Autointerview om absurde og uforståelige noveller. Forlæggeren Sten Jacobsen foretager et autointerview af forfatteren Sten Jacobsen.

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

   Først og fremmest tak, fordi du trods alt ville deltage i dette autointerview om absurde og uforståelige noveller i din novellesamling “Blind trappe”. Jeg tror, at der er nogle af de ekstremt få, der har læst dine bøger, der gerne ville stille dig dette spørgsmål: ”Hvorfor i alverden skriver du så uforståeligt?”

Uforståelighedens absurde poetik

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Jamen, selv synes jeg jo ikke, at jeg skriver uforståeligt. Tværtimod synes jeg, at mine noveller er meget lette at gå til. Selvom det er skæve historier, jeg skriver, føler jeg egentlig, at de næsten er for tydelige. Men du har givetvis ret i, at mange ikke opfatter det sådan, og det må jeg jo acceptere. Måske befinder jeg mig mentalt set et ”forkert” sted. Jeg tror, at det har noget med virkelighedsopfattelsen at gøre.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Hvordan mener du med et forkert sted?

Uforståelighed og receptionssituationen

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Reception af litteratur har i høj grad noget med læserens virkelighedsopfattelse at gøre. Det er klart, at mine noveller er en form for modernisme, der skildrer en virkelighed, der ikke hænger sammen ud fra vores normalstandarder. Her er der en del, der kan stå af. Nu antager modernisme mange former. I nogle former vægter man sammenbruddet af det almindelige sprog, således at det er sproget, som er mærkeligt. I andre former vægter man et klart og let forståeligt sprog, og her er det så selve historiens indhold, der er mærkeligt, som det ses hos Kafka, Peter Seeberg, Villy Sørensen etc. Det er den retning, som jeg selv kalder den klassiske absurdisme, jeg ser mig selv i forlængelse af. Så når mange ikke kan se hoved og hale i mine historier, og opfatter dem som absurde og uforståelige, så må det vel være historiernes indhold, der ikke giver mening.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Og hvad er det i historiernes indhold, du mener, at mange står af overfor?

Mine tekster er klassisk absurde historier, hvor sproget er klart, men historien underliggjort

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Mine historier er jo mærkelige i den forstand, at handlingerne ikke følger den reale verdens spilleregler. Verden opfører sig anderledes, end man er vant til. Dukker er levende (det var der en anmelder, der ikke kunne finde mening i), en gyngehest vokser, en trappe er højere end huset, den befinder sig i, en mand er både en mand og en fugl, en mand får en tid på krematoriet, i Buenos Airos har folk det med at stå i lange køer uden formål … Enten er det naturlovene, der brydes, eller også er det bare menneskers adfærd, der er uden for normen eller rettere følger andre normer og rolleforventninger, end vi er vant til, og dermed skabes forvirringen. Verden skal være skæv i mine historier. Mennesker skal konfronteres med deres manglende forståelse. Det er helt afgørende for mig.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Men hvorfor er det så nødvendigt for dig, at verden skal være skæv?

Uforståelighedens nødvendighed

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Det er nu engang det skæve og de konfliktende mentaliteter, der optager mig. Det er det, der gør det lystbetonet at skrive historierne. Vi mennesker har en tilbøjelighed til at sætte verden i system. Det giver os tryghed, men dybt nede aner vi nok, at vi ikke har kontrol over ret meget. Ligesom i Max Frischs absurde teaterstykke ”Biedermann og brandstifterne” skabes den fundamentale tryghed ved at fastholde en selektiv uopmærksomhed over for alt det farlige, der truer vores eksistens og vores trygge hverdag. Det er jo meget godt, for ellers ville vi nok ikke kunne holde tilværelsen ud, men hvis nu det farlige banker insisterende på og ikke lader sig undertrykke, så er den næstbedste tryghed at gå de dunkle trusler i møde og erkende, at vi ikke mestrer noget. I den første novelle i ”Blind trappe”, er der en lille pige Cecilia på 5 år, der pludselig mister sin mor. Pigen reagerer ved at holde op med at vokse, og i stedet vokser den gyngehest, som moderen som den sidste kærlighedshandling gav hende. I virkeligheden handler novellen lige så meget om faderen, der elsker sin datter og vil gøre alt i verden for at hjælpe hende. Men den udvikling datteren tager er uden for hans kontrol, og han må magtesløst og nøgternt se på, mens datteren vokser sig ind i sin illusoriske virkelighedsopfattelse, der ligner en neurose. Og sådan er det jo i virkeligheden. Forældre kan ikke gøre ret meget. Livet er anarkistisk. Børnene vokser langsomt fra dem og ind i en verden, som de kun sjældent har føling med. Novellen er dybest set symbolistisk, men netop denne symbolisme kan i min optik udtrykke noget, som den almindelige realistiske litteratur har vanskeligere ved, fordi den har det med at bevæge sig inden for den herskende forståelsesramme og de almindeligt vedtagne problemstillinger. Men det, der virkelig skaber angst, er det, som ikke kan formuleres inden for de vedtagne problemstillinger.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Er det ikke et meget mørkt billede af verden, du der giver udtryk for?

Det muntre i det absurde mørke

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Det synes jeg ikke selv. Det er jo bare, sådan det er. Jeg betragter ikke mine noveller som særligt mørke. De er – som jeg opfatter livet – både fyldt af smukke og grimme ting. Mennesker bliver svigtet, de føler sig ensomme, bliver syge og dør, men der er også meget smukt i menneskers forhold til hinanden. Der er kærlighed og venskab. Vi holder af hinanden, mens vi venter på den uundgåelige katastrofe. Hvordan ville vi kunne holde vores eksistensbetingelser ud, hvis der ikke var kærlighed, venskab, trofasthed, empati og omsorg. Faktisk bryder jeg mig ikke om alt for mørke virkelighedsbeskrivelser, og jeg finder det urealistisk, hvis man beskriver personer som kun negative og livet som alene mørkt. Mens vi er her lever vi jo for hinanden. Mine noveller er nok lidt triste og personerne følsomme og udsatte, men det skyldes jo tab og forventningen om tab, der jo er den anden side af alt det positive: kærligheden, venskabet osv. Og eksistensen af tab er jo ikke noget, man kan benægte, da alle mennesker nødvendigvis må opleve det.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Du nævnte angst. Er der en erfaring med angst bag dine noveller?

Uforståelighedens mentale baggrund

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Jo, det er der helt personligt, men forklaringen skal ikke strækkes for langt. I en periode i min ungdom led jeg af angst, og det er sandt, at angsten var en motivation for at begynde at skrive for alvor. Men mine noveller kan ikke reduceres til et udtryk for en angstdiagnose eller border line mentalitet, som man vist kalder det i dag. Nøgternt set har vi alle angst, eller rettere vi skulle egentlig alle have det. Truslerne mod vores eksistens er så ødelæggende og uforudsigelige, at det i sig selv er angstskabende. Nogen kan finde på at trykke på atomknappen. Jorden kan blive ramt af en meteor eller en supervulkan kan eksplodere, hvilket vil være ødelæggende for vores avancerede samfund og forårsage massedød, måske menneskehedens udslettelse, som det skete for dinosaurerne for 65 millioner år siden. Personligt kan vi uvarslet fra den ene dag til den anden blive ramt af sygdom og død. Vores kære kan dø eller forlade os. Vi kan ikke vide, hvornår vi blive forladt af venner og kærester. Vi kender aldrig vores medmennesker til bunds, knap nok os selv. Vores egne ønsker og ambitioner kan tage magten fra os og ødelægge den trygge verden, vi så møjsommeligt har opbygget. Vi kan være vores egen værste fjende. Alt dette ved vi godt, men vi ønsker ikke at tænke på det. Men i litteraturen kan vi i et kort øjeblik blive bevidste om den usikkerhed vi må leve med, og det kan måske, som Aristoteles formulerede det, skabe en katharsis gennem rædsel og medynk. Dette behov er almenmenneskeligt og vel egentlig baggrunden for al litteratur, og derfor behøves der ikke nogen psykisk diagnose for at skrive absurd litteratur.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Jeg tror, at en af de mest almindelige reaktioner på dine noveller er, at de ikke har nogen klar slutning. Hvad siger du til det?

Novellen bør være uforståelig og ikke en rebus med en på forhånd fastsat løsning

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Det tror jeg, at du har ret i. Jeg synes nu ikke, at der ikke er klare slutninger, men pointen kan ikke skæres ud i en klar morale eller pointe. Der er snarere tale om, at mine noveller slutter med et åbent spørgsmål, som jeg ikke kan besvare. Det mærkelige er, at der aldrig er nogle, der spørger mig om, hvad meningen er. Jeg har en læsning af dem alle, men der er aldrig nogen, der spørger. Alle mine noveller har en klar begyndelse, midte, vendepunkt og slutning. Men slutningerne har spørgsmålets karakter. Lille Cecilia blev fortabt i sin vildfarelse, men hvad det betyder, og hvordan det vil gå hende, det er et åbent spørgsmål. I ”Det sidste kys”, må man gå ud fra at Lea og Jacob har genfundet hinanden, men om de kommer til at dele en fælles oplevelse af det mærkelige Buenos Aires er igen bare et åbent spørgsmål. I ”Natascha” er læseren nok klar over, at de seksualiserede dukker aldrig kommer til at føle sig som mennesker, men er fanget i et evigt gentagende besværgelses-rollespil. Det egentlige spørgsmål er vel i hvor høj grad historien fungerer som et spejl på vores egen adfærd. Spørgsmålet er: Er vi som disse dukker? Er vi bare programmerede dukker, der gennemspiller den moderne forestilling om seksualitetens store betydning? Måske er seksualiteten i dag bare overdrevent italesat og skal placeres meget længere nede i behovspyramiden? Mine noveller skal ikke forstås som en form for rebusser, der er en løsning på. Og – helt ærligt – noveller, der har klare pointer, finder jeg kedelige. Der skal være noget, der får en til at tænke videre, og det er der kun, hvis der er noget, man ikke forstår.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Kan man sige, at dine historier er ment som en form for lignelser eller billeder på vores tilværelse?

Absurdisme er symbolisme

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Ja, helt klart. Man kan godt sige, at absurdisme er en form for symbolisme. Og konklusionerne må læseren selv drage, for jeg kender dem ikke. Det er bare spørgsmål, som bliver ved med at dukke op i mit hoved.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Som forlægger ville det nok være lettere at sælge dine mærkelige bøger, hvis der var tale om romaner. Hvorfor skriver du ikke romaner?

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Jeg har faktisk skrevet en, men indtil videre har jeg opgivet at forsøge på at få den udgivet. Det er en lang roman på ca. 300-400 sider. Den foregår i 1890’erne i København, dernæst i en lille by i det sydvestlige Sjælland og til sidst i Berlin. Som i novellen ”Barskabet” er det hele noget, der foregår inde i en mands hoved. I 2005 havde jeg romanen inde hos Borgen og fik en lang og pæn tilbagemelding, men med det forbehold, at de mente, at romanens mange sidehistorier satte hovedfortællingen i stå. Siden har jeg arbejdet med den flere gange, og jeg synes selv, at den er færdig, selv om alle problemer nok ikke er 100% løst og nok ikke kan blive det, hvis jeg ikke vil ødelægge romanens hele ide. Problemet er, at det er en eksperimenterende roman, der indeholder ledefigurens roman inde i romanen, og som bruger forskellige modernistiske fortællekneb, som f.eks. at lade romanpersonerne gøre oprør mod fortælleren, samtidig med at store dele af romanen, særlig førstedelen i København, er holdt i en bevidst slut-1800-tals-stil. Romanen er ikke skrevet over en standardlæst, og det gør den sværere at afsætte.

     Problemet er, at du som forlægger har sat stop for flere udgivelser af mig indtil videre, og hvis jeg henvender mig til et andet forlag er chancerne for at det bliver læst minimale … En 72-årig ukendt forfatter, der ikke har kendt sin besøgelsestid. Exelarklogikken vil med det samme erklære: tabsgivende udgivelse. Desuden er kravet om et krimiagtigt spændingsniveau ret dominerende i dag, og det kan romanen ikke leve op til.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Jeg beklager, men jeg er jo nødt til at vægte forlagets interesser frem for den enkelte forfatters.

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Det er klart. Jeg er helt med på problematikken.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Men hvis nu du skrev en seriøs spændingsroman. Hvorfor forsøger du ikke at skrive en roman i stedet for at blive ved med at arbejde inden for novellegenren? Noveller har jo ikke samme status som en roman. Der er mange, der har den opfattelse, at noveller bare er en forberedelse på det egentlige: romanen.

Novellen er en selvstændig kunstform

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Ja, den opfattelse er almindelig, men den er udtryk for en vildfarelse. Romanen og novellen er to vidt forskellige kunstformer, der kræver forskellige teknikker. Det er klart, at der er et større arbejde forbundet med at skrive en roman. Mange bolde skal holdes i luften. Det er en kompliceret konstruktion, hvor en masse elementer skal passe sammen i et flow, der har et vist spændingsmoment. Klart! Det er et krævende og langstrakt arbejde. Det er anderledes med novellen. Den kan skrives hurtigt, og der er ikke så mange detaljer, der skal passe sammen. Til gengæld skal den hurtigt i gang, og der fordres en høj grad af koncentreret disciplin og præcision. Selvom den gode novelle selvfølgelig skal kunne forstås på flere niveauer, så handler novellen dybest set om en enkelt situation og et enstrenget forløb. Historien slås an og så er den forbi, næsten før den er kommet i gang. Det er to helt forskellige kunstformer. Hvor novellerne udgør et samlet hele, kan novellesamlingen nærme sig romanen, men næppe helt. Dem der siger, at noveller ikke tæller, afskaffer med et slag vægtige forfatterskaber som Jorge Luis Borges’, Cortázas, Felisberto Hernández’, Peter Seebergs, Villy Sørensens, Alice Monroes etc. Man kan gøre listen lang. Synspunktet er ikke særlig vist, synes jeg. Hvis man sammenligner med musikken og bruger samme målestok (det er kun store værker – symfonier, operaer – der tæller) så afskaffer man lige Chopins nocturner, Schuberts lieder, Bachs Wohltemperiertes klavier, Schumanns små klaverstykker, Mendelssohn Bartholdys ”Lieder ohne worte” etc. Der dukker altid skøre ideer op, som dybest set har rod i en form for branding, som f.eks. da det blandt avantgardeforfatterne i 60’erne blev hævdet, at romanen var død, og da man på forfatterskolen for ikke så mange år siden fandt på at hævde, at novellen var død, for nu skulle der skrives kortprosa.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Når man skal forklare, hvorfor en forfatter skriver på en bestemt måde, kan man også se på, hvilke litterære værker, der har påvirket ham. Hvad er det for litterære hovedinspirationskilder, der har fået dig til at skrive så mærkeligt?

Det litterære inspirationsgrundlag bag de absurde og uforståelige noveller

Den nordiske baggrund

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Det er svært, men der er selvfølgelig nogle mønstre i min fascination, der har påvirket mig. Hvis jeg nu skulle svare på spørgsmålet: Du skal tilbringe resten af dit liv alene på en øde ø, og du må kun tage ét forfatterskab med. Hvilket ville du vælge? Her er jeg slet ikke i tvivl. Det ville ubetinget blive August Strindberg. Men jeg har svært ved at forklare hvorfor. Jeg opdagede Strindberg, da jeg var teenager og gik i gymnasiet, og siden har jeg haft periodiske flip med at læse ham. Jeg bliver foruroligende berørt af hans litteratur og af hans skæbne. Jeg tror, at det er hensynsløsheden, ilden, vildskaben og oprørskheden i hans tekster, der gør udslaget. I mine teenageår faldt jeg i det hele taget for de mere utilpassede forfattere som Strindberg, Gustav Wied og Herman Bang, og jeg var meget optaget af I.P. Jacobsens roman ”Niels Lyhne”. Niels Lyhnes ensomme vandring i Københavns gader en juleaften har jeg aldrig glemt.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

Men hvad med absurdismen i dine tekster. Hvor kommer den fra?

Baggrunde i det absurde teater og den absurde tradition

Forfatteren Sten Jacobsen:

Det absurde teater slog igennem, da jeg var dreng og teenager. Fernando Arrabals ”Fando og Lis”, Ionescos ”Næsehornet”, Pinters ”Køkkenelevatoren” bjergtog mig, og særlig husker jeg min optagethed af Jean Genets ”Stuepigerne”, som man stadig kan se i samme TV-teaterindspilning på Bonanza. Hvorfor jeg blev så optaget af det, er jeg aldrig helt blevet klar over, bortset fra, at det har noget med at være på kant med virkeligheden. Ellers har jeg været meget optaget af den russiske tradition, særlig Gogol, Dostojevskij selvfølgelig, Bulgakov og den nulevende ukrainer Andrey Kurkov. Den latinamerikanske tradition har også betydet meget, særlig Felisberto Hernández, Borges, Sábato og Cortázar. Og som en selvfølge: hele traditionen fra Kafka og særlig som den kom til at forme sig i Danmark med Villy Sørensen og Peter Seeberg. I de senere år har japansk litteratur optaget mig meget. Jeg tror, at det er fordi den japanske kultur giver et andet prisme at se verden igennem. Kort og godt har jeg altid været optaget af det skæve og utilpassede, men hvorfor ved jeg dybest set ikke. Min bedste ven i gymnasietiden sagde engang til mig: ”Du skal passe på med ikke at overtage dine yndlingsforfatteres neuroser.” Måske var det et godt råd, som jeg ikke fulgte.

Forlæggeren Sten Jacobsen:

   Egentlig kan man vel sige, at din isolerede litterære position er meget godt i overensstemmelse med dine gamle litterære forbilleders skæve forhold til virkeligheden, kan man ikke?

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Ha, ha. Jo, det kan man måske godt sige, så måske er alt bare i den skønneste orden.

Om “Blind trappe”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=977

Kort om novellegenren: https://faktalink.dk/novelle