Povl Søgaards erindringer fra sit barndomshjem i Søsum skole og efter faderens død i Stenløse by indtil han flyttede bort og blev huslærer

(Side 1)

 

Til mine Børn!

 

Efterfølgende Erindringer fra mit Hjem og min Barndom og Ungdom har jeg nedskrevet, for at I, som aldrig har kendt jeres Farfar og Farmor, kan faa en forestillling om deres Livsvilkaar og de Livsværdier, som jeg har modtaget fra dem. Jeg har æret og elsket mit Hjem; maaske disse Erindringer kan bidrage til, at ogsaa I mine Børn vil føle Taknemmelighed og Ærbødighed for Slægtens Minder. Vi er jo alle Led af Slægtens lange Kæde, saa alt, hvad der kan fortælle om de henfarne Slægter, maa vi glædes ved at erfare. – Saa gid da ogsaa I, mine kære Børn maatte bygge Slægten i kommende Tider paa det, som I har arvet af godt og sandt.

 

Jeres hengivne Fader.

 

(Side 2)

 

Min Fader var født den 20’ Juni 1855. Han fik i Daaben navnet Knud Jensen. Da hans Fader hed Jens Søgaard, saa fik min Fader efter den Tids Navneskik Navnet Jensen; men skønt det var hans officielle Navn, blev han i Hjemegnen altid (kaldt) Knud Søgaard, hvilket Slægtsnavn, der havde været brugt gennem flere Generationer, nu omsider er blevet vort officielle Navn.

 

Min Fader var en Bondesøn. Slægtens Hjemsted er i Thy. En Mil Vest for Thisted ligger en lille By ved Navn Sperring i Sjørring Sogn. Den Gaard, hvor min Fader levede sine Børneaar var egentlig ikke Slægten Søgaards oprindelige Hjem men en anden Gaard i samme By; Min Faders Barndomshjem, den nuværende Søgaard i Sperring, fik min Oldefader i Eje ved sit Giftermaal. Gaarden er en smuk (Side 3) Ejendom, beliggende i Byens østligste Del, grænsende op til Sjørring By og det gamle interessante Voldsted, Sjørring Volde. Gaarden hører til de største i Byen, den har fortrinlig Jord, saa den har altid kunnet give dens Ejer Velstand. Tæt ved Gaarden har ligget en større Sø, som nu er udtørret, jeg ved ikke, om den laa der i Faders Barndom.

 

Min Bedstefader, som jeg har kendt gennem mange Aar, fordi han først døde 1915, var en stout Bondemand af den gamle Type. Han nød Anseelse i sin By, var en Tid Sognefoged, var oplyst efter den Tids Krav. Livet i Bøndergaardene i Jylland var i min Faders Barndom og endda mange Aar derefter meget forskelligt fra nu. Alt Arbejde med Brygning, Bagning, Vævning, Spinding, Lysestøbning foregik i Hjemmet og Forbindelsen med Omverdenen var ringe i en Tid, som ikke kendte Jernbane, Biler, Telefoner m.m., der nu har totalt forandret Livet ogsaa ude paa Landet. Kravene til Comfort (Side 4) i Hjemmet var uhyre smaa: En Stue med Bord og Bænk, Bilæggerovn, umalet Gulv; et Sengekammer og en Storstue med kalkede Vægge og Kister og Skabe, det var hvad Livet krævede.

 

I et saadant velstillet, men nøjsomt og arbejdsomt Hjem faldt min Faders Barndom. Vi maa da tænke os ham som en lille Bondedreng, der hjalp til i Stald og Lade og paa Mark; jeg husker, at han har fortalt, at han maatte ud “Sønder i æ Hie” for at flytte Faarene, det var langt fra Gaarden.

Men tidlig kom min Fader fra sit Hjem. I Skolen i Sjørring røbede han Lyst og Anlæg for at læse, og det blev da besluttet, at han skulde søge Optagelse paa et Seminarium for at tage Lærereksamen og blive “Degn”, som det hed i Egnens Sprog.

 

Ved min Faders Konfirmation udstedtes en saakaldet Skudsmaalsbog, der dengang var lovbefalet for Personer i Tyendeforhold; i den (Side 5) læses følgende Vidnesbyrd:

 

“Konfirmeret i Sjørring Kirke den 3die Octbr. 1869 med særdeles god

   Kristendomskundskab. Hans Forhold har været rosværdigt. Give Gud,

   at den gode Forstand, der er ham skænket herovenfra, maa tjene ham til

   timelig og evig Gavn”

                        Sjørring Pg. d. 30 Octbr. 1869

                                                     Madelung.

 

I sit Hjem har min Fader modtaget den kristelige Opdragelse og Grundtone, som siden i Seminarieaarene udvikledes og blev Bæreren for hele hans Liv og Virke. Især havde han i Hjemmet en Farmor, der døde kort Tid før min Fader var færdig med sin Uddannelse paa Seminariet, hvad hun saa hen til med Stolthed; hun var efter min Fasters Meddelelser en alvorlig, enfoldig troende Kristen, som netop havde stærk Indflydelse paa Børnene i Hjemmet.

 

Den første Forberedelse til Læreruddannelsen (Side 6) modtog min Fader i Sjørring Skole hos sin Barndoms Lærer Petersen; et Aars Forberedelse og Deltagelse i praktisk skolegerning var krævet ved Optagelsen paa Seminariet. Lærer Petersens Vidnesbyrd ved Optagelsen paa Seminariet lød som følger:

 

   “Knud Jensen har fra Januar 1870 indtil Dato af Undertegnede modtaget Vejledning i sin Forberedelse til Seminariet, ligesom han ogsaa i dette Tidsrum har deltaget i Undervisningen i Sjørring Skole. Han er et begavet ungt Menneske, sund paa Sjæl og Legeme, efter sin Alder moden i Forstand og udrustet med et ikke ubetydeligt Fond af Kundskab. Det har været mig en stor Glæde at være hans Lærer, og jeg nærer det Haab, at han vil kunne blive en særdeles dygtig seminarieelev. Han er tillige meget flittig, paalidelig og sædelig, saa at jeg i enhver Henseende tør anbefale ham paa det Bedste.”

                         Sjørring d. 21 Maj 1871.

                                                      H.P. Petersen.

 

(Side 7)

 

I Sommeren 1871 blev min Fader saa optaget som Elev paa Jonstrup Seminarium. Jeg ved, at hans Fader fulgte ham paa Rejsen fra Thy. Det har jo ganske sikkert været første Gang min Fader har været uden for sin Hjemegn; han var altsaa en meget ung Mand, 16 Aar gammel; man kunde i den Tid optages paa Seminnariet i saa ung en Alder, hvilket endnu var muligt, da jeg 22 Aar senere var Elev samme Sted i samme unge Alder.

Rejsen fra Jylland gik sikkert over Aalborg pr. Dampskib; Jernbanerne i Thy og til Frederikssund kom først senere (vistnok 1879). Rejsen fra København til Jonstrup maatte foregaa med Dagvogn. Paa Seminariet var Forholdene dengang meget primitive. Eleverne boede paa Seminariet ligesom nu, men paa fælles Sovesale for de enkelte Klasser; Forplejningen sørgedes der for af en økonom; der fandtes en fælles Spisesal, der ogsaa tjente som Opholds- og Læsesal for de yngste Elever; kun de ældste fik anvist et lille tarveligt Værelse, hvor (Side 8) der næppe var mere Plads end til et lille Bord og 2 Stole til de to elever, som delte Værelse. Endnu i min Seminarietid 1894-1896 var Forholdene ikke bedre.

En Erstatning for de primitive Forhold paa Seminariet havde eleverne i de herlige Naturomgivelser; Seminariet ligger tæt op til Jonstrup Vang og Hareskovene.

Efter et 3-aarigt Ophold blev min Fader saa dimitteret fra Seminariet med Første Karakter til Eksamen og med godt Vidnesbyrd fra Seminariets Forstander.

 

Umiddelbart efter endt Eksamen fik min Fader sin første Lærervirksomhed. En lille Mils Vej fra Seminariet ligger Byen Gandløse. Lærer Holch i Gandløse var nu 63 Aar gl. og skulde holde Hjælpelærer, og her blev min Fader da hans Hjælpelærer d. 22’ Juni 1874. Dette blev bestemmende for hele hans Liv, idet han i dette Lærerhjem fandt sin Hustru, min og mine Søskendes Moder. (Side 9)

Min Moder hed Hedevig Mathilde Holch. Hun var dødt d. 19’ Juli 1851, var altsaa 4 Aar ældre end min Fader. Hun var ikke født i Gandløse men i Landerslev, en lille By Syd for Jægerspris. Der havde min Bedstefader Hans Peter Christoffer Holch været Lærer i 20 Aar til han i 1853 forflyttedes til Gandløse Skole, som var et meget bedre Embede. I hans Hjem opvoksede 7 Børn, af hvilke Moder var den yngste. Der maa have været meget trange Kaar i det Hjem, naar man betænker de usle Lønvilkaar en Lærer levede under i hine Tider og lang Tid efter. En Jordlod, som hørte til Lærerens Indtægter, var det bedste Aktiv, det var vel i det hele den eneste Mulighed for at leve; men læreren maatte altsaa samtidig med Undervisningen slide som Landmand. Først i Gandløse, hvor Embedet var bedre, og de ældre Børn var vokset til, har Hjemmets økonomiske Forhold bedret sig. Til Gandløse kom Moder 2 Aar gammel, saa det blev hendes Barndomshjem. (Side 10)

Min Bedstefader har jeg ikke kendt; jeg var knap 3 Aar gammel, da han døde. Min Bedstemoder har jeg derimod levet dagligt sammen med til mit 11te Aar, saa om hende har jeg bevaret nogle Erindringer. Efter at have søgt Afsked fra Lærerembedet i Gandløse tog mine Bedsteforældre nemlig Ophold i mine Forældres Hjem; det var den 18de April 1880; men knapt et Aar efter døde min Bedstefader den 14de Februar 1881. Bedsteforældrenes Grav er paa Gandløse Kirkegaard; en Mindesten afmærker endnu Stedet ved Kirkens Sydmur.

 

Om min Bedstefader kan jeg derfor kun meddele, hvad nogle faa gamle Breve og Smaavers, skrevne til min Moder i hendes Barne- og Ungdomsaar fortæller. De fortæller om et alvorligt kristeligt Livssyn og Glæde og Omhu over for Børnene, af hvilke min Moder som den sidste, noget yngre end de andre, vistnok har været Hjemmet særligt kær. Disse og andre gamle Breve i mit Familiearkiv, som jeg har gemt med den største

(Side 11) Omhu og Glæde, vil jeg overgive mine Børn og bede jer bevare dem som dyrebare Minder.

Min Bedstemoder husker jeg som en statelig gammel Dame med en hvid Kappe paa Hovedet. Jeg ser hende endnu for min Erindring siddende i sin Kurvestol, som stod ved det runde Spisebord. Her hjalp hun efter Evne med Husets daglige Arbejde, der sad hun med Pibejernet og formede sin pibede Kappe, naar den var vasket; her gav hun sine Erfaringer til bedste for de unge; hun var interesseret i min Faders lille Landbrug, som hun fra sin Tid ogsaa havde Forstand paa; hun var min Moders Trøst og Støtte i mange svære Dage, der siden oprandt. Hendes Helbred var jævnt godt, jeg husker aldrig, at hun laa syg, Døden kom stille d. 16’ Nvbr. 1889, da hendes Kræfter omsider svandt og hendes Hjerte blev svagt. Hun var da 74 Aar gammel.

 

I Gandløse faldt altsaa Moders Barneaar. Om disse ved jeg kun at fortælle, (Side 12) at hun fik lidt ekstra Undervisning udover Faderens i Landsbyskolen. En ung Dame, der senere blev Kommunelærerinde i København, ved Navn Therese Raagaard, opholdt sig, mens Moder var en lille Pige, i Gandløse, hvor hun gav Undervisning, vistnok i Haandarbejde; min Moder fik endvidere hos hende Undervisning i Dansk og Tysk, som Moder kunde saa meget af, at hun igen kunde give os Børn den allerførste Undervisning i dette Sprog. En Barndoms Lege- og Skolekammerat ved Navn Inger Boberg blev min Moders trofaste Veninde gennem mange Aar, indtil hun døde i et ulykkeligt Ægteskab i Fattigdom i Søsum. Hvad der bandt de to sammen var en dyb alvorlig Kristentro.

 

Det var Tirsdag d. 23de Juni 1874, at min Fader begyndte sin Undervisning i Gandløse Skole. Der skulde ikke hengaa mere end en Maaned, før min Fader og Moder bandt sig til hinanden i Løftet om Ægteskab.

 

(Side 13)

Den 24 Juli blev Far og Mor forlovede.

Hvorfor saa vovelig en Hast med et saa vigtigt Skridt, vil man spørge. Min Fader stod lige foran Ferierejsen til sit Hjem; efter at være bleven klar over sine Følelser maatte den Sag afgøres forinden. Naar Ægteskabet blev saa fuldt ud lykkeligt, maa vi erindre, at der gik 3 Aars dagligt Samvær i Moders Hjem forud for Brylluppet, saa Fader og Moder kendte hinanden grundigt paa den Dag de stiftede eget Hjem, ligesom ogsaa min Fader af Livssyn og Væsen var meget mere moden end efter sin Alder.

Moders 3 ældre Søstre var da forlængst gifte hver med en Lærer udgaaet fra Jonstrup Seminarium ligesom Fader. Den nære Beliggenhed ved Seminariet medførte disse Ægteskaber; Omegnens Lærerdøtre var selvskrevne Gæster ved de to aarlige Baller paa Seminariet; dermed var Begyndelsen gjort til Bekendtskaber, som førte til disse Ægteskaber.

 

(Side 14)

 

I 1877 blev Skolen i Søsum ledig. Søsum er Nabobyen til Gandløse, 2 km. derfra. Fader søgte Embedet og fik det. Den 3’ April flyttede Fader dertil. Nu kunde Far og Mor tænke paa at sætte Bo, og paa 3 Aarsdagen for deres Forlovelse viedes de i Gandløse Kirke, altsaa den 24’ Juli 1877. Paa Bryllupsdagen rasede et frygteligt Tordenvejr.

 

Søsum er en ganske venlig lille Bondeby borte fra den store Trafik; hverken Jernbane eller Landeveje fører gennem Byen. Skolen ligger allersydligst i Byen hævet over Byens fleste Huse, som ligger i en Sænkning mellem Bakker, hvor en Sø sikkert i gammel Tid har haft sin Plads. Et Terræn med en Mængde for Størstedelen fattige Smaahuse bærer endnu Navnet Søsum Sø. Til Skolen hørte en pæn Have, hvorfra der er en smuk Udsigt over Byens Huse og Dalen og Bakkerne; man kan se Nabobyernes Kirker og Møller, i det (Side 15) fjerne ses Hareskovene til den ene Side, Roskilde Domkirke til den anden.

Far og Mor var glade for Haven, der blev velholdt; vi Børn husker Foraarsarbejderne med at saa og plante, Staudebedene, Frugttræerne og Frugtbuskene. En stor Græsplæne var vor Tumleplads under vor Leg. Til Skolen hørte en Jordlod paa c. 5 Td. Land. Den var beliggende umiddelbart uden for Skolen, saa at man gik fra Haven direkte ud paa Marken.

Da min Fader var Gaardmandssøn havde han baade Lyst til og Forstand paa Landbrug, og han drev derfor ogsaa selv dette lille Landbrug, saa længe hans Helbred tillod det, men hans senere Sygdom tvang ham derfra. For os Børn blev det til en Række Oplevelser, som Landsbybarnet husker hele Livet. Vi husker vore to Køer, en sort og en broget, Grisen som stod i Stien, til den ved Novembertid skulde slagtes; ak den Dag var den lille Dreng ulykkelig og gemte sig, naar han hørte Grisens Hvinen. (Side 16)

Men saa kom det spændende; at se, hvor Køkkenet fik travlt med at lave Pølser, sorte Blodpølser, senere Medisterpøleser, saa Ribbensteg, saa Nedsaltning af Flæsket o.s.v. Vi skummede ogsaa selv Fløde og kærnede Smør. Jeg husker, at vi Børn færdedes med Fader paa Marken hos Køerne, i Stald ved Fordringen og især var Høstens Tid en Oplevelse for os Drenge.

Det var jo sikkert en Fordel for Hjemmet at Jorden kunde indbringe disse Naturalydelser, ellers havde Levefoden været meget ringe; Embedets hele Værdi var opgjort til 1586 Kr. aarlig, og heri var indbefattet baade Bolig og Jordlod samt Brændsel, som bestod af 20 Læs Tørv og 5 Favne Brænde, som blev leveret frit paa Skolen; men det kan altsaa indses, at Pengeløn var meget ringe; og mit Hjems økonomiske Forhold var altid truede; det var svært at holde en god Standard.

Mor var en dygtig, flittig og økonomisk Husmoder; hun havde i de Aar jeg kan huske (Side 17) altid en Pige til Hjælp i Huset, indtil hun blev Enke; Pigeløn var den Gang meget lav, ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre.

En Hønsegaard havde vi ogsaa i Hjemmet, saa vidt jeg husker var det Mors særlige Interessesfære. Vi Børn husker Oplevelserne, naar vi havde Smaakyllinger, og Ærgrelserne, naar katten eller Skaderne forgreb sig paa dem.

 

Min Faders Gerning i Skolen var svær og meget opslidende. Børnetallet var stort, til Tider alt for stort; jeg ved bestemt en Vinterklasse med 55 Elever paa en Gang. Mange af disse kom fra fattige Hjem, de var smaat begavede og flere af dem vanskelige at have med at gøre. Naar dertil kommer, at Skolestuen var lille i Forhold til dette Børnetal og dertil meget lavloftet, saa indses det, at Luften var fortvivlet slet efter 6-7 Timers Undervisning. Heri ligger vel Spiren til Faders Sygdom og meget tidlige død af Lungetuberkulose, en Sygdom, som han ikke havde fra sin Ungdom, og som (Side 18) ikke kendtes i hans Slægt.

Det er ikke meget, jeg kan fortælle om Faders Virke i Skolen. Vi Børn var naturligvis Elever sammen med de andre skolebørn; men jeg var ikke 11 Aar, da Fader døde, og den sidste Tid af Faders Sygdom laa han hele Tiden og maatte holde Hjælpelærer; jeg tror et Aars Tid, fra Sommeren 1888 til Faders Død. Jeg har taagede Erindringer om Faders Religionsundervisning og om de Stile, som vi skrev, og som han rettede. At min Fader har været en flittig og samvittighedsfuld Lærer, det fremgaar tydeligt af hans Anbefalinger, som han fik af sine foresatte. Disse Vidnesbyrd skulde anvendes, da Far snart forsøgte at blive forflyttet til et bedre Embede. Jeg kan godt huske, at Far i alt Fald to Gange var paa Rejse for at søge en ledig Skole, een Gang ved Roskilde og en anden Gang ved Holbæk. Der var Spænding i Hjemmet, om det skulde lykkes at faa bedre Kaar, det lykkedes ikke i den Omgang, og saa kom Sygdommen og satte Punktum for videre Forsøg i den (Side 19) Retning.

For en Lærer paa Landet betyder Forholdet til Befolkningen særdeles meget. Jeg husker ikke meget til selskabelig Omgang med Byens Folk. Ved Bøndernes Gilder var Kortspil en almindelig Adspredelse; Mændene spillede “Sjavs” eller “Sexogtres”, Kvinderne “Firkort”, men hverken Far eller Mor havde nogen Interesse for dette. Kun et Par enkelte Gaardmandsfamilier hørte til Hjemmets Omgangskreds. En Familie stod Hjemmet mere nær. En Lærerdatter fra Nabobyen Veksø var Moders Ungdomsveninde; hun var blevet gift med en Hjulmand i Søsum, hun var født Anna Søborg. Hendes Moder boede hos hende. Hendes Hjem med disse to Kvinder var for min Broder og mig et yndet Opholdssted, mens vi var ganske smaa Drenge; Anna Søborg var gennem alle Aar en stadig Gæst hos Moder, og hun bevarede en uskrømtet Kærlighed til os Børn, lige til hun døde 1934 i en Alder af 96 Aar.

(Side 20)

En naturlig Omgang var derimod Moders Søsterfamilier i Værløse og Hjørlunde Skoler. De laa kun c. 1 Mil borte. Naar vi skulde besøge dem, kørte Fader os derhen. Far ejede en Vogn med to magelige Agestole. Man kunde i de Tider laane en Hest hos en af Bønderne ganske gratis, snart her, snart der. Far som var vant til Heste fra sit Hjem var saa Kusk. Jeg husker hvilken Oplevelse det var for os Drenge, naar vi kørte paa Besøg hos Moster Lise (min Gudmoder) i Lille Værløse Skole, især til Fødselsdag d. 10 Marts og d. 17 Septbr. Og lige saa stor en Oplevlese var det, naar Onkel Gjertsen og Moster Lise kom paa Besøg hos os, kørende med to smaa gule Heste, som han selv ejede. Det andet Hjem i Hjørlunde (Lærer Kofod) husker jeg derimod intet om, da det ophørte af eksistere, mens jeg endnu var meget lille.

 

I mit Hjem var vi 5 Søskende, men de to Søskende døde som smaa. Min lille (Side 21) Søster Nora blev kun 1 1/4 Aar gammel; hun var den 3die i Rækken af Børnene. Hun døde, da jeg var knapt 6 Aar gl; og jeg husker hende derfor næppe; jeg har en taaget Forestilling om hendes Død, hun var vor eneste Søster. En lille Broder Ejner, som var den sidste i Rækken, døde, da han var 1/2 Aar gl. vistnok af daarlige Lunger.

I mit Hjem havde vi endvidere to Plejesøskende, en Fætter og en Kusine, hvis Forældre i Hjørlunde Skole begge var døde fra en stor Børneflok: Holger Kofod og Asta Kofod. Holger var endda kommet i Huset 1/5 1878, altsaa før min Fødsel; han var først Plejesøn hos Bedsteforældrene i Gandløse og kom fra dem til mit Hjem. Han blev altsaa undervist og opdraget i mit Hjem fra sit 9de Aar; han døde 18 Aar gl. mens han var i Købmandslære i København. Han havde tit været syg; hans Lunger var angrebne, og han døde pludseligt en Nat efter en Blodstyrtning. Asta kom i Huset 1883 kort efter Faderens Død; da var hun 7 Aar gl; hun blev vor (Side 22) fuldgode Søster, og kom siden til at betyde meget for vort Hjem, hvorom senere.

 

Mit hjems tunge Skæbne, min Faders Sygdom og tidlige Død begyndte vistnok i Sommeren 1885. En Dag var der Blod i hans Opspyt; man mente, at han havde foretaget en voldsom Strækning med Armen og anede vel endnu ikke den dystre Sammenhæng, den allerede fremskredne Lungetuberkulose. Ak! havde man dengang kendt den moderne Sanatoriebehandling, var min Faders Liv maaske blevet reddet; men i Stedet for Hvile, Fedning og et Overmaal af frisk Luft, sled min Fader i den overfyldte Skole i et Mindstemaal af daarlig Luft som foran omtalt. Jeg husker, at min Fader i Ferien 1885 var saa meget bedre, at Far, Mor og vi to ældste Drenge var paa Besøg i Thy; det var min første store Rejseoplevelse. Fader var atter syg i Septbr. Han sled dog Tiden hen i Skolen, indtil Sommeren 1888; fra den Tid og til sin Død 25de marts 1889 maatte han ligge stadig med stadig (Side 23) tærende Hoste og Feber. Det blev forsøgt at tilkalde en Specialist i Lungesygdomme fra Kbh, senere ogsaa en homøopatisk Læge, den bekendte Dr. Siemsen, men alt forgæves, ingen af disse kunde dengang henvise til Sanatorierne, som ikke eksisterede endnu. I 1887 i Febr. Maaned var min Fader paa Rejse til sit Hjem i Thy til sin Moders Begravelse men i Marts Md. var han mere syg og sengeliggende.

Saa kom Døden omsider. Det var for Moder et forfærdeligt Slag, selv om det var ventet. Nu stod Mor ene med 3 smaa Drenge og Plejesøsteren. Foruden Sorgen over Adskillelsen kom nu den usikre Fremtid, som i økonomisk Henseende var særdeles vanskelig. Et halvt Aar endnu levede Bedstemoder, som baade var Mor til Trøst og med sin Pension en økonomisk Hjælp; saa døde ogsaa hun.

Et halvt Aar efter Faders Død blev vi boende i Søsum Skole; min Fætter Hans Peter Kofod blev Faders Eftermand i Embedet, og hos ham boede vi til Efteraaret 1889.

(Side 24)

I Efteraaret flyttede Mor til Stenløse, hvor vi boede til Moder døde. Et Hus med 5 Værelser nær Kirken kunde faas til Leje for en Pris af 200 Kr. aarlig. Saa billig var Lejen dengang; men det oversteg dog Moders Evne. Hendes hele Indtægt var dengang 450 Kr. + lidt Tillæg mens Børnene var smaa. Senere opnaaede Moder et Par Legater og Fribolig men hendes Indtægt naaede aldrig højere end 635 Kr. aarlig. Straks efter Faders Død fik Moder en Gave paa 1000 Kr. af en Fabrikant i Kbh., som kendte hende, og Moders ene Broder stillede et lignende Beløb til Raadighed til Huslejehjælp de første Aar. I 1895 fik Mor saa den omtalte Fribolig i et Enkesæde i Stenløse, 3 smaa Værelser og Køkken i et meget gammelt Hus, men med en stor gammel Have, ganske fornemt beliggende lige Øst for Kirken.

For at skaffe en lille Biindtægt begyndte Moder i Stenløse paa en lille Pogeskole for Smaabørn i Byen; det var 6-7 Aars Børn, der endnu ikke havde begyndt Skolen. Denne Gerning (Side 25) interesserede hende meget; hun havde fra sin Ungdom Lyst til at undervise og havde meget betydelige pædagogiske Evner; hun kunde sikkert godt haft Lytst til at tage Lærerindeeksamen og blevet Lærerinde, om Forholdene i hendes Hjem havde tilladt det. Søster Asta blev i denne lille Pogeskole hendes gode Hjælper. Arbejdet var saamænd svært nok; 3 Timers Underrvisning hver Formiddag, saa Rengøring i Stuen efter 10-12 Børns Ophold der, og saa først Hjemmets egne Arbejder. Det var en latterlig lille Betaling Moder fik for hvert Barn; 1 Kr. 35 Øre pr. Maaned var, hvad man kunde faa; men selv denne indtægt paa 10 á 15 Kr. pr. Md. turde Moder ikke afse. Det var næsten mere værd, at Moder gennem denne lille Skole kom i en god Kontakt med Byens Folk, og mangen en god Foræring i Form af Æg, Fløde, Høns eller Kyllinger, ja endog et Læs Tørv blev en god Ekstrabetaling fra Gaardmandshjemmene. (Side 26)

Hvad Moder omfattede med størst Omhu og Bekymring var Børnenes Opdragelse og Undervisning. At hjælpe os Børn frem til en pæn og god Stilling i Livet satte hun alt ind paa. Opdragelsen faldt hende let; moder havde betydelige pædagogiske Evner; ved stilfærdig og mild Omgængelse fik hun altid sin Villie igennem, og jeg tør sige, at det faldt ikke os Børn ind at gøre hende imod eller bedrøve hende, saa meget holdt (hun) vi af hende. Hun var en Personlighed; hendes kristne Tro stillede alle Handlinger under guddommeligt Ansvar og hun lærte os det samme. Vi var altid i hendes Bønner, efter at vi forlod Hjemmmet; en lidt for stærk ængstelse for, at vi hendes Børn kunde møde det onde i Verden og lide Skade kom undertiden til Orde; men hendes Kærlighed og hendes Glæde, naar det gik os godt glemmes aldrig. Jeg kan her nævne et velsignet Minde om min Moder, som jeg aldrig glmmer. Da jeg første Gang forlod Hjemmet for at rejse til Jylland som Huslærer, (Side 27) fulgte Mor mig til Dampskibet, og da jeg stod paa Skibet og vinkede Farvel til hende, var hendes sidste Hilsen til mig et tydeligt Korsets Tegn, som hun tegnede mod mig med sin Paraply. Og siden har dette fulgt mig.

Det var vanskeligt paa Landet at skaffe Undervisning, som kunde føre til et Eksamensmaal.

Landsbyskolen i Stenløse havde Moder ingen Tillid til; hun var især bange for at Religionsundervisningen skulde gøre os Skade, da hun ansaa Læreren for at være nærmest fritænkerisk indstillet. Vor Undervisning fortsattes derfor et Par Aar i Søsum Skole. Lidt ekstra Undervisning i Sprog, Historie og Mathematik skaffedes omsider til mig en Gang ugentlig hos et Par Fætre (Studenter) i København. Men saa begyndte Læreren i Veksø (Nabobyen) omsider en Privatundervisning med Præliminæreksamen som Maal; Betalingen var yderst moderat, men Underrvisningen ogsaa ret overfladisk, og dog lykkedes det for Mor at faa os to ældste Drenge frem til Præliminæreksamen ved Eksamens- (Side 28) kommissionen med tilfredsstillende Resultat. Min Broder kom efter sin Eksamen i Handelslære, og jeg blev snart efter Eksamen Elev paa Jonstrup Seminarium for at gennemgaa Læretiden der, det varede for mit Vedkommende 2 1/4 Aar. Det kunde økonomisk gennemføres, fordi Undervisningen var gratis for Lærersønner paa Statsseminarier, og fordi jeg kunde bo i mit Hjem og hver Dag rejse med Toget dertil. Endvidere hjalp Seminariet mig til saa stor pengehjælp, som kunde faas gennem Ansøgning af Legater.

Spekulationerne i Anledning af min yngste Broder kom 7 Aar senere. Men ogsaa nu lykkedes det at hjælpe ham frem til Præliminæreksamen ved privat Undervisning, og derefter gennem 3 aarigt Opholld paa Jonstrup til Lærereksamen. I disse 3 Aar var en Arv efter vor Bedstefader i Jylland, som ganske vist ikke var stor, dog det der gjorde Uddannelsen mulig.

 

(Side 29)

 

I de mange Aar Mor levede som Enke led hun under daarligt Helbred. Mor havde daarligt Hjerte. I sine unge Aar havde Mor engang været syg af Gigtfeber, og fra den Tid stammede formodentlig den Hjertefejl, som blev hendes langvarige Lidelse og tidlige Død. Midt i 90-erne husker jeg, at Mor begyndte at lide af Vanskeligheder med Hjertevirksomheden, og i de følgende Aar blev Sygdommen en alvorlig Lidelse; Mor maatte tidt ligge, hun led meget under Aandenød og megen Angst for Sygdommens Udvikling fulgte med. Vi havde en omhyggelig Læge i Veksø, som var Moders Trøst under Sygdommen, ogsaa fordi han var en Husven, der betragtede vort Hjem med stor Velvillie; han forlangte end ikke noget Honorar for sine Sygebesøg, da han kendte Mors elendige økonomiske Kaar. Vi har mange Gange set Mor meget lidende ogsaa været bange for, at hun skulde dø under Anfaldene; men hun rettede sig tidt igen og havde bedre Perioder imellem.

 

(Side 30)

 

Moder maatte naturligvis altid være meget forsigtig med Bevægelser og Arbejde. I denne Forbindelse maa det fortælles, hvad Søster Asta betød for Mor og vort Hjem. Hun var en altid trofast og opofrende Støtte for Mor. Hun satte alle sine kræfter ind paa at holde Huset oppe. Hun hjalp i den lille Skole i 3 Timer hver Dag, hun gjorde Husgerning, hun arbejdede i Haven, hun strøg og stoppede, og mest af alt, hun plejede Mor under hendes Sygeperioder med kærlig og villig Trofasthed, til hun døde. Til sit 31te Aar gik hun i vort Hjem uden at opleve noget af, hvad andre unge kræver, uden at hun nogensinde fandt det kunde være anderledes; hun var en trofast Sjæl, som vi skylder megen Tak. Kort Tid efter Moders Død svigtede hendes Helbred, hun fik Tuberkulose, og de 15 Aar, hun levede efter den Tid, var en streng Tid med mange Sygeperioder og megen Svaghed, saa hun kun i ringe Grad var arbejdsdygtig.

Hun døde 8’ Jan. 1923 paa Frederiksberg Hospital efter en Operation for Mavesaar. Hun havde fortjent (Side 31) en bedre Skæbne. Hun var en stor Børneven, Brødrebørnene var da ogsaa hendes Glæde. Knud fik hun ogsaa set; da hun døde, var han godt 1 Aar gammel.

Moders Helbred blev ringere og ringere. Hendes syge Hjerte kunde ikke i Længden regulere Legemets Virksomheder; hun fik derfor til sidst Nyrebetændelse af mere kronisk Art, og endelig Vattersot. Da var hun meget syg og fuld af Angest for Sygdommens Forløb. Hun vidste, at hendes ene Søster i Hjørlunde var død af Vattersot og havde lidt meget. Vandsamlingerne i Legemet svandt ganske vist flere Gange ved Medicinkure, men de kom igen. Mor laa derfor i mange Perioder og til sidst vist nogle Maaneder, før hun døde. Det var en Tid fuld af Angst for os Børn. Flere Gange blev jeg kaldt hjem fra København, fordi vi troede, at Døden maatte komme. I Sygdommens sidste Periode led Mor af Krampeanfald, fordi Nyrerne ikke kunde fjerne Legemets Gifte. Asta plejede Mor alene den meste Tid, og vi andre var med til at vaage, naar vi kunde; (Side 32) men i den allersidste Tid var en Menighedssygeplejerske til Hjælp. Mor var altid ved Bevidsthed undtagen under de kortvarige Krampeanfald, og heller ikke var hun bevidst i det sidste Døgn, før hun døde. Trods det svære Sygeleje vilde Mor nødig dø; hun blev ved at tro paa Bedring til de allersidste Dage. En Morgenstund, den 6’ Juli 1907 lukkede hun sine Øjne, omgivet af Asta, Oskar og mig; Hans Peter var i Odense. Otte Dage efter blev Moder begravet paa Stenløse Kirkegaard, hvor Faders Grav var. En Mængde af Byens Folk foruden Slægt og Venner fyldte Kirken. Pastor Morten Pontoppidan, som var Byens Sognepræst og vel kendt i vort Hjem, talte i Kirken. Han havde valgt følgende Ord som Motto for sin Tale: “Hendes Hænder var holdt oppe i Bøn, indtil Solen gik ned,” (frit efter 2 Mosebog 17,12), og dermed ramte han ogsaa det centrale i Moders Sjæleliv.

Eet Maal i Livet havde Moder faaet Lov at se: to Sønner var nu i en Livsstilling som Lærere i København, en tredie paa god Vej til en selvstændig (Side 33) Stilling i Handelsverdenen. For Astas Fremtid maatte hun nære noge Bekymring.

 

Til ovenstaaende Fortælling om Moders Liv skal endnu føjes nogle Karaktertræk.

Moder var en meget konservativ Natur. De Idealer, som hun var opvokset under, var ogsaa hendes hele Livet igennem. Først vil jeg fremhæve hendes Kvindelighed. Al Kvindeemancipation laa hende fjernt, baade med Hensyn til det politiske og det etiske. Nutidens rygende, sminkede og letklædte Kvinder vilde have været hende en sand Foragelse; ogsaa paa dette Omraade har Mor kunnet give os Børn en god Arv i Eje.

Moder havde Sans for Poesi og Litteratur. Hun kunde godt skrive smaa Vers, og i Vinteraftenerne læste hun gerne Bøger; men ogsaa her tog hun Afstand fra megen moderne Litteratur, og hun var meget bange for, hvad vi Børn kunde møde af saadan Læsning.

Moder var glad for Sang; hun bad tidt os Børn om at synge (S….)sange; Mor (Side 34) kunde ikke spille Klaver, hvad hun meget havde ønsket at kunne. Noget videre Kendskab til Musik havde hun derfor ikke.

Moder var glad for Naturen. Det faldt ikke i hendes Lod at se meget uden for hendes Hjem; men den store Have, som hørte til Enkeboligen, var hendes Fryd og til sidst hendes eneste Adspredelse. Men det voldte meget Besvær at faa saa stor en Have passet, og fin skulde den være, det vilde Mor for enhver Pris have. Hun havde derfor ogsaa en Havemand mange Dage i Arbejde baade Foraar og Efteraar; det kostede den Gang endnu ikke saa meget; men mere end nok for Moders Budget. I Haven var der endvidere nok af Arbejde for os Børn, naar vi holdt Ferie. Moder naaede ikke at se Haven i Forfald, mens hun levede; siden er det sket. Jeg husker Mors inderlige Glæde, naar hun ved Pintsetid kunde nyde Havens og Sommerens Skønhed, eller naar vi en Sommerdag havde Gæster og kunde byde dem en smuk Dag i Haven. (Side 35)

Moder havde ikke saa lidt af honnet Ambition; hun bestræbte sig altid for at føre sit Hus og Hjem lidt op paa Højde med de bedrestillede Lag. Hun omgikkes derfor helst disse; men hun ejede ganske vist ogsaa Evne til at vinde de ringere stillede ved Venlighed; et Par Arbejdsfolk, hvor baade Mand og Hustru hjalp os, var meget trofaste og hengivne over for vort Hjem. De 3 Præstehjem, som Mor oplevede i Stenløse, hvade hun megen Glæde af; Moder havde Støtte af dem og Omgang med dem. Et Vidnesbyrd om dette gode Forhold er følgende Anbefaling, som Moder fik af sin Sognepræst, da hun søgte om Tilladelse til at modtage et Barn i Pleje. Mor og Asta havde ogsaa et saadant Barn i Pleje i 2-3 Aar; hun blev døbt i Stenløse Kirke med Navnet Zenia, hun blev senere bortadopteret, men blev ikke lykkelig.

 Stenløse Præsteg. 25 Okt. 1894.

   “Jeg har kendt Lærerenke H. Jensen i 17 Aar fra den Dag, da hun som Brud førtes

   hjem (Side 36) af vor kære uforglemmelige Lærer Jensen til Søsum Skole. Der har

   jeg set hende som dygtig Husmoder i et propert og vel styret Hus, som kjærlig

   Ægtefælle og trofast og forstandig Moder baade for sine egne Børn og for en afdød

   Søsters Børn. I de sidste 5 Aar har hun levet tæt ved Stenløse Præstegaard, og det

   har været mig en Fornøjelse at komme i det hyggelige Hjem og at iagttage hende

   som Opdragerinde og Vejlederinde. Hendes Børn ere særdeles flinke og velopdragne.

   Derfor kan jeg med Glæde og fuldkommen Tryghed anbefale hende som Plejemoder

   og hendes Børn som gode Exempler for andre Børn.”

                                                                                          Carl Jessen

 

Pastor Jessen konfirmerede mig og mine Søskende; jeg erindrer hans Undervisning med Glæde. Naar Moder var i Forlegenhed for Penge kunde hun ogsaa ved et Laan faa Hjælp hos ham. Efter hans Død blev en ældre Provst Petersen hans Efterfølger; hans (Side 37) Døtre, som holdt Hus for ham, blev ogsaa vore Omgangsfæller. Fem Aar før Moders Død blev Pastor Morten Pontoppidan Sognepræst: hans Hustru, en Datter af Maleren Marstrand blev en meget hyggelig og god Veninde af Mor; hun kom lidt paa Visit, og blev til Trøst og Glæde under hendes Sygeleje. Pastor Pontoppidan, som var Administrator af Legatboligen i Enkesædet, var dygtig og velvillig, naar det gjaldt om at gøre Boligen hyggelig og god.

En af Moders bedste og trofasteste Venner var en Gaardmandskone en Fru Pedersen, gift med Gd(j?) P.Pedersen. I deres Hjem kom vi lidt, deres Børn havde Moder og Asta undervist, og de viste os mange Tjenester; Forholdet mellem Moder og hende var meget hengivent.

I mit Hjem omgikkes vi ogsaa nogle unge; der var Børn fra Lærerfamilierne i Nabobyerne, og i Seminarieaarene kom nogle Kammerater fra Jonstrup af og til som Gæster. Moder var glad med de unge; vilde gerne sætte Selskabeslege i Gang, og glædede sig, hvis hun kunde skaffe os Børn en Glæde.

 

(Side 38)

 

Til vore lyse Minder fra Hjemmet hører ogsaa Julen. Jeg har Erindring om et enkelt Juletræ, mens Far levede, og mens Hans Peter og jeg var ganske smaa Drenge. Ellers forsvandt Juletræet, da Far var syg og efter hans Død. Senere da vi voksede til og selv kunde arrangere Julefesten, husker vi mangen hyggelig Jul om et lille Juletræ. Hvor var Mor glad, naar hun fik os hjem til Jul fra hver sin Kant, og hvor hun anstrengte sig for at skabe Festglæde. Efter at vi havde forladt Hjemmet var Mors bedste Timer de, hvor vi kom hjem igen. Det var regelen, at jeg kom hjem fra Kbh. hver anden Lørdag Aften; jeg ser hende endnu staaende ved Vinduet for at tage imod mig, naar jeg kunde ventes fra Toget. Hans Peter var sjældnere hjemme, det var lang Vej fra Præstø, Fakse eller Slagelse; men ved Jul, Paaske og Sommerferie havde vi glade Dage i Hjemmet, naar Mor havde os alle igen. Moders Fødselsdag den 19’ Juli var ogsaa gerne en Festdag, for det meste fejret i haven; Onkel Gjertsen og Moster Lise var de faste Gæster, tidt ogsaa Faster Maren.

 

(Side 39)

 

Ved Siden af de Lyse og gode Minder om mit Hjem har jeg jo ogsaa bevaret Minder om Mors økonomiske Sorger. Det var strengt at kæmpe med Stadigt Underskud i Regnskabet. Hos Købmanden kunde hun købe Varer paa Kredit; men naar Mor havde hævet sine Penge, naar Kvartalet var omme, betalte hun sin Gæld, og naar hun da saa, at Kassen igen var næsten tom, da tabte hun Modet og var grædefærdig. Hun modtog Hjælp fra sine Brødre, gjorde ogsaa nogle Laan, som først hendes Børn fik betalt efter hendes Død; men hun var altid bekymret derfor. Først da vi Børn i hendes sidste Leveaar kunde hjælpe hende, gik det bedre. Jeg som var nærmest Hjemmet, var hendes mest fortrolige og Raadgiver i disse Sager, saa jeg kan fortælle, at det var svært for Mor.

 

Og saa slutter jeg Fortællingen om mit Hjem; det er dyre og gode Minder, for hvilke mit Hjerte er fyldt med inderlig Tak og megen Glæde.

 

Poul Søgaard.

Bogen om Asta “Nu er jeg her altsaa ganske ene”, hvor Pouls erindringer er trygt og anvendt i historien om Asta: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=672