikke lyst til landbruget som hans søskende. Han fik – vistnok med modstand fra bedstefars side – lov til at læse til lærereksamen.”

Forskelle i behandlingen af forældrenes forlovelse og ægteskab

   En anden tydelig forskel kommer frem i forbindelse med behandlingen af forældrenes forlovelse og ægteskab. Knud Jensen var 4 år yngre end Hedevig Holch, og de blev forlovet efter blot at have kendt hinanden i én måned. Dette skal selvfølgelig bringes i overensstemmelse med den rette verdensorden. Poul gør det på følgende måde:

 

“Den 24 Juli blev Far og Mor forlovede.

   Hvorfor saa vovelig en Hast med et saa vigtigt Skridt, vil man spørge. Min Fader stod lige foran Ferierejsen til sit Hjem; efter at være bleven klar over sine Følelser maatte den Sag afgøres forinden. Naar Ægteskabet blev saa fuldt ud lykkeligt, maa vi erindre, at der gik 3 Aars dagligt Samvær i Moders Hjem forud for Brylluppet, saa Fader og Moder kendte hinanden grundigt paa den Dag de stiftede eget Hjem, ligesom ogsaa min Fader af Livssyn og Væsen var meget mere moden end efter sin Alder.”

 

Poul bruger tre hjælpehypoteser til at bortforklare den tilsyneladende uordentlighed. Det var ikke overilethed, men den store kærlighed ved første blik, for han blev jo “klar over sine Følelser” og handlede så (læs: mandigt!) hurtigt og resolut derefter. Det var ikke ufornuft, for de gennemlevede “3 Aars dagligt Samvær” før de blev gift. Endelig var det heller ikke unaturligt, for han var “mere moden end efter sin Alder”.

 

Oskar nævner selvfølgelig sine forældres fødselsår, men bringer dem ikke i dialog. Han nævner heller ikke det overilede i deres pludselige forlovelse. På den anden side italesætter han heller ikke deres forhold som lykkeligt ud fra forestillingen om den romantiske kærlighed. Tværtimod dvæler han ved ægteskabets socialt betingede ulykker:

 

“Fars og Mors ægteskab varede kun i ca. 12 år og har sikkert været præget af mange vanskeligheder, bekymringer og sorger.”

Forskelle i omtalen af plejesøsteren Asta

Denne forskel mellem viljen til idyllisering og blikket for de sociale skævheder kommer også – omend i mindre grad – frem i behandlingen af Asta, brødrenes kusine og plejedatter.

 

Begge har store skrupler over hendes skæbne, men Oskar er tydeligvis mest foruroliget.

 

I Pouls erindringer omtales hun som “vor fuldgode Søster”, der kom “til at betyde meget for vort Hjem”, “Søster Asta … var en altid trofat og opofrende Støtte for Mor. Hun satte alle sine kræfter ind paa at holde Huset oppe. Hun hjalp i den lille Skole i 3 Timer hver Dag, hun gjorde Husgerning, hun arbejdede i Haven, hun strøg og stoppede, og mest af alt, hun plejede Mor under hendes Sygeperioder med kærlig og villig Trofasthed, til hun døde. Til sit 31te Aar gik hun i vort Hjem uden at opleve noget af, hvad andre unge kræver, uden at hun nogensinde fandt det kunde være anderledes; hun var en trofast Sjæl, som vi skylder megen Tak. Kort Tid efter Moders Død svigtede hendes Helbred, hun fik Tuberkulose … Hun havde fortjent en bedre skæbne.”(Poul)

 

“Mor fik således den glæde at se os tre brødre anbragt og forsørgede. Men så var der jo spørgsmålet Asta, hun havde ingen uddannelse fået, hun havde ofret sig helt for Mor.” (Oskar)

 

Måske er forskellen ikke så stor, men alligevel. I Pouls tekst fremstilles Astas offer i noget højere grad som selvvalgt, og hendes kuldsejlede liv bliver et udslag af skæbnens lune. Her er der ingen at bebrejde. I Oskars tekst sættes Astas offer direkte i forbindelse med brødrenes uddannelse, og man aner en dyb uretfærdighed, der er påført hende ikke kun af hende selv eller skæbnen, men af “Mor”.

Forskelle i tolkningen af moderens opdragelse

Netop med hensyn til opfattelsen af moderen og hendes opdragelse er der nogle centrale forskelle i Pouls og Oskars refleksioner.

 

Poul skriver:

“Hvad Moder omfattede med størst Omhu og Bekymring var Børnenes Opdragelse og Undervisning. At hjælpe os Børn frem til en pæn og god Stilling i Livet satte hun alt ind paa. Opdragelsen faldt hende let; moder havde betydelige pædagogiske Evner; ved stilfærdig og mild Omgængelse fik hun altid sin Villie igennem, og jeg tør sige, at det faldt ikke os Børn ind at gøre hende imod eller bedrøve hende, saa meget holdt vi af hende. Hun var en Personlighed; hendes kristne Tro stillede alle Handlinger under guddommeligt Ansvar og hun lærte os det samme. Vi var altid i hendes Bønner, efter at vi forlod Hjemmet; en lidt for stærk ængstelse for, at vi hendes Børn kunde møde det onde i Verden og lide Skade kom undertiden til Orde; men hendes Kærlighed og hendes Glæde, naar det gik os godt glemmes aldrig.”

 

Poul omtaler godt nok, at moderen har “en lidt for stærk ængstelse”, men ellers omtales hendes opdragelse som styret af Gudstro og ideel stræben. At børnene ikke kunne finde på “at gøre hende imod eller bedrøve hende”, forklares ved deres store kærlighed til hende. Og når der står, at hun havde “Omhu og Bekymring” for “Børnenes Opdragelse og Undervisning” sættes dette ikke i forhold til Astas skæbne.

 

Den kritiske refleksion er tydeligere hos Oskar:

 

“Mor var en udmærket pædagog. Hun var mild men bestemt. Vi blev oprdraget til absolut lydighed, og til at vise respekt over for alle voksne og ældre og til respekt for enhver autoritet. Jeg mindes aldrig, at vi foretog os noget, som kunne volde Mor sorg, eller blot gøre hende urolig. Der er nogle som siger, at jeg ikke var nogen rigtig dreng og heller ikke noget rigtigt ungt menneske – og rigtigt er det, at jeg synes, at jeg tænkte i mere voksne baner, end man kunne formode efter min alder. Jeg var nærmest melankolsk af sindsstemning og husker, at jeg gik op og ned ad havegangen og spekulerede – navnlig religiøse og seksuelle spørgsmål. Det sidste fik man jo ingen besked om dengang. Jeg led også i overgangsalderen af noget sygelige tendenser i form af tvangsforestillinger, og jeg var ofte forpint i lang tid, hvis jeg havde sagt eller gjort noget, som kunne vække mishag hos nogle. Jeg tror nok, at min opdragelse – hvor fortrinlig den end var – i nogen grad hæmmede min selvstændighed; jeg følte det, da jeg på seminariet levede sammen med andre unge mennesker; jeg er senere i livet kommet til at tænke på, at jeg savnede en far.”

 

Oskar skriver i mange henseender det samme som sin storebror. Men i Oskars tekst kobles moderens opdragelse sammen med en åbenhjertig beskrivelse af Oskars egne psykiske problemer. Han går op og ned ad havegangen og spekulerer (man aner det tvangsmæssige) over religiøse og seksuelle spørgsmål, for de sidste “fik man jo ingen besked om dengang”. Det gjorde man derimod til fulde om det første, må man forstå. Den unge Oskar har været ude i dybt oprørske overvejelser, ikke underligt, at han kunne være “forpint i lang tid”, hvis han “havde sagt eller gjort noget, som kunne vække mishag hos nogle.”

Om Oskar er ude i et skjult opgør mod moderens “fortrinlige” opdragelse eller mod den tids herskende opdragelsespraksis er svært at vide, men et opgør er det i hvert tilfælde. Alligevel slutter han af med at harmonisere sine tanker og gøre problemerne til et resultat af skæbnen: “jer er senere i livet kommet til at tænke på, at jeg savnede en far.”

Erindringernes datering

Med hensyn til datering er sagen ligetil i Oskars tilfælde. Han skriver til sidst “September 1970, sign: Oskar Søgaard”. Han blev født i 1885, så han har været cirka 85 år, da han afsluttede teksten, der i denne del omhandler forhold, der for fortælleren lå mere end 60 år tilbage i tiden, og som han i mange henseender kun havde viden om på anden hånd.

 

Anderledes med Pouls tekst. Den er ikke dateret, så man må ty til oplysninger i teksten selv for at nå frem til en omtrentlig datering. Erindringerne slutter med nogle digte, som Poul selv angiver, at han “engang”, dvs. for en del år siden har skrevet i 1915. Det fremgår også at erindringerne er henvendt til hans børn (i flertal). Da Pouls to første børn blev født henholdsvis i 1921 og 1923, må det betyde, at erindringerne tidligst kan være skrevet efter 1923.

Poul selv dør i august 1970, men erindringerne er sandsynligvis skrevet betydeligt før. Teksten er nemlig holdt konsekvent i den gamle retsskrivning, hvilket gør det sandsynligt, at den er skrevet før 1947. Man kan vel ikke tænke sig at den pertentlige, tidligere skoleinspektør Poul Søgaard ikke ville følge dansk retsskrivning.

Altså må teksten være affatet mellem 1923 og 1947. Nærmere kan man nok ikke komme det.

 

[1] Dette blev bekræftet af Oskar Søgaards datter Kirsten Ladegaard.

Dette forord samt de to erindringer indgår i Sten Jacobsen: “‘Nu er jeg her altsaa ganske ene’. Asta Kofod 1876-1923. En mentalitetshistorisk undersøgelse af en kvindeskæbne i Stenløse i industrisamfundets første fase.” Kahrius.dk, 2012 som kapitlerne 11.1, 11.2, 11.3. Se: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=672

Stenløse lokalhistoriske arkiv: http://stenganarkiv.dk/