Om absurdisme og novellerne i “Blind trappe” og andre andre værker, der afviger fra realismen

Den gamle mester fra det absurde teaters tid, Fernando Arrabal, nægtede hårdnakket, at han skulle tilhøre en genre, som blev kaldt det absurde teater. Denne benægtelse er nok ikke helt ualmindelig for forfattere. Deres værker kommer jo indefra, fra en indre nødvendighed. Selvom det er sandt, at forfattere påvirker hinanden, skyldes mange lighedspunkter givetvis tidstypiske udtryk for det kollektive ubevidste. Det er herfra forfatterne uafvidende henter deres inspiration. Som Kafka formulerede det, så er skriveprocessen dybest set en form for bøn. Dermed er den underlagt kræfter, der ligger uden for vores kontrol.

Det absurde teater som genre

Men selvom Fernando Arrabal benægtede tilhørsforholdet til det absurde teater, så var der for en udenforstående ingen tvivl om lighedspunkterne. De var så indlysende, at man selvfølgelig kunne tale om en genre, som Fernando Arrabal så åbenlyst tilhørte. En ting var afskaffelsen af det naturalistiske teaters dagligstue, det nøgne, uvirkelige teaterrum med kun et minimum af installationer. Dertil kom den ofte forvrøvlede dialog, de fantastiske elementer, som i Eugéne Ionescos Næsehornet, hvor mennesker epidemisk bliver forvandlede til næsehorn. Den evige kredsen om eksistensens mørke og absurde undergrund var også et centralt element. Alle disse træk gjorde det indlysende for tilskueren, at der var tale om et nyt teater, som man kunne kalde det absurde teater.

Genrebetegnelser er selvsagt funktionelle, når vi som læsere skal orientere os om, hvad det er for en bog, vi har fået i hånden. Bjerget af bøger er så omfattende, at ingen kan opnå bare at få læst en mikroskopisk del af den samlede bogmængde.

Al litteratur er samtidig

Menneskehedens litterære verden er en verden, der går på tværs af tid og rum. De gamle græske tragedier, Shakespeares dramaer og Strindbergs, rækken af centrale værker op gennem tiden er alle samtidige. De siger noget centralt om menneskesindet, og de indgår i vores kollektive historie. Menneskets følelsesliv har ikke nogen tidsfornemmelse. Som i det enkelte menneskes liv, hvor tidligere oplevelser dybest set er levende nutid, således er menneskers kulturelle produktion også nutid. Dermed kan man lige så godt opgive at få læst det hele. Genrebetegnelserne kan opfattes som et slags kulturelt kompas, når vi på jagt efter mening forsøger at orientere os i jagten på den næste bog, der kan udfordre os.

Mine novellesamlinger og begrebet absurdisme

Jeg foretrækker selv at kalde historierne i min novellesamling Blind trappe for absurde noveller. Men genrebetegnelsen for den slags noveller er tydeligvis meget uklar og svingende.

Novellerne og begrebet magisk realisme

Nogle har karakteriseret novellerne som magisk realisme, men det er de i min optik absolut ikke. Den magiske realisme voksede vist nok ud af socialrealismen særlig i Latinamerika. Vægten var på det realistiske, men med inddragelse af folkelige magiske og religiøse forestillinger, som kom til at sameksistere helt konkret og fysisk med den reale verden. Novellerne i Blind trappe er langt fra traditionel realisme, og der er ikke elementer af gamle folkelige og magiske forestillinger. Det eneste fællestræk er, at der i novellerne også optræder elementer af noget uvirkeligt, som om det var en naturlig del af den virkelige verden. Men dette gælder netop også den klassiske absurdisme, som den f.eks. kommer til udtryk i Kafkas novelle ”Forvandlingen”. Her vågner Gregor Samsa en morgen pludselig op, og som den mest naturlige del af verden er han blevet en bille. Disse stiltræk genfindes i forskellige grader i mine danske forbilleder, Villy Sørensen og Peter Seeberg, eller i andre af de verdenskendte af slagsen, Gogol, Bulgakov, Cortázar, Borges etc.

Absurdismen og sindets dybder

Det centrale i disse absurde, eller sære noveller, som Villy Sørensen kaldte dem, er, at der ofte kredses om dybdepsykologiske problemstillinger. Der er tale om kræfter i sindets dybder, der kun meget vanskeligt lader sig indfange af realismens litteratur. Mange har kaldt denne litteratur for fantastisk, ikke at forveksle med fantasy, hvor der optræder feer, trolde og den slags. I den fantastiske litteratur kan verden opføre sig på måder, der ikke forekommer i virkeligheden. Her befinder vi os i et univers, der ofte kan ligne drømmens verden, som jo netop opererer med andre og svært gennemskuelige logikker end den vågne verdens. Derfor er sløringen af afstanden mellem drøm og virkelighed et centralt element i samlingens historier.

Surrealisme eller absurdisme?

Af samme grund er der også nogle, som har kaldt dem surrealistiske. Det giver med hensyn til sløringen af afstanden mellem drøm og virkelighed fint mening. Men surrealisme leder også tankerne hen på automatskrift og sproglige eksperimenter, der ikke er underlagt fornuftens kontrol. I den klassiske absurde historie er det historien, der er mærkelig og ikke sproget, og der er tale om en klart konstrueret fortælling. I Blind trappe ligger vægten helt entydigt på historien. Den skal være klar og gennemskuelig, men underliggjort og mærkværdig. Sproget skal være smukt og velklingende, men i øvrigt ikke gøre væsen af sig. Det klare og nøgterne sprog skal stå i en modsætning til uhyrlighederne, der foregår i de grumme historier. Netop derved bliver uhyggen desto større. Idealet er Aristoteles’ gamle forestilling om at opnå katharsis gennem rædsel og medynk.

Blind trappe er klassisk absurde noveller

Af disse grunde vil jeg kalde de fleste af historierne i Blind trappe for klassisk absurde og lettere surrealistiske noveller. Man kunne også kalde dem fantastiske historier, men i dag kan det let skabe misforståelser pga. den position, fantacy har fået. Nogle af historierne i Hvem kan gøre en dukke fortræd? og Hulter til bulter overholder realismens regler; men de ikke formulerede psykiske kræfter, der er på spil, giver dem alligevel en forsigtig absurd tone. Dette ville i sig selv få mange anmeldere til at bruge ordet absurdisme, som det f.eks. er tilfældet i anmeldelser af Helle Helles noveller.

Blind trappe og grotesken

Man kunne også kalde nogle af historierne i mine novellesamlinger for groteske historier, fordi nogle af de ting, der foregår, ud fra en dagligdags logik forekommer groteske. Men grotesken er for mig at se en afgrænset genre, der henter inspiration fra Rabelais ”Gargantua”, Alfred Jerrys ”Kong Ubu” og lignende værker. Her er tilværelsens grimme elementer i centrum, velsagtens for derved at skabe en katharsis. Personligt vil jeg nødig identificeres med denne genre. Tilværelsen er i min optik en kompliceret blanding af positivt og negativt, smukt og grimt, grumhed og medlidenhed.

Men måske er hele denne øvelse forfejlet? Grundlæggende er hvert værk et univers i sig selv, hvad Fernando Arrabal vel egentlig mente.

Se “Blind trappe”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=977

Se: “Hvem kan gøre en dukke fortræd?”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=1347

Se: “Hulter til bulter”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=2084

Se: “Uforstandige historier”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=2531

Se romanen: “Vejen til Berlin”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=2372

Om det absurde teater: https://denstoredanske.lex.dk/absurd_teater?utm_source=denstoredanske.dk&utm_medium=redirectFromGoogle&utm_campaign=DSDredirect

Litteratur:

Martin Esslin: “Det absurde teater”, Rasmus Fischers forlag, 1968