Oskar Søgaards erindringer

(Side 1)

Mine erindringer.

(underoverskrifterne er efterfølgende indsat af Sten Jacobsen)

Jeg er født i Søsum skole, i Stenløse sogn, Frederiksborg amt d. 11/12 1885. Min far var lærer ved Søsum skole. Far var jyde, født i Sperring, Sjørring sogn, en mil fra Thisted i gården Søgaard, som min bedstefar ejede. I hjemmet var der 4 sønner og 3 døtre, og Far var den ældste. Min bedstefar døde 1915, og jeg kan godt huske flere besøg derovre på gården. Forholdene var meget gammeldags, indtil min yngste farbror, Niels overtog gården og blev gift. Fars navn var Knud Jensen, min bedstefar hed Jens Poulsen. Far blev født 20/6 1855.

Faderens slægt

Far var åbenbart en dygtig og velbegavet und mand, han havde ikke lyst til landbruget som hans søskende. Han fik – vistnok med modstand fra bedstefars side – lov til at læse til lærereksamen. Han blev forberedt af læreren i Sjørring og blev optaget på Jonstrup seminarium – mærkelig nok helt herovre; men det blev et grundlag for min tilværelse. Mens fars slægt, som forblev i Jylland, altid var kendt under navnet Søgaard og blev kaldt Søgaard – f.eks. hed bedstefar altid Jens Søgaard, kunne Far ikke på lovlig vis overføre navnet her til Sjælland, men måtte bruge sit døbenavn Jensen. Senere har hele slægten fået officiel bevilling på slægtsnavnet Søgaard.

Foruden Broderen Niels, som overtog gården, havde Far 3 brødre og 3 søstre. Faster Line blev gift med en landmand også i nærheden af Thisted. Faster Stine var ugift og styrede hus for bedstefar og broderen Niels på den gamle gård, indtil farbror Niels blev gift.

Farbror Anders, den anden af Fars brødre fik en mindre gård i Sperring, nær det gamle hjem. Han var en overgang sognerådsformand. Den tredie bror, far- (Side 2) bror Christian fik en ejendom på Thyholm. Men den tredie søster, faster Maren kom til København og var gift Thomsen (Thomassen). I faster Marens hjem er jeg kommet meget. Der var 8 børn, og nogle af de fætre og kusiner har jeg stadig forbindelse med.

Farbror Anders havde 5 børn, 2 sønner blev lærere i Jylland, og noglel af deres børn er også lærere. Farbror Christian havde een søn, der døde som ung. Farbror Niels på den gamle gård havde en datter, og hun og hendes mand overtog gården, som derved gik ud af navnet, men da jeg sidst var i Jylland, stod der stadigvæk Søgaard på indgangsdøren. Nu har en søn gården, så det er jo nu lidt langt ude. Fastrene Line og Stine var barnløse. Min farmor har jeg ikke omtalt. Hende har jeg aldrig kendt. Hun hed Maren Kathrine Knudsdatter og døde 1887, da jeg var 2 år.

Moderens slægt

Mens min fars slægt vist alle er jyder, og de fleste landmænd, er min mors slægt fortrinsvis sjællændere og de fleste af de gamle generationer lærere.

Min mor, Hedevig Mathilde Holch er født 19/7 1851. Hendes far var dengang lærer i Landerslev, Gerlev sogn i Hornsherred, men senere blev han forflyttet til Ganløse skole i Nordsjælland, og her har mor og hendes søskende haft deres barndomshjem. Min morfar hed Hans Peter Christoffer Holch og min mormor Dianora Louise Sophie Fich. I hjemmet i Ganløse var der 3 sønner og 4 døtre, hvoraf Mor var den yngste. Hjemmet i Ganløse har jeg ingen forestilling om, da det blev opløst, før jeg blev født.

De 3 sønner hed Christian, Ejler og Gustav, og døtrene Elisabeth (Lise), Kirstine, Emilie og Hedevig. Den ældste søn, morbror Christian blev jurist og endte som borgmester, by- og herredsfoged i Nykøbing Falster. Han blelv folketingsmand og senere lands- (Side 3) tingsmand. Morbror Ejler blev storkøbmand i Præstø (manufaktur). Morbror Gustav drev det ikke ret vidt, han var en overgang købmand på landet, men levede sine sidste år en noget forhutlet tilværelse. Døtrene blev alle gift med lærere udgået fra Jonstrup seminarium. Der var ikke så langt fra Ganløse til Jonstrup. Som jeg skrev ved en anden lejlighed:

De Holch’ske døtre tit til Jonstrups baller

         var, og der de fire piger blev til fire par.

Den ældste, moster Lise blev gift med lærer Rudolf Gjertsen; de kom først til Lolland, men senere til Ll. Værløse skole. Moster Kirstine blev gift med lærer Kofod, og de fik Hjørlunde skole. Moster Emilie blev gift med lærer Fich (en halvfætter) og de kom til Skelskør.

Forældrene og erindringer om kontakten med familien

Hjemmene i Hjørlunde og Skelskør har jeg ingen forestilling om. Jeg ved ikke, om jeg som barn har set de to mostre. Både Kofods og Fichs døde tidligt.

Derimod blev moster Lise og Gjertsen meget gamle, og hos dem kom vi som børn i Ll. Værløse skole, og da de som pensionister kom her til København, kom vi der meget, min bror Poul og jeg og også senere, da vi var blevet gift.

Den yngste datter fra Ganløse skole, Hedvig blev min mor. Min far, Knud Jensen (Søgaard) tog lærereksamen fra Jonstrup i 1874 og blev derefter hjælpelærer hos bedstefar i Ganløse og blev der forlovet med min mor. De blev gift d. 24/7 1877 i Ganløse kirke, efter at de havde fået lærerembedet i Søsum.

De ældre og Mors familie har jeg beskrevet, som det fremgår af det foregående; jeg husker dog et besøg som barn både i Nykøbing og i Præstø, og morbrødrene (Christian og Ejler) har også besøgt os i Stenløse. Deres enker, tante Hansine og tante Henriette hav- (Side 4) de vi forbindelse med, også efter at vi var blevet gift, navnlig tante Henriette kom vi ofte sammen med; men først og fremmest moster Lise og Gjertsen, Moster blev 93 år.

Min mors søskende fik mange børn, i Nykøbing 11, i Præstø 11, i Hjørlunde 7-8 (Kofod) og i Skelskør (Fich) ligeledes. Min bedstemor Holch skal have været bedstemor til ca. 50 børnebørn. Da Mor og jeg blev forlovet, havde jeg 45 kødelige fætre og kusiner (dem på fædrene side medregnet.)

Alle disse har vi haft mere eller mindre forbindelse med, med nogle meget, med andre kun lidt eller ingen. De er nu alle døde – jeg er en af de yngste i generationen, og min mor var den yngste af sine søskende, 17 år yngre end sin ældste søster.

Min mors talrige slægt har vi haft en del forbindelse med, først og fremmest moster Lise og onkel Gjertsen. På grund af tunghørighed måtte han forlade lærerembedet i Ll. Værløse og flytte til København. Dem kom vi stadig sammen med både i Stenløse og i vores hjem her i København.

Morbror Christian i Nykøbing så vi sjældnere, men hans enke, tante Hansine så vi af og til. Derimod et par af sønnerne i Knud Holch, som blev kgl. borgmester i Aarhus og hans bror, cand. Theol Erik Holch, som var lærer ved Statens og Hovedstadskommunernes studenterkursus og Kruses skole, havde vi nogen forbindelse med. Morbror Ejler i Præstø så vi også kun sjældent, men hans enke, Tante Henriette kom vi jævnligt sammmen med til hun døde, vistnok 90 år gammel.

Deres børn kendte vi godt. Sønnen Svend Holch, grosserer i København og hans kone Laura f. Schioldan, samt datteren, Inger gift med overretssagfører Michel- (Side 5) sen. Desuden Niels Holch, der som ung rejste til Amerika (først hos bekendte på de vestindiske øer), og blev en velstående mand. Han bevarede stor interesse for det derhjemme og kom hjem med få års mellemrum, og da samlede Laura Schioldan så mange, hun kunne af familien. Ved juletid sendte Niels gaver til mig og mine brødre. En fjerde var Johanne Holch, som rejste til Sydamerika, gift med ingeniør Bendixsen. Hvis hun lever endnu er hun og vi tre brødre Søgaard (Hans Peter død oktober 1969, Poul i august 1970) de eneste, som er tilbage af den generation af den Holchske slægt. Af mors søskendebørn er familien Kofod den gren, vi har haft mest forbindelse med. Hjemmet i Hjørlunde opløstes meget tidligt, og de yngste børn blev fordelt hos nærmeste slægtninge, i mit hjem i Søsum optoges Asta og Holger (som døde meget ung). Den ældste af børnene Hans Kofod blev lærer og fik Søsum skole efter min far, og senere 1897 fik han Stenløse skole, på den tid en betydelig forfremmelse. Da vi jo efter Fars død flyttede til Stenløse og boede lige over for skolen, havde vi næsten dagligt samkvem med dem.

En anden søn fra Hjørlunde, Asger Kofod har vi haft meget at gøre med. Han var oprindelig købmand i Køge, men måtte gå fra forretningen og levede som repræsentant i København en del år. Han døde forholdsvis ung, men hans enke, Ida Kofod og børnene havde vi meget samkvem med både før og efter, at jeg blev gift.

En tredie af børnene fra Hjørlunde (Kofod) var Elna Sander. Hun blev gift i Amerika med en læge, Carl Sander, dansker men uddannet derovre. Da han opgav sin praksis, kom de hjem, og dem så vi ofte. En fjerde af de Kofod’ske børn er Margrethe gift Engell (en halvfætter). Chr. Engell var meget familietro og hyggelig og kom meget hos os, især da han blev enkemand. En (Side 6) datter, Astrid er stadig min gode ven. Jeg glemte under Hans Kofod i Stenløse at nævne sønnen Holger, som jeg stadig kommer sammen med.

Endelig skal nævnes Gerhard Fich, en af moster Emilies sønner fra Skelskør, han var købmand i København – og morbror Gustavs søn, Christian Holch, som var overgartner på forskellige herregårde, men endte som frugthandler i Slagelse. Disse to fætre har vi haft megen forbindelse med.

(Side 7)

Barndomshjemmet i Søsum Skole

Efter at jeg har skildret mine forældres slægtninge, skal jeg nu forsøge at skildre mit eget barndomshjem. Mine forældre blev gift d. 24/7 1877 i Ganløse. Far var jo hjælpelærer hos min morfar der, og Far var da kaldet til lærer ved Søsum skole. Hjemmet i Søsum har jeg så godt som ingen erindring om, jeg var kun 3 år, da det opløstes. Skolen var en af Fr. IV’s rytterskoler, meget godt indrettet efter den tids forhold. Der var en stor have og en jordlod, som lå lige omkring skolen. Far dyrkede selv jorden, som landmandssøn havde han vel noget begreb om landbrug, og det var sikkert også af økonomiske grunde nødvendigt. Haven dyrkede Far også med interesse.

I hjemmet blev født 5 børn: Poul 1878, Hans Peter 1879, og jeg 1885. Efter Hans Peter var der en pige og efter mig en dreng, men disse 2 børn døde i 1. og 2. leveår. Desuden optoges i hjemmet 2 af børnene fra Hjørlunde (Kofod). Deres forældre døde fra flere mindreårige børn, som blev fordelt. De to, som kom til Søsum, var Asta og Holger. Holger døde meget ung, mens Asta blev fuldstændig som søster for os 3 brødre. Da Bedstefar Holch i Ganløse gik på pension, blev også de optaget i hjemmet i Søsum skole. Det var en stor familie og både arbejdsmæssigt og økonomisk en stor belastning for Mor og Far. Mor var ikke stærk (hjertefejl) og Fars arbejde var meget krævende. Skolen var 2-klasset med et meget stort børnetal, og Far havde jo også jorden at passe. Far var også kirkesanger i Stenløse kirke – vistnok frivilligt. Den egentlige kirkesanger var lærer Hansen i Stenløse, men da han satte sit harmonium op i kirken og spillede til gudstjenesten, overtog Far kirkesangen.

Fars og Mors ægteskab varede kun i ca. 12 år og (Side 8) har sikkert været præget af mange vanskeligheder, bekymringer og sorger – 4 dødsfald: Holger, de 2 små børn og Bedstefar. I 1887 begyndte Far at blive syg (tuberkulose), som man dengang ikke forstod at behandle, til sidst måtte der holdes hjælpelærer. Den 25. marts 1889 døde far, og Mor stod nu alene med 4 børn fra 13 år (Asta) til 3 år, samt Bedstemor, som kun i kort tid blev hendes støtte. Far blev begravet på Stenløse kirkegård d. 2. april under meget stor deltagelse fra beboerne, familie, venner og kolleger fra hele omegnen.

Barndomshjemmet i Stenløse

I efteråret 1889 flyttede vi til Stenløse. Mens det jeg har fortalt om Søsum, bygger på oplysninger som jeg har fået af Mor, har jeg jo mine egne oplevede barndomserindringer fra Stenløse. Mor fik et hus til leje, som lå lige over for skolen med kirken i baggrunden. Det var et stort og rummeligt hus med rigelig plads til os alle inclusive Bedstemor, som forøvrigt døde kort efter flytningen til Stenløse. Huset var godt med en pæn, lille have omkring. Jeg tror nok, at morbror Ejler betalte huslejen, som vist kun var 200 kr. årligt. I skolen lige overfor havde lærer Hansen en datter på min alder (Emmy), og hun og jeg legede sammen fra morgen til aften, om sommeren i en af haverne, og det var en lykkelig barndoms tid i en 7-8 år, hvor man ikke var gammel nok til at tage del i alle de bekymringer, som Mor havde. I 1897 døde lærer Hansen, og Emmy flyttede bort. Først i de seneste år har jeg af og til truffet hende, først i Frederiksværk, hvor hun boede som enke og senere på et plejehjem i Gentofte.

Enkesædet

I 1895 skete der en stor forandring med mit hjem, idet den fik bolig i enkesædet. Enkesædet i Stenløse er vist en ret enestående institution. Den sidste virkelig kirkelige degn, Melchior (beklædte et rent kir- (Side 9) keligt embede – var kirkesanger og underviste børnene i Katekismus, mens præsten prædikkede) oprettede det med en fribolig for en præsteenke og en lærerenke – det var i 1805. Huset var efter den tids forhold en ret statelig bygning med egetræs-bindingsværk og en stor kvist på forsiden. Til enkesædet hørte en meget stor have, delt mellem de to beboere med gamle ege – og lindetræer, sikkert ældre end enkesædet. Hvad der har været før på stedet, ved jeg ikke.

Det var en meget stor forandring at flytte over i enkesædet, der var meget mindre plads, end i det hus vi kom fra, 3 små stuer – lavloftede; jeg kunne nå loftet med fingrene, da jeg blev nogenlunde voksen. Et stort spisekammer ved siden af den ene stue blev indrettet til værelse til mig. Poul sov ovenpå, hvor der var et lille værelse i kvisten: Hans Peter var kommet hjemmefra på det tidspunkt. Men der blev lavet mange forandringer og forbedringer. Haven var meget forsømt, men Mor kæmpede tappert også med den, og det blev en smuk og dejlig have, som vi havde megen glæde af, men det kostede også meget arbejde at holde den. Jeg gik meget i haven og Asta med og Poul, når han var hjemme. Forår og efterår havde vi en mand til at grave og ordne det hele (Lars August). Han arbejdede for 1 kr. om dagen – og kosten, og han arbejdede fra tidlig morgen og så længe, han kunne se om aftenen. Hans kone, Johanne vaskede for os. Der er mange barndomsminder knyttet til de mennesker, og de var os meget hengivne. Jeg mindes også et par andre naboer, som jeg vist næsten daglig snakkede med. Det var klokker, Niels Jensen og hans kone, Kristiane, som var en lidt skrap dame, og Ane Hansen lige ved siden af til den anden side, hun var også “betydelig skrap”. (Side 10) Så var der gamle Jacobsen, der regnede sig for at være lidt finere, han havde været møller, og hun var datter af en gammel lærer i Stenløse, Gebauer, hun havde måske arvet noget af slægtens musikalske begavelse og gav undervisning på et gammelt, dårligt flygel. Og så gamle lærer Hansen, som sommeraftener sad på højen i sin have ud mod vejen og røg pibe og snakkede med alle, som gik forbi.

Endelig blandt naboerne nævner jeg murer Philipsen, som jeg tit snakkede med. Jeg blev regnet for ældre, end jeg var, og jeg har altid befundet mig godt ved at omgås og tale med ældre.

Moderens økonomiske forhold

Mors økonomiske forhold var noget svære. En lærerenkepension var meget lille, og Far døde jo så ung. Et par legater fik hun også. Jeg begriber f.eks. ikke, hvordan hun kom igennem flytningen til enkesædet med alt, hvad der blev lavet både i huset og i haven, men noget har vel nok enkesædet betalt, det var præsten, der var administrator og højere oppe provst og biskop. Jeg var ikke gammel nok til at forstå de økonomiske forhold. Jeg var 10 år, da vi flyttede over i enkesædet. For at hjælpe på de økonomiske forhold startede Mor allerede i det første hus en skole for småbørn i 6-7 års alderen. Hun fik de fleste af de snart skolepligtige børn.

De læste det, som læres i 1. klasserne, og det var jo en stor hjælp for læreren i en 2. klasset skole uden forskole. De fleste kunne læse, når de kom over i skolen. Betalingen var meget ringe, og først i de sidste år gav kommunen et beskedent tilskud.

Mor prøvede også med plejebørn for at tjene lidt ekstra. vi havde først en lille pige (Zenia) fra hun var 3 til 7 år, hende holdt vi meget af, og jeg husker (Side 11) min sorg, da hun skulle rejse for at blive adopteret bort. Så havde vi en ganske lille pige, men kun i ret kort tid, hende var jeg også meget glad for – og endelig havde vi en 14-årig pige, som var meget vanskelig og besværlig; hun blev efterhånden overtaget af en præstefamilie i Jylland – vore gode bekendte, men det gik nok heller ikke godt der.

Moderens opdragelse og Oskars psykiske problemer

Mor var en udmærket pædagog. Hun var mild men bestemt. Vi blev oprdraget til absolut lydighed, og til at vise respekt over for alle voksne og ældre og til respekt for enhver autoritet. Jeg mindes aldrig, at vi foretog os noget, som kunne volde Mor sorg, eller blot gøre hende urolig. Der er nogle som siger, at jeg ikke var nogen rigtig dreng og heller ikke noget rigtigt ungt menneske – og rigtigt er det, at jeg synes, at jeg tænkte i mere voksne baner, end man kunne formode efter min alder. Jeg var nærmest melankolsk af sindsstemning og husker, at jeg gik op og ned ad havegangen og spekulerede – navnlig religiøse og seksuelle spørsmål. Det sidste fik man jo ingen besked om dengang. Jeg led også i overgangsalderen af noget sygelige tendenser i form af tvangsforestillinger, og jeg var ofte forpint i lang tid, hvis jeg havde sagt eller gjort noget, som kunne vække mishag hos nogle. Jeg tror nok, at min opdragelse – hvor fortrinlig den end var – i nogen grad hæmmede min selvstændighed; jeg følte det, da jeg på seminariet levede sammen med andre unge mennesker; jeg er senere i livet kommet til at tænke på, at jeg savnede en far.

Jeg gik jo meget alene med Mor og Asta. Brødrene var så meget ældre, og hans Peter kom hjemmefra, da jeg var 10 år. Jeg havde dog nok at gøre; haven krævede mit arbejde, og jeg dyrkede med iver botanik og astronomi – men derom senere. (Side 12)

Hjemmet i Stenløse var præget af stor gudsfrygt, som ikke gav sig synlige udtryk; tilliden til Gudshjælp i alle forhold var Mors styrke, som hjalp hende gennem alle hendes vanskeligheder. Der var ikke nogen hældning til bestemte kirkelige retninger. Befolkningen i Stenløse var vel nok nærmest grundtvigsk indstillet, måske uden at vide det. Indre Mission hørte man aldrig tale om. I det hele taget var der kun ringe religiøst og kirkeligt liv i sognet. Der var i det hele taget ikke meget åndeligt røre i sognet. Jeg husker dog, at der blev åbnet en foredragsforening, hvor vi var med. Der var skytteforening og gymnastikforening for de unge. Derimod var der en del politisk interesse. Venstre i provisorietiden gjorde sig gældende.

Religionens betydning

Stenløse kirke har haft umådelig stor betydning for mig. Der er jeg døbt og konfirmeret, og der kom jeg næsten hver søndag til gudstjenesterne. Jeg glædede mig over selve bygningen. Jeg mindes, når man en sommermorgen så det skønne syn, når man trådte ud af døren og så morgensolen skinne på kirkens takkede gavle. Kirken lå lige ved siden af Enkesædet. Min kærlighed til hjemmets kirke har jeg overført til den danske landbykirke i al almindelighed. Den majestætiske ælde i forhold til landsbyens andre bygninger, gårde og huse ingyder respekt. Når man færdes ude i landet og ser kirkerne dukke op, vækkes der en taknemmelig og glad følelse i ens sjæl. Stenløse kirke er en ret anseelig kirke. Dens oprindelige del er opført af kampesten. Senere er der bygget kor, tårn, våbenhus og et sideskib. Altertavlen er et meget anseligt træskærerarbejde. Jeg har engang læst, at en tilsvarende altertavle findes i Køge og Kalundborg kirke. Kirken har ret høje hvælvinger, koret er adskilt fra kirken (Side 13) med et gitter, der dog ikke i ret høj grad hindrer udsigten til koret; over selve kordøren er anbragt et stort krucifiks. Nationalmuseet har 2 gange arbejdet med kirken, og mange tiders maling er fjernet fra inventaret, som nu står med smukke farver.

Af præsterne ved kirken har jeg kendt 3: Gamle pastor Jessen, som døde 1897 og provst Th. Petersen, død 1902 og Morten Pontoppidan, som tog sin afsked 1921.

De to første var heller ikke retningsbestemte, men Pontoppidan var jo noget for sig selv.

Omgangskredsen

Jeg har tidligere omtalt vore nærmeste naboer, men der var jo mange andre mennesker, vi havde en del med at gøre. Jeg vil først nævne skolen og præstegården. I skolen var jo min fætter Hans Kofod blevet lærer i 1897 forflyttet fra Søsum. Der havde jeg min daglige gang – turen gik over stakittet lige på den anden side af vejen. Kofod og hans kone, Karen havde 2 børn, Holger og Dorthea, men i huset var også en pige på min alder – Karens søster, Gertrud Madsen, som blev opdraget der. Hende havde jeg megen fornøjelse af. Vi var meget gode venner, i 15-16 års alderen flyttede hun til København til en anden søster, og senere rejste hun til Amerika. Først på sine ældre dage kom hun hjem, og vi sås af og til, nu er hun død. Sønnen Holger havde jeg også glæde af, men han var 6 år yngre end jeg. Ham har vi lige til i dag haft meget med at gøre her i København. Holgers svigermoder har forøvrigt boet i Enkesædet, efter at vi måtte forlade det. I præstegården kom vi også meget – ikke så meget i pastor Jessens tid – der var ingenting til daglig, men i ferierne kom hans børnebørn på besøg – to drenge på min alder, navnlig den ældste, Carl Georg Jessen havde jeg meget at gøre med i ferierne, både sommerferien og jul, og venskabet med ham blev bevaret langt op i tiden. (Side 14) Han fik også indpas hos de følgende præster og deres familie, navnlig Pontoppidans.

Pastor Jessen var en elskelig gammel mand, der var noget gammeldags, fornemt over hjemmet; det var i de dage, da præsternes stilling økonomisk var bedre end den blev de følgende år. Pastor Jessen havde kendt Far, havde døbt os alle og konfirmeret mine brødre, han var meget venlig og hjælpsom over for Mor.

I 1897 døde pastor Jessen, og så kom provst Th. Petersen. Han var enkemand, havde vist meget at kæmpe med, han havde en søn og 5 voksne døtre, hvoraf de to var hjemme. Disse to Helga og Anna havde vi megen glæde af og de blev meget gode venner med Asta – de kom meget hos os, og vi kom meget i præstegården, hvor der ofte var stort rykind af venner fra København, og skønt jeg kun var halvvoksen havde vi mange fornøjelige timer sammen med alle de unge og mange hyggelige og mere stilfærdige, gensidige besøg.

Men provst Petersen, som konfirmerede mig, døde allerede i 1902, og så kom Morten Pontoppidan. Havde der været liv i præstegården før, så blev der det ikke mindre nu. Pontoppidan havde 8 voksne børn, de var alle i København det meste af tiden; et par boede hjemme og læste. De var ugifte og vistnok også uforlovede på det tidspunkt, men om søndagen flokkedes hele familien og som regel flere gæster i præstegården, og der var vi også meget ofte med.

Mellem Mor og fru Pontoppidan (moster Julie) udviklede der sig et nært venskab – ja, vi havde meget glæde af præstegården. Men jeg tror ellers ikke, at de 3 præster havde meget at gøre med sognets beboere. Der blev vist ikke holdt gilder, hvor præsten var selvskreven gæst. (Side 15)

I den anden ende af enkesædet boede til 1904 – fru Larsen, som vi naturligvis dagligt så. Hun var enke efter en tidligere lærer både ved Søsum og Stenløse skoler. Hendes datter var gift med en præst i Jylland, Øland i Limfjorden og om sommeren kom de på besøg i Stenløse hos mormoderen. Der var 2 døtre, Paula og Helga, tvillinger, på min alder og dem havde jeg megen glæde og fornøjelse af; vi blev meget gode venner, og jeg har et par gange besøgt dem i deres hjem først på Øland og senere i en præstegård mellem Horsens og Skanderborg. Da fru Larsen døde kom de jo ikke til Stenløse mere. Poula rejste til Amerika og er død derovre og Helga lever vistnok endnu som pensioneret lektor i Odense. Men der var mange andre gode venner, som må mindes:

Anna Andersen f. Søborg i Søsum. Hun var lærerdatter fra Veksø og Mors gode veninde fra de unge dage. Hun blev gift med en tømrer i Søsum, og ligesom Mor drev hun en lille pogeskole. Hende holdt vi børn meget af, og vi besøgte hende tit i Søsum, ligesom de ofte var gæster hos os i Stenløse. Vi har også, efter at jeg kom til København og var forlovet og gift besøgt hende, nu var hun blevet enke. Hun blev 95 år gammel og vi, Poul og jeg var med til stor fødselsdag, som holdtes i Søsum skole.

Der var flere familier, vi af og til blev inviteret hos. Jeg husker, at jeg som dreng var med Mor på besøg på nogle af gårdene både i Søsum og Stenløse, men først og fremmest må jeg nævne Peder Pedersen, Kildebæk, en af de yderste udflyttergårde.

På Kildebæk kom vi ofte Mor blev både hentet og kørt hjem den lange vej. Fru Maren Kristine var en meget tiltalende og velbegavet dame, som blev en af Mors (Side 16) bedste venner. Der var i hjemmet 2 døtre omtrent på min alder, og dem blev jeg meget glad for, de blev mine meget gode venner. Det var et godt hjem som vi skylder tak for, hvad de var for Mor.

Mor var genstand for megen agtelse og megen venlighed. Nogle af de hjem, vi var i forbindelse med gennem den lille skole, gav hende også af og til gaver i form af naturalier. I hjemmet kom der også af og til gæster både fra Stenløse og fra familien i København. Moster Lise og Gjertsen kom ikke så sjældent på en returbillet (dengang 4 dage). Det var hver gang en glædelig begivenhed for os alle. Også familien Thomsen (Faster Maren) kom af og til cyklende fra København en søndag. Vi nød haven om sommeren sammen med gæsterne og spiste derude, når vejret var til det. I flere år kom også Jens og Kathrine Thomsen på nogle dages besøg om sommeren. Dette besøg af de to, fætter og kusine glædede jeg mig meget til. I det daglige kunne jeg jo nok føle mig lidt ensom; brødrene var jo meget ældre og kom hjemmefra, Hans Peter tidligt, Poul senere, og København var jo ikke så langt bort. I 1900 d. 30/9 blev jeg konfirmeret, og Mor anstrengte sig meget for at vi kunne få en festlig dag. Flere gode venner var gæster, og familien fra København: Gjertsens, Thomsens, og morbror Ejler, som nu også boede i København. Det var et strålende efterårsvejr, så vi kunne nyde haven. Vi spiste ovre i skolen hos Kofods af pladshensyn. Både som dreng og som voksen var jeg med i gymnastikforeningen. Der var også et pigehold, og det skete af og til, at vi dansede folkedanse efter øvelserne. To gange om året var der opvisning og bal bagefter. 2 gange har jeg også været med til Amtskonkurrence i Roskilde.

Der var mange pæne, unge mennesker at være sam- (Side 17) men med. Jeg mindes særlig Karen Mortensen, kromandes datter, som jeg havde “et godt øje til”.

Blandt venner og bekendte i Stenløsetiden må også nævnes familien Fraas. Fraas var lærer i Slagslunde; der var en søn og 3 døtre, som vi jævnlig kom sammen med. Fraas blev senere skoleinspektør i Lyngby. Han var en meget dygtig og tiltalende mand, han var vistnok samtidig med Far på Jonstrup. Det samme gælder Gehl-Kristensen i Veksø, men han blev forflyttet til et andet embede, førend jeg kan huske. Men hans søn, Ernst blev gift med Fraas’s datter Helga; han blev lærer i København og senere skoleinspektør (Sølvgade), og Ernst Gehl og Helga fik vi meget med at gøre her i København.

Problemet uddannelse

Et stort og vanskeligt problem var vores uddannelse. At sætte os i realskole i Frederikssund kunne der af økonomiske grunde ikke være tale om. Den senere lærer i Veksø, Olsen og hans hustru påtog sig at forberede Poul og Hans Peter til præliminæreksamen, og de klarede det med et fint resultat, Poul 94 og H.P. i 95. Jeg gik med Mors lille skole til 10-årsalderen. Så kom jeg til Ølstykke skole. Lærer Larsen der ville læse sprog med mig sammen med hans 2 børn og hans søster, som styrede hus for ham. Han var enkemand, hans afdøde kone var englænder, så han var vist sproget nogenlunde mægtig. Jeg kom så også til at gå i skole i Ølstykke, og så læste vi sprog efter skoletid. I 98 kom Poul til København som vikar ved skolevæsenet, og så rejste jeg til ham, der læste alle fagene med mig til præliminæreksamen – tysk og engelsk stadig i Ølstykke. Nu kom jeg også til at gå i skole i Stenløse, efter at Hans Kofod var blevet lærer der – således 3 dage i skole i Stenløse og om eftermiddagen til Ølstykke, (Side 18) de andre 3 dage til Poul i København. Skolegangen i Stenløse holdt dog op i 1900. Jeg nåede at få præliminæreksamen med et nogenlunde hæderligt resultat i 1902.

Efter præliminæreksamen i 95 rejste Hans Peter hjemmefra. Han kom i lære hos morbror Ejler i Præstø – manufaktur, og han har således slet ikke været hjemme i Enkesædet. Poul kom på Jonstrup seminarium, han blev optaget i 2. klasse og klarede lærereksamen med et meget fint resultat, og var hele tiden nr. 1 på sit hold, han var velbegavet og meget dygtig. De følgende 2 år 96-98 var han huslærer på en proprietærgård i Jylland og blev så i 98 ansat ved Københavns skolevæsen.

Poul havde det svært i sine unge år. For Mor var han en stadig støtte, gik på en måde i Fars sted. På grund af de vanskelige økonomiske forhold derhjemme, måtte han spæde til for Mors og Astas og min skyld. Poul har som den kærlige broder haft stor betydning for mig, og jeg er ham megen tak skyldig. Da han først begyndte at tjene noget, hjalp han stadig til derhjemme og levede et ret spartansk og sparsommeligt liv, det var jo også ved hans hjælp, jeg fik præliminæreksamen, han var meget kærlig og opofrende.

Men Asta fik desværre ingen uddannelse. Hun passede hjemmet og Mor, og uden hende ville Mor slet ikke have kunnet klare sig, så svag som hun var.

På Jonstrup seminarium

Da jeg havde fået præliminæreksamen, gik jeg et år (1902-03) til praktikforberedelse i skolen i Stenløse hos Hans Kofod; det forlangtes dengang. Samtidig gik jeg til lidt musikundervisning i violin og orgel hos læreren i Veksø (nu lærer Henriksen). I august 1903 var der så optagelsesprøve på Jonstrup. Det var meget spændende, for der mødte dobbelt så mange aspiranter, som de kunne optage (26), men jeg klarede det (Side 19) fint, var vist nr. 11. Det lå jo næsten i luften, at jeg skulle være lærer, jeg havde absolut ikke lyst til at komme i lære til en eller anden praktisk uddannelse, jeg ville helst læse, og der kunne ikke blive tale om nogen større uddannelse med studentereksamen som grundlag; teologi ville det jo så nok blive, hvis der havde været mulighed for det, måske naturfag. I august 1903 begyndte jeg så på Jonstrup.

Det var en stor omvæltning i min tilværelse. Jeg må tilstå, at jeg ikke ser tilbage på Jonstruptiden med nogen begejstring, sådan som det er almindeligt blandt de fleste Jonstruppere, for hvem studietiden der står som en særlig glansfuld ungdomsoplevelse. Jeg hang stærkt ved hjemmet og tog hjem hver lørdag-søndag. Jeg havde ikke selvstændighed nok til at frigøre mig. Jeg tog del i alle traditioner og fornøjelser, men faldt nu alligevel lidt ved siden af, skønt jeg kom særdeles godt ud af det med kammeraterne. Jeg arbejdede meget flittigt, lærerkesamen var faktisk den gang en meget svær eksamen, fordi den spændte over så mange fag, som skulle opgives uden nogen form for nedsættelse i pensum. Foruden de aldmindelige skolefag krævedes der et betydeligt stof i religion – endvidere pædagogik, praktisk undervisningsøvelse, musik og gymnastik.

Trods mangelen på alle nutidens bekvemmeligheder havde vi det godt. Jeg kom til at bo sammen med en kammerat, som havde nogenlunde samme indstilling som jeg, vi fik to værelser, læseværelse og soveværelse, udstyret var meget spartansk, men vi fik pyntet lidt op ved fælles hjælp. Vi arbejdede begge meget flittigt, og ligesom jeg røg han ikke, og det var jo meget heldigt. Jeg ved ikke om han (V. Mortensen) lever endnu, (Side 20) jeg har et par gange besøgt ham i Thorup i nærheden af Hundested, hvor han var førstelærer.

Lærer i København og moderens sygdom og død

I 1905 og 06 tog jeg så lærereksamen med et fint resultat mgx i hovedkarakter. Det var oprindelig min tanke, at jeg skulle være lærer på landet, men fra seminariets side blev jeg og 3 andre – uden anmodning – anbefalet til Københavns Skolevæsen – og jeg slog til og blev uden ansøgning antaget. Mor var syg, og Poul var herinde, og mange slægtninge var jo her. I august 1906 kom jeg så til København som løs vikar.

Som løs vikar fik man kun betaling for læste timer, de første måneder var sløje, og Poul måtte igen hjælpe. Men allerede maj 1907 blev jeg timelærer ved Tietgensgades skole, meget hurtigt.

Mors helbred blev i disse år ringere og ringere, og et par gange var hun døden nær, til sidst fik hun svære krampeanfald og døde 6. juli 1907 og blev begravet fra Stenløse kirke d. 12. juli under meget stor deltagelse fra Stenløse og Søsum og mange slægtninge og venner.

Mor oplevede altså at se, at jeg blev ansat i København. Hans Peter var jo kun hjemme i korte ferier. Men Mor oplevede at se hans kæreste, Margrethe Poulsen fra Slagelse, hvor H.P. var ansat i mange år i fa. Th. Lauritzen.

Mor fik således den glæde at se os tre brødre anbragt og forsørgede. Men så var der jo spørgsmålet Asta, hun havde ingen uddannelse fået, hun havde ofret sig helt for Mor.

…….

Oskar Søgaards erindringer fortsætter, men behandlingen af Stenløsetiden slutter her.

Se Stenløse lokalhistoriske arkiv: http://stenganarkiv.dk/

Se bogen om Asta Kofods tragiske skæbne: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=672