Børns Vilkårs italesættelse af børneofre

Børns Vilkårs italesættelse af børneofre trives fint i en atmosfære af moralsk panik. For når den kollektive angst hersker, styrkes eksistensberettigelsen – og pengene strømmer ind.

Af Sten Jacobsen, cand.mag. i samfundsfag og historie

Hvorfor bliver jeg så ubehagelig til mode, når Børns Vilkårs reklamer igen og igen invaderer min facebookside? Børns Vilkår skulle jo være en god organisation med et godt formål.

Ifølge den private organisations hjemmeside er dens indsatsområder: omsorgssvigt, psykisk mistrivsel, skolesvigt og digitale svigt. Svigt er jo en skidt ting, som bør afhjælpes – så hvorfor sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at noget er helt og aldeles galt?

Børns Vilkårs følelsesmanipulerende reklamer

Hvis man ser på de følelsesmanipulerende reklamers indhold, efterlades man med to hovedindtryk: Børn har det skidt i danske familier. Og organisationen har hårdt brug for penge til at hjælpe de mange børneofre.

Det fremgår allerede af organisationens hjemmeside. Et billede af et trist barn, der tilsyneladende lige har grædt, ser frem for sig med håbløsheden malet i ansigtet. ”Sammen stopper vi svigt”, står der. ”Børns Vilkår arbejder for at sikre, at ingen børn i Danmark bliver svigtet. Vær med til at stoppe svigt.”

Man føler sig beklemt om hjertet og griber umiddelbart ud efter pungen, når man opfordres til at støtte.

Nu er det jo ikke illegitimt for en organisation med et smukt formål at samle ind. Men står det virkelig så slemt til landet over, som propagandaen fra Børns Vilkår antyder?

Det er en kendt sag inden for sociologien, at i det øjeblik en organisation oprettes med et bestemt formål for øje, vil organisationen samtidig få et sekundært sigte: at forsvare og styrke sig selv. Hvis en organisations formål synes opfyldt, vil den som regel omdefinere sit mål frem for at nedlægge sig selv. Det sker heller ikke sjældent, at selvopretholdelsesdriften med tiden trumfer de officielle formål.

Ifølge Wikipedia havde Børns Vilkår i 2018 knap 100 ansatte, 600 aktive frivillige og 25.000 faste støtter. Det er klart, at de ansatte skal aflønnes, og det kræver en stabil strøm af støttekroner. Det er der ikke noget odiøst i, men midlerne er ikke ligefrem sarte.

I den video, der på det sidste spammer mit facebookfeed, så jeg aldrig får fred, følger en serie billeder med tekst under:

 

”Når han endelig tager mod til sig og ringer”

“Når det endelig er sikkert at ringe”

“Når hun bare ikke kan klare mere”

“Hver gang et barn forsøger at ringe til os”

“Kan du hjælpe os med at være der”

“Flere børn end nogensinde ringer for at få hjælp”

“Hjælp os med at svare deres kald. Klik på linket og støt Børnetelefonen.”

Teksterne er illustrerede med billeder af triste og grædefærdige børn. I tekst nummer 5 er der et fotografi af en lyttende kvinde. I sammenhængen fremstår hun som den eneste voksne, der lytter til de mange børn fra undertrykkende familier fulde af terror og frygt.

Børns Vilkårs ekstreme syn på børn og familie  

Det er lettere at appellere til følelser end til fornuft. Men en vis form for etik i midlerne kunne man vel forvente af en humanitær organisation med så ædelt et formål? Burde en organisation som Børns Vilkår ikke reflektere over sine metoder, når vi samtidig har en statsminister, der gik til valg på at ville tre-firedoble antallet af årlige tvangsanbringelser til 50.000? (Ja, tallet er trukket tilbage, men nej, det lader ikke til at have ændret den underliggende tendens.)

Nedenunder fortællingen om de mange børneofre ligger en underforstået fortælling om danske familier som ukærlige og dysfunktionelle. Og meget tyder på, at Børns Vilkårs fremstilling af børneofre og dysfunktionelle familier ikke blot har det gustne formål at samle penge ind.

Der er tydeligvis også noget ideologisk på spil. Det er en ideologi med rod i en grundantagelse om børns natur, som i sig selv fremmer forestillingen om voksnes idelige overgreb på uskyldige børn.

På Børns Vilkårs hjemmeside kan man læse den filosofiske antropologi, der ligger til grund for organisationens virke:

 

”Børn er mennesker med ligeværdige rettigheder”

“Børn udvikler sig i fællesskaber”

“Børn har brug for at blive set, hørt og forstået”

“Det er de voksnes ansvar at hjælpe med at løse børnenes problemer”

Her vil det overvældende flertal i Danmark nikke ja. Men efter på denne måde at have sparket åbne døre ind, kommer så de problematiske udsagn. De afslører den radikale filosofi, der ligger bag Børns Vilkårs virke:

”Børn er kompetente”

”Børn er eksperter i eget liv”

”Børn kan have et problem, men de er aldrig deres problem”

Flere spørgsmål blafrer i vinden ved disse tre udsagn. Er børn kompetente og eksperter i eget liv i alle aldre? Eller hvornår bliver de kompetente?

De fleste anbringelser sker i de tidlige teenageår, hvor børn af egen drift er på vej ud i livet. Her træffer de store børn selvstændige eksistentielle valg. Men er en 14-årig i stand til modent at vurdere de langsigtede konsekvenser af alle sine valg? Er en 7-årig? Er en 3-årig?

Er kriminelle unge eksperter i eget liv, som ikke må modsiges af deres forældre? Kriminalitetsfrekvensen er jo markant højere i de unge år.

Hvad med børn, der driller eller slår andre børn – er de også kompetente eksperter, hvis valg ingen bør undsige?

Er de børn, som ikke læser lektier, kompetente eksperter i, hvad der er bedst for dem? Er de børn, som saboterer undervisningen, uimodsigelige eksperter? Her vil Børns Vilkår nok mene, at det hele er forældrenes skyld. For synspunktet er tydeligvis, at når børn har det dårligt, så har de været udsat for omsorgssvigt. Andre muligheder gives ikke.

Se på Børns Vilkårs hjemmeside (dette link indsat 7/2 2023): https://bornsvilkar.dk/om-boerns-vilkaar/vaerdier/boernesyn/

Forklaringernes ensidighed og arven fra Rousseau

Det kunne måske også skyldes andre børns drillerier? Eller det kunne skyldes noget indre i form af endogene patologier? I sin iver efter at opmale børnene som uskyldsrene ofre med hjælp behov, placerer Børns Vilkår skylden for alt ondt hos forældrene. Det flugter fint med regeringens udtalte ønske om at fjerne flere børn tidligere fra forældrene og måske sågar tvangsadoptere dem.

Selvfølgelig findes der små og store børn, der bliver udsat for omsorgssvigt og krænkelser. De skal nødvendigvis hjælpes. Men langt de fleste børn, der bliver fjernet fra deres familier, er teenagere, der er midt i en naturlig og sund, men ofte også svær løsrivelsesproces.

Tilsyneladende definerer man enhver problematisk adfærd hos mindreårige som et udtryk for forældrekrænkelser. Man tager ikke teenagerens egne eksistentielle valg i betragtning. Derved underminerer man godt nok forestillingen om, at børn altid og i enhver situation er kompetente eksperter i eget liv. Den slags selvmodsigelser er ideologier ofte blinde for.

Børn gøres i denne filosofi til renfærdige og gode væsener, som ikke har ondt skabt i sig. Barnlig ondskab, som enhver kan iagttage i det virkelige liv, må skyldes dårlig indflydelse udefra. Og forældrene er tidens syndebukke, når skylden skal placeres.

Opfattelsen af det renfærdige barn er en ekstrem udgave af traditionen fra Rousseau. Opfattelsen var almindelig i ungdomsoprørets samfundskritik tilbage i tresserne og halvfjerdserne. Det var dengang, alting skulle være politisk, og der foregik en kulturrevolution fra en pligtmoral til en lystmoral.

Men tænk nu, hvis børn faktisk har behov for opdragelse for at opføre sig ordentligt? Og tænk, hvis forestillingen om barnet som kompetent ekspert i eget liv er en kollektiv vildfarelse? Måske er den en utopi, som ikke vil føre til andet end ulykker.

Regeringen Mette Frederiksens utopi  

Statsminister Mette Frederiksen vil gerne sikre sig, at alle har lige store muligheder for at kravle op ad karrierestigen. Men ingen er født ens, og alle påvirkes af omgivelserne under opvæksten. Det er en totalitær utopi at forestille sig, at alle skal have den samme opvækst. Utopier kan ikke realiseres. Der kommer tragedier ud af troen på utopier. Historiens spejl skulle være tydelige nok.

Og hvordan kan det være, at en regering, der vil øge antallet af tvangsfjernelser, i den grad ignorerer de problemer, som kommunernes anbringelsesprocedurer er behæftede med? Tænketanken Justitias kritik af de mange fejl i sagsbehandlingen er entydig, og medierne er fulde af horrible sager.

Børn fjernes fra velfungerende familier. Det sker på baggrund af rene misforståelser og for småting, som alle forældre kan gøre sig skyldige i. Den, der som jeg har været bisidder i en børnesag og har fået aktindsigt, kan ved selvsyn se, hvor lemfældig sagsbehandlingen er.

Det er umuligt at overse, i hvor høj grad sagsgangen er styret af en primitiv forestilling om kampen mellem det gode og det onde. Retssikkerheden i børnesagerne er en by i Rusland.

Kriminalstatistikkens falske tale

En medhjælper hos Børns Vilkår kan se sig selv som den gode ridder i kamp mod mindreværdige forældre, som gør alting forkert. At forestillingen om de mange overgreb og svigt formodentlig er en kollektiv vrangforestilling – det ikke så meget som overvejer organisationen tilsyneladende.

På Fanø steg antallet af underretninger fra 10 i 2014 til 130 i 2019. Det kan næppe skyldes andet end et kollektivt hysteri at dømme ud fra det absurde grundlag i den sag, som har været i medier landet over.

Personalet omkring børn i skoler og institutioner risikerer fængselsstraffe, hvis de ikke underretter noget, som de burde have underrettet om. Institutionsledere er begyndt at fortælle offentligt om, at der bliver set skævt til dem, hvis de slet ikke har noget at “underrette” om. Sagt på en anden måde: Der opereres med underforståede kvoter. Der skal død og pine være noget galt overalt.

Antallet af indberetninger er også stigende på landsplan. 1 2015 var der 97.000 underretninger om 59.000 børn. I 2018 var det steget til 127.000 underretninger om 75.000 børn. Der sker altså 348 underretninger om dagen i Danmark .

Som i al kriminalstatistik er der et mørketal. Blandt kriminologer er det en almindelig antagelse, at flere anmeldelser sagtens kan dække over en faldende kriminalitet. Det forhold, at pædagoger og lærere har en “skærpet underretningspligt” med strafansvar for ikke at anmelde, hvad anmeldes skal, kan ikke andet end øge anmeldelsernes mængde.

Det tragiske er, at det også ødelægger tillidsforholdet mellem pædagoger og forældre. Også det er institutionerne selv begyndt at melde om i pressen.

Og når det er problematisk for institutioner ikke at have noget at melde om, og den øverste politiske magt i landet puster til den moralske panik med dens forestillinger om overgreb og svigt i alle hjørner og kroge – så er det overvejende sandsynligt, at den øgede mængde af indberetninger er et oppustet fænomen styret af kollektiv angst.

Ikke et ord om familier

Det er svært at kalde den siddende regerings politik på børneområdet andet end ekstrem. Først går statsministeren til valg på at ville skille et kolossalt antal børn fra deres forældre. I stedet skal de bo på institutioner eller hos andre voksne.

Derpå bruger Mette Frederiksen broderparten af en nytårstale på at plædere for, at statsmagten skal splitte danske familier ad – og gerne så tidligt som muligt. Statsministeren vil fratage et betragteligt antal børn den vigtige forældrekærlighed. Den hvor barnet er unikt. Den hvor barnet ikke er en arbejdsopgave, men produkt af kærlighed og genstand for kærlighed.

Statsministeren anlægger udelukkende en ekstremt individcentreret vinkel. Ikke et ord om familien. Hun erklærer populistisk, at hun altid er på børnenes side. Hun italesætter misvisende de familier, som rent faktisk får taget deres børn, som misbrugere og voldsmænd. I virkelighedens verden er det meget sjældent sandt.

Normalt vil man vurdere konkret fra sag til sag, hvem der har ret, og ikke beslutte det på forhånd. Men for statsministeren har barnet altid ret – og det er statsmagtens repræsentanter, som fortolker barnets røst. Og her er vi ved kernen i den herskende ideologi.

Børns Vilkår fremmer moralsk panik

Problemet med Børns Vilkår er, at organisationen har et ekstremt værdigrundlag, som går fint i spænd med statsministerens udnyttelse af en galopperende kollektiv frygt. Hvordan kan organisationen da fungere med “neutrale”, “professionelle” bisiddere for børn i børnesager?

I funktionssociologien ser man på en organisations indvirkning på omgivelserne. Børns Vilkår er i den aktuelle konjunktur gået fra at være en organisation, der forsvarer børn, til at være en organisation, der lever af at producere børneofre. Det gør den hånd i hånd med socialforvaltningen ved at støtte op om, at det offentlige splitter helt almindelige familier ad i en heksejagt på sagesløse forældre.

Heksejagten skaber frygt langt uden for de splittede familier. Enhver må frygte, at børnehavepædagogen kan misforstå noget, som børnene siger, og lave en “underretning”. Når den moralske panik vinder frem, er alle under anklage. Og hvis først man bliver anklaget – så er man på herrens mark i et system uden retssikkerhed.

 

Kommentarer til artiklen 20/6 2020

Ovenstående artikkels historie

Denne artikel blev først sendt til Politiken, derefter til POV. Samme artikel blev i let omarbejdet udgave sendt til POV den 23/5. Den blev tilsyneladende i første omgang antaget under forudsætning af, at Børns Vilkår kunne lave en replik. Dette var jeg selvfølgelig med på. Meningen er at rejse en debat om den kollektive panik, der ligger til grund for regeringens politik på børneanbringelsesområdet, og som Børns Vilkår i dagens konjunktur, kommer til at fremme. Der skete dog ikke noget, og da jeg den 24/6 spurgte, hvordan det gik, fik jeg den 30/6 et afslag. Man kan kun gisne om, hvad grunden for dette meget sene afslag er, men min klare vurdering er, at ingen aviser tør tage emnet op. Det er inden for den acceptable ramme at kritisere børneanbringelsesområdet juridisk, men en analyse af de mentalitetsmæssige baggrunde for den kollektive panik på området tør ingen at tage.

Mens min artikel har ligget inde hos POV, har Børns Vilkår fjernet den omtalte kampagne og erstattet den med en, hvor man nu skal bage for børn. Det er en klar forbedring, men det ændrer ikke ved kernen i artiklens kritik af den virkning, organisationen har på den moralske panik på området.

Dem 9/7 2020 så jeg den reklame, som jeg kritiserer i ovenstående artikel brugt som reklame på TV2. Den stærkt følelsesmanipulerende reklame er altså stadig i brug, og artiklen er på alle punkter stadig aktuel. Senere i juli måned begyndte den igen at optræde på min facebookside, og uafrystelig er den stadig her den 6/8 en næsten daglig ubehagelig irritation.

Modstand mod viden og insisteren på følelsens overlegenhed

Enhver kultur har sine blinde pletter. Generelt er vi mennesker primært interesseret i at beskytte egne holdninger og de centrale værdier og normer, der er knyttet til disse. Disse helt centrale holdninger er en del af vores identitet. Viden, der bare svagt truer med at underminere vores værdier, har vi det med at forkaste, før vi stifter bekendtskab med argumentationen. De værdier, der ikke skal pilles ved er tydeligvis den individuelle selvudfoldelse og lighedsfilosofien. Derfor ingen omtale af familien, derfor troen på børns fundamentale godhed og forældres omsorgssvigt, derfor den lettere mandehadende insisteren på de feminine værdier: følelsens dominans over iagttagelse og logisk argumentation.

Se Den grusomt gode stat: https://www.stenjacobsen.dk/?p=2033

Når den kollektive vildfarelses tigre slippes løs

Slawomir Mrozek (1930 – 2013) var en polsk dramatiker, som spiddede det totalitære regimes overgreb med sine stykker i den humoristisk absurde stil. Han dukkede op i det kommunistiske Polen under Gomulka. Det forunderlige er, at stykker af de to østeuropæiske absurdister, Slavomir Mrozek fra Polen og Waslaw Habel fra Tjekkoslovakiet, i dag kan sige borgere i det vestlige demokrati så meget. For også her kender vi meget vel til, når den kollektive vildfarelses tigre slippes løs.

Cirkulæret af Waslaw Habel

I Cirkulæret af Waslaw Habel fra 1965 (det blev sendt som dansk TV-teater i 1968) bliver et kontor udsat for forandringsledelse for fuld udblæsning. Nogle har fået den fikse ide, at det vil forenkler de administrative procedurer og gøre dem mere præcise, hvis kommunikationen foregår på et nyskabt kunstsprog tydepe. De ansatte kommer på sprogkursus, og det glade vanvid spreder sig indtil det endelig sammenbrud og den efterfølgende erkendelse af, at tydepe var en misforståelse, der grundet sin vanskelighed og stigende mangel på præcision umuliggjorde de administrative procedure. Man vælger at genindføre det ”elskede modersmål” blot for at opdage, at et nyt kunstsprog er ved at blive indført. De administrative reformer lever åbenbart deres eget liv og er ikke til at stoppe.

Cirkulæret og New Public Management

Det forunderlige er, at dem af os, der siden slutfirserne har været udsat for New Public Management og HR-ledelses realiserede absurde teater, fungerer stykket som en perfekt parodi på netop denne ledelse, som endnu ikke var opfundet, da stykket blev skrevet. Der må være nogle strukturelle ligheder mellem det kommunistiske ledelsesregime og nyliberalismens, som New Public Management udsprang af. Nyliberalismen er på flere strækninger et dybt totalitært system med en stærk ledelsesdisciplinering af medarbejderne gennem begreber som værdiledelse, forandringsparathed og selvledelseskompetence samt ledelsesværktøjet medarbejderudviklingssamtaler, hvor det private ikke længere er privat.

Forandringsledelsens evigt nye påfund er et belastende vilkår i den offentlige sektor.

Peter Ohays martyrium og symbolpolitikken

I Slawomir Mrozeks teaterstykke Peter Ohays martyrium fra 1959 er det systemets italesatte vildfarelser, der trumfer den iagttagelige virkelighed. I stykket slippes den kollektive vildfarelses tigre løs i den fredelige småborger Peter Ohays eget lille hjem, hvor han i begyndelsen af stykket fredeligt sidder og læser sin avis og er omgivet af sin kone og tre børn. Stykkets handling sættes i gang, da han overraskende får besøg af en embedsmand, som er blevet ”bemyndiget til” at gøre ham opmærksom på, at der i hans badeværelse ”har slået sig en frygtelig menneskeædende tiger ned.” Det er ”forbundet med den største livsfare at gå derind,” får han at vide. Da Peter Ohay ler over denne absurde påstand, præsteres han for den officielle bekendtgørelse med stempel og det hele, og så må tigeren jo være der. Kort efter får Peter Ohay besøg af en skatteopkræver, der vil beskatte den tiger, som han jo netop har indrømmet, at han har. Herefter dukker en videnskabsmand op, som slår sig ned i hans lejlighed for at udforske fænomenet. Videnskabsmanden følges af underholdningsbranchen i form af en cirkusdirektør, som vil forlægge cirkusforestillingerne til Peter Ohays lejlighed, grundet den store interesse i Peter Ohays tiger, og samtidig invaderes lejligheden af en gammel jæger, som hævder, at han har fået færten af tigeren. Til sidst får Ohay besøg af en lærer, der viser eleverne rundt og fortæller dem om tigre, og som klimaks kræver udenrigsministeriet under slet skjulte trusler at Peter Ohay giver en maharaja, som diplomatiet har en del besvær med, lov til at gå på tigerjagt i hans lejlighed. Dette kommer til at besegle Peter Ohays skæbne, for da maharajaen bliver utålmodig, presses Peter Ohay til at gå i bad for derved at lokke tigeren frem. Kort efter høres der skud ude fra badeværelset og med ét forlader alle gæsterne lejligheden. Man fornemmer årsagen: Peter Ohay er blevet skudt i stedet for den indbildte tiger.

Symbolpolitiske løsninger af indbildte problemer kræver jo sine ofre.

Cirkulæret og nutidens kollektive angst for omsorgssvigtere og krænkere

Som i tilfældet med ”Cirkulæret” virker stykket underligt aktuelt, selvom det blev skrevet helt tilbage i 1959. I nutidens danske virkelighed behøver man bare at udskifte ordet tiger med ord som omsorgssvigt og krænker. Aktuelt har vi en statsminister som gik til valg med et fromt måltal på børneanbringelsesområdet (måltal var noget man havde i det planøkonomiske Sovjetunionen!) Der skulle ske en firedobling af børneanbringelserne, så man – slag på tasken – skulle anbringe 50.000. Det ville selvfølgelig koste kassen og bremse for andre reformer, men når man nu har set lyset. Uden at ryste på hånden vil vores statsminister gribe ind i det inderste af privatsfæren, der reelt vil splitte familier, gøre familierne endnu mere sårbare over for falske og intrigante anmeldelser fra naboer, fjendtlige familiemedlemmer, pædagoger som misforstår børns udsagn. Det sker allerede i dag, og det sker i et system, hvor tænketanken Justitia har konkluderet, at systemet er fuld af fejl og som en konsekvens foreslår, at sagsbehandlingen fjerens fra kommunerne. Mette Frederiksen sagde undskyld til Godhavnbørnene for de overgreb, der skete mod børnehjemsbørnene i 50’ernes Danmark. Det er let at sige undskyld for noget, man ikke selv er skyld i. Mette Frederiksen har det politiske ansvar for de overgreb, der i dag sker mod familier. Men der er ikke antydning af medfølelse med de mange forældre, der på usikre og forkerte grundlag mister det vigtigste i deres liv, deres børn, eller som bliver mistænkeliggjort og skal leve med en ikke afsluttet sag. I dette system er det jo som i hekseprocessernes tid: Er man først anmeldt, så er det mere end svært at blive frikendt. Har Mette Frederiksen slet ingen empati med de lidelser, hendes politik forårsager, eller har hun bare ikke politisk råd til det, da det vil skade italesættelsen af hendes politik? Som en af de tidligere Godhavn-drenge sagde til Mette Frederiksen: ”Smerten og minderne forsvinder aldrig”. Det gør det givetvis heller ikke for de forældre, der ofte uretmæssigt og helt tilfældigt får frataget deres børn, fordi Mette Frederiksen ser en politisk fordel i at italesætte frygt, som hun efterfølgende satser på at behandle symbolpolitisk.

Når den kollektive vildfarelses tigre slippes løs, er vi alle på Herrens mark.

Om Slawomir Mrozek: https://culture.pl/en/artist/slawomir-mrozek

Astrid Krags selektive uopmærksomhed

Svar til Astrid Krags indlæg i Politiken 15/1 2020: ”Vi hjælper ofte for sent og for dårligt, når børn bliver svigtet”

I artiklen forsvarer Astrid Krag sig mod Susan Knorrenborgs kritik af de mange fejl i sagsbehandlingerne på børne- og ungeområdet. ”Vi skylder hinanden at være præcise,” skriver Astrid Krag og nævner, at 98% af alle ”påklagede tvangsanbringelser” bliver stadfæstet af Ankenævnet.

Astrid Kragh vil gerne være præcis og nævner at 98 af alle tvangsanbringelser bliver stadfæstet i Ankestyrelsen. Astrid Kragh kunne også være præcis og omtale undersøgelsen i 2017 af Københavns kommune, der viste, at der var 77 fejl i 77 sager, og hun kunne nævne Frederiksbergsagen samt Justitias kritik. Der er jo ikke meget, der tyder på, at det er blevet bedre siden 2017. Jeg var selv for nylig bisidder i en enkelt sag i Ankestyrelsen, og der var jeg vidne til at bilagsmaterialet som Børne og Ungeudvalget sendte til styrelsen virkede påfaldende underbelyst. Mørkelygten var blevet flittigt brugt, så de dokumenter, der støttede moderen var siet fra og måtte eftersendes af hende. Det virker stærkt på en gammel lektor i samfundsfag, som har lært sine elever, at en sag skal belyses fra alle relevante sider, at blive udsat for en offentlig forvaltning, der virker så partisk. Er Astrid Kragh ikke også minister for de forældre, der uretmæssigt får tvangsfjernet deres børn? ”Vi står altid på barnets side”, er regeringens slogan. Normalt vil man vurdere i den enkelte sag. Astrid Kragh nævner overvægten af sene anbringelser og siger dermed reelt, at en teenager altid har ret over for sine forældre. Prøv lige at lade den stå et øjeblik.

Astrid Krags vilje til selektiv læsning af kronik

Ensidigheden går igen i Astrid Krags optræden. På Justitias konference for nylig, som jeg deltog i, byggede Astrid Kragh sin argumentation alene på Amandacasen og en kronik i Politiken den 23/11 2019 skrevet af tidligere anbragte. Astrid Kragh kunne også have nævnt den kendte fejlanbringelsessag fra Frederiksberg, hvor datteren trods sit ønske ikke kunne komme tilbage til sin mor, og hun kunne have nævnt de elementer i Politiken-kronikken, som hun let og elegant sprang over, fordi de ikke passede ind i hendes politiske projekt. Her er et par eksempler:

” Vi er vokset op med folk, hvor vi er deres arbejde. Vi vidste, at vores plejeforældre fik penge for at have os boende … Nogle af os kunne indimellem føle os som et stykke papir, der gav folk en indtægt. Vi stolede ikke på voksne. Heller ikke på sagsbehandleren eller pædagogerne.”…

”Mange af os oplever, at vores sagsbehandlere ikke kender os og ikke lytter til os. Det er, som om vi bliver interviewet hele tiden … Man mister tilliden til dem … de fortæller ting videre til plejefamilien eller til kommunen. Så kan en fjer blive til fem høns, fordi man kom til at sige ting, der blev misforstået. Og man holder op med at sige tingene, som de er.”…

” Når man bliver anbragt, bliver man en brik i et større spil.”

Er en formel institutionsrelation virkelig bedre end en personlig forældre-barn relation?

Hvad med at Astrid Kragh og den socialdemokratiske regering satsede på at reformere systemet, inden man begynder at forøge anbringelserne? Men det er nok ikke opportunt for en regering, der har valgt børneområdet som politisk profitabelt indsatsområde. Så hellere splitte familier og begå overgreb på forældre.

I Deadline nægtede Astrid Kragh også at forholde sig nøgternt til tallene. Det er faktuelt, at anbragte børn klarer sig endog meget markant værre end ikke-anbragte. Ingen af os ved med sikkerhed hvorfor, men det gør Astrid Kragh: det er fordi de ikke er anbragt tidligt nok. Men den mest sandsynlige teori er jo nok, at årsagen netop er fordi de er anbragte. Og hvis det er rigtigt, så vil regeringens politik have negative sociale konsekvenser.

Som de tidligere anbragte antydede i Politiken-kronikken, så er det for børn problematisk som et nummer i rækken at være objekt for lønarbejde og ikke som et unikt væsen at blive centrum for forældrekærlighed.

Den store gåde er, hvordan socialdemokratiet forestiller sig, at en formel institutionel relation er bedre end en personlig forældre-barn relation. Hvorfor er hovedsigtet at splitte i stedet for at forsone og samle?

Astrid Krags selektive uopmærksomhed er en populistisk spillen på kollektiv frygt

Den socialdemokratiske politik på dette område er udtryk for en ubehagelig og populistisk spillen på en kollektiv frygt, som pirres og tales op, og lur mig, om man ikke i fremtiden vil komme til at sige undskyld for den overvældende mængde af overgreb, der skete under regeringen Mette Frederiksen.

Jeg savner det parti, som jeg det meste af mit liv har stemt på, og som jeg nu har forladt.

Om Astrid Krag i øvrigt: https://denstoredanske.lex.dk/Astrid_Krag

Læs “Den grusomt gode stat”: https://www.stenjacobsen.dk/?p=2033

 

 

Den grusomt gode stat

Den kollektive angst og regeringens målsætning om at øge antallet af tvangsfjernelser

I Kristeligt Dagblad 1/11 19 blev socialminister Astrid Krag spurgt til sin holdning til det stigende antal tvangsanbringelser af små børn. Ministeren svarede: ”Jeg ser det ikke som et problem. Det viser mig, at kommunerne står på barnets side.”

To ting er påfaldende ved udtalelsen. For det første giver den udtryk for at myndighederne repræsenterer det gode og altid varetager barnets interesser. For det andet, at de gode myndigheder er i stand til at løse komplicerede problemer dybt inde i civilsamfundets privatsfære.

I valgkampen gik Socialdemokratiet til valg med det synspunkt, at der var for få tvangsanbringelser, og at der ikke var nogen modsætning mellem staten og barnets tarv. Synspunktet er sociologisk påfaldende.

I Servicelovens § 50 fremgår det, at en såkaldt børnefaglig undersøgelse kan iværksættes, hvis der er mistanke om et overgreb, og at denne undersøgelse kan iværksættes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Her tænker man umiddelbart på incest, vold og trusler om æresdrab. Men djævelen ligger i detaljen, og hvorfra får myndighederne denne mistanke? Som bisidder i en børnesag, hvor en 14-årig dreng ikke var vendt hjem fra ferie, viste det sig, at sagen var startet med en anonym indberetning fra en moster til barnet. Mosteren havde været i årelang konflikt med sin søster. Der skal måske ikke mere end en falsk anonym indberetning og behjertede medmenneskers manipulering af en forvirret dreng til at starte sagsmøllen, for myndighederne er jo tvunget til at tage stilling.

Ifølge en rapport fra Justitia (sept. 2018) er sagsbehandlingen i forbindelse med tvangsanbringelser meget kritisabel ud fra et retssikkerhedssynspunkt.

Det mest skræmmende er, at politikerne, jvnfr. Astrid Krags reaktion, tilsyneladende ikke overvejer de skader, dette system også kan forvolde. En lov bliver til for at løse et problem. Men når man lovgiver skal man altid undersøge, hvilke utilsigtede bivirkninger, loven også kan have. Tilsyneladende reflekterer ministeren ikke offentligt over de utilsigtede sociale katastrofer, en sådan nidkærhed kan forårsage.

Undersøgelser viser, at det ikke bare er uanbragte børn, der har sociale problemer, men netop også de anbragte børn. Og det er jo ikke svært at forestille sig hvorfor. Forældrekærligheden er en af de stærkeste menneskelige følelser. I sin egen familie kan barnet opleve sig selv som et unikt væsen, men på en institution og i en plejefamilie ved barnet, at det bare er et nummer i rækken. Hvad gør det ved et barn ikke at få oplevelsen af ultimativ kærlighed, som en forældrekærlighed kan give? Ved at øge tvangsanbringelser skaber man flere børn med et sugende indre savn og dermed med større eksistentiel usikkerhed.

Troen på ufejlbarligheden i den grusomt gode stat

Det gode spørgsmål er, hvad der ligger bag denne tro på systemets ufejlbarlighed og forestillingen om ganske almindelig menneskers overgreb på deres børn. Enhver tid og enhver kultur har sine blinde pletter og populære vrangforestillinger, og kulturer kritiserer sjældent de grundantagelser, de bygger på. Hvis man bruger et af de europæiske urtraumer, kommunismen, som spejl, kan man se, at netop dennes voldelige udskejelser byggede på forsøg på at skabe en helt ny mennesketype, det altruistiske, uegennyttige menneske. Med det urealistiske menneskesyn i betragtning er det ikke underligt, at Stalin så statsfjender alle vegne, og at kommunismens bestræbelse førte til masseudryddelse. Dette kan selvfølgelig ikke ske i vores demokratiske system med magtbalancer og retssikkerhed, men i mindre skala er retssikkerheden på børneområdet ved at skride. Helt almindelige og ordentlige mennesker er begyndt at frygte systemets dæmoniske godhed, også selvom de ved, at de er uskyldige. I sagsbehandlingssystemet er det jo svært at forsvare sig mod mistanker. For nogle år siden, dengang forestillingerne om incestovergrebs almindelighed toppede, kom jeg i et selskab i snak med en socialrådgiver, som behandlede tvangsanbringelser. Hun fortalte mig, at ca. 20 pct. af alle børn var udsat for incest, og at det var bydende nødvendigt at hjælpe alle disse udsatte børn. Jeg tvivlede på tallets størrelse, og spurgte om det ikke skyldtes amerikanske kriterier, men det benægtede hun. Da jeg spurgte, om hun aldrig var i tvivl, når hun sad med en sag, svarede hun ”nej”. Netop denne mangel på tvivl er ikke alene rystende, men også interessant.

Over tid har der været adskillige eksempler på åbenlyse overgreb. Af de værste kan nævnes Middlesbrough-skandalen i England, hvor flere hundrede børn blev tvangsfjernet, fordi en børnelæge fandt på at screene alle børn ved en analundersøgelse. Først efter adskillige sociale katastrofer blev denne åbenlyst fejlagtige praksis standset. Hvad der lå bag? Troen på og frygten for udbredt incest. Frygten for grænseløse overgreb er en del af vores kollektive angst. Og hvad vi mennesker er bange for, finder vi alle vegne. Frygten for pædofili lå til grund for Vastrupgårdsagen, hvor en mandlig pædagog blev anklaget for at have overgrebet sig på 20 børn. Det viste sig at børnenes forklaringer byggede på fantasi og sandsynligvis var sat i gang af bekymrede forældre. Selvom der findes slemme incestsager, så findes der også slemme eksempler på justitsmord og ofre for fordomsfuld sladder. I 00’erne blev det på mange institutioner forbudt mandlige børnehavepædagoger at smøre solcreme på børnene eller skifte ble, en praksis BUPL måtte gå ud og kritisere som fordomme mod mandlige pædagoger.

Hvad ligger bag frygten for grænseløshed og overgreb mod børn?

Tilbage i 60’erne og 70’erne begyndte overgangen fra det klassiske industrisamfund med nationalstaten som den selvfølgelige ramme til det senmoderne, globaliserede samfund. Helt centralt i denne omstilling er overgangen fra pligtmoral til lystmoral og en forskydning af vægten fra skæbnefællesskaber til valgfællesskaber. Mens mennesket i industrisamfundet havde centrale på forhånd definerede rolleforventninger, overgik man nu til en situation, som datidens sociologer kaldte normløshed. I virkeligheden er der jo ikke tale om et fravær af normer, men et fravær af på forhånd definerede norm- og rolleforventninger. Dette fravær skaber en fortælling om det individualiserede menneske, men den skaber også et narcissistisk underskud og en mangel på social forankring. Tilværelsen bliver ulidelig let. Mennesker har brug for at føle stolthed over noget, at føle, at man gør noget rigtigt, at man er en del af et fællesskab og noget større. Det er her, kampen for gode sager kan tilbyde en mental løsning. Hvem vil ikke gerne gøre det gode, og hvis man nu ikke har så meget tyngde i sin tilværelse? Børn repræsenterer i vores kulturs narrativ det gode og uskyldige. Man hører tit udsagn som ”børn har altid ret”, ”børn lyver ikke”. Disse åbenlyst fejlagtige udsagn vender pligtsamfundets mere barske børnenarrativ på hovedet. På denne måde bliver børn et oplagt fokusområde for mennesker med narcissistisk underskud. Hvem ønsker ikke at være del af den gode sag og beskytte uskyldige børn? Og når nu gode sager er politisk lukrative. Har man så politisk råd til at tale om de menneskelige katastrofer, man er med til at skabe? Det har de politikere, der står i spidsen for den grusomt gode stat tydeligvis ikke.

Frygt mennesker med gode viljer, for de ved sjældent, hvad de gør!

Se Børns vilkårs italesættelse af børnofre: https://www.stenjacobsen.dk/?p=2294

To artikler om moralsk panik og børneanbringelser

Artiklerne er fra henholdsvis 2016 og 2017 og analyserer mekanismerne bag den moralske panik inden for børneanbringelsesområdet:

https://www.information.dk/debat/2016/04/12000-anbragte-boern-ingen-gavn-moralsk-panik

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/hjaelpen-til-de-mest-udsatte-boern-er-alt-ofte-styret-af-moralsk-panik