Autointerview om historisk virkelighed og fiktion i “Vejen til Berlin”. Sten Jacobsen interviewer forfatteren Sten Jacobsen om forholdet mellem den historiske virkelighed og fiktion i romanen.
Historisk virkelighed og fiktion
Sten Jacobsen:
Romanen foregår i København i 1893, i byen F. i 1894, og i Berlin fra 1894 og frem. Hvordan er forholdet mellem virkeligheden og fiktionen i denne historiske roman.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Helt generelt kan man sige, at man ikke kan oversætte fra fiktion til virkelighed 1 til 1. Historieskrivningen har som formål at afdække den historiske virkelighed, så vidt som det kan lade sig gøre. Alle kilder skal inddrages og den virkelighed, der skrives frem skal kunne dokumenteres ud fra de grundlæggende kilder. Der kan selvfølgelig godt skrives divergerende virkeligheder frem, for historieskrivning er også en form for digtning, men de skal alle have rod i kilderne og tolkningen af dem.
I fiktion er det ikke sådan. Fiktionen er styret af en dybere virkelighed, hvor virkeligheden ikke må blande sig på upassende vis. Man kan ikke kritisere et fiktionsværk for ikke at være i overensstemmelse med kilderne, fordi hensigten i et fiktionsværk er anderledes, nemlig at lyver en sandhed frem. Denne sandhed er som reglen af en helt anden beskaffenhed, ofte drejer det sig om dybdepsykologiske forhold, som det i sagens natur er vanskeligt at dokumentere. En fiktionsforfatter må også holde sig strengt til fortællingens logik. Hvis han skæver for meget til virkeligheden, så slører man fiktionsværket, og det bliver mindre overbevisende, da der let vil komme elementer med, som ikke har nogen betydning for historiens udvikling.
Om sandhed og tidens og stedets enhed
Sten Jacobsen:
Hvis vi nu ser på det store afsnit, der foregår i byen F. (altså Fuglebjerg) i Sydvestsjælland, hvad er så sandt i denne fortælling?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Det er lettest at starte med det, som ikke er sandt. Dengang i 1894 hed præsten Bay-Olsen, og han boede i Krummerup. Der var altså ikke nogen præstegård i Fuglebjerg. Men det var vigtigt for mig, at pastor Balle boede i en præstegård i F., da han jo skulle bedrive sine mørkets gerninger og blive forstyrret af sørgende og irriterende kirkegårdsgængere. Det er den slags snyd, man er nødt til at lave i en roman. Her gælder det om at overholde tidens og stedets enhed. Man kan altså ikke have en præst, som ikke bor i F. Mht. tiden, så foregår handlingen fra 7. januar 1894, hvor min uheldige helt, Karl Henrik Theodor Severinsen, kommer til byen og frem til han tager afsted 1. oktober 1894. Jeg har altså kun 9 måneder at gøre godt med. Derfor er der nogle begivenheder, der rent faktisk fandt sted i Fuglebjerg, men som er flyttet og placeret inden for dette tidsrum.
Kirketyveriet
Det drejer sig f.eks. om kirketyveriet, som rent faktisk blev opdaget af den stedlige skolelærer og degn Hans Sørensen. Dette kirketyveri har således en kildemæssig baggrund. Det stod omtalt i Næstved Tidende d. 24/10 1901. I romanen hedder læreren ikke Sørensen, men Oluf Andersen. Og begivenheden er forlagt til 1894, hvor Karl Henrik Theodor Severinsen, min romanhelt, boede i byen. Tilmed indgår tyveriet kun i Karls romanudkast ”Forgjort”, hvor det er pastor Balle, der har begået tyveriet. Senere i romanen gør Karl pastor Balle opmærksom på sin fantasi, og de diskuterer en sådan fiktiv pastor Balles dybere motiver. I virkeligheden hed præsten i Krummerup-Fuglebjerg Bay-Olsen, og han stjal selvfølgelig ikke af kassen. Skolelærer Andersen har et alkoholproblem og en påholdende kone. Konen er rent digt, men den rigtige skolelærer Sørensen havde faktisk iflg. min farmor et alkoholproblem, men om dette var alvorligt eller bare et udslag af, at man måske ikke drak i malermester Steglers hjem, har jeg ingen anelse om.
Slagtermesteren
Et andet eksempel er Slagtermester Nielsen som jo fylder en del i fortællingen. Her er en helt igennem autentisk kilde. Den er fra Næstved Avis onsdagen den 19. marts 1902. Men i Vejen til Berlin er den så placeret i 1894. Det er denne autentiske kilde, der bliver brugt til at afdække rutsjeturen ned i den arme slagtermesters underbevidsthed, men det siger jo nok mere om forfatteren (mig eller Karl) end om den brave slagtermester. I øvrigt foregår de to begivenheder jo kun i Karls roman “Forgjort” og ikke i romanens virkelige Fuglebjerg.
Om Fuglebjerg Haandværkerforenings udstilling i 1894
Hvis vi nu koncentrer os om det, som er sandt, så afholdt Fuglebjerg Haandværkerforening rent faktisk en udstilling den 21-23 september 1894. Denne udstilling er hovedgrunden til at valget faldt på 1894. Begivenheden blev omtalt i alle de omkringliggende købstadsaviser (Næstved Tidende, Næstved Avis, Slagelse Posten, Skjelskør Avis samt Haandværkerbladet), så informationen om denne begivenhed er ret omfattende. Flere af de forhold, der omtales er faktuelt korrekte, f.eks. orkestret, der marcherer musicerende for at markere åbningen, Buddes tale, beskrivelsen af udstillingen i Højrehuset, koret, der ”afsang et Par Sange”, ballet om aftenen i Venstres forsamlingshus Friheden etc., og midt i al denne hurlumhej lader jeg så Karl Severinsen optræde i den intense spænding mellem malermester Stubs to døtre Emma og Solveig.
Brug af historiske personforlæg
Sten Jacobsen:
Er der nogle af personerne, der har forlæg i virkeligheden?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Malermester Stub er modelleret over min oldefar og Fuglebjerg Haandværkerforenings anden formand malermester Niels Lorentzen Stegler. Særlig central i historien om Karl er Emma og Solveig. Emma er modelleret over min farmor Ella g. Jacobsen og Solveig er modelleret over hendes storesøster, Anna Lorentzen Stegler, der senere blev spillelærerinde i Randers. Jeg har fra min slægtsforskning og min personlige kontakt med min farmor en rimelig god fornemmelse for, hvordan de var, og det er så gået over i romanens karakterer Emma og Solveig. Måske var Anna helt anderledes, for jeg har aldrig mødt hende, da hun døde i 1944, 3 år før min fødsel. Men jeg havde brug for at kontrastere hende til Emma, og lidt var der givetvis om snakken. Og så optræder min farfar Adolf Villiam Theodor Jacobsen, som vinder striden om Emma. Min farfar døde 8 år før jeg blev født, men jeg har en rimelig sikker fornemmelse om ham, og jeg tror, at hans optræden i bogen ligger meget tæt på den, han i virkeligheden præsterede.
Smedemesteren
Men der er også andre forlæg fra virkelighedens Fuglebjerg. F.eks. smedemesteren.
Smedemesteren i bogen hedder Henriksen, men i virkeligheden hed han Frederiksen og boede i det samme hus på hjørnet af Tasevej og Kastanie Allé, som romanens smedemester. Jeg har brugt smedemester Frederiksens meget markante minder fra 1864-krigen, som viser ham som en slagfærdig og lun fætter. Disse minder er autentiske, men minderne om den svigtede kæreste er digt. Jeg havde brug for en smed, der var frustreret i sit erotiske liv. Derfor går Henriksen rundt med et voldsomt erotisk underskud, da hans eneste søn er blevet til på et stop i Roskilde. I virkeligheden var smedemester Frederiksen helt åbenlyst en viril mand. I folketællingen 1890 havde han 6 børn fra 19 til 7 år. Og hans uheld i smedjen er selvfølgelig også digt. Jeg havde brug for at bruge ham til gennemspilningen af et af romanens hovedtemaer: tabet og dets evige natur. Han ligger på dødslejet, og hans gamle kæreste, som han har svigtet for en menneskealder siden, kalder på ham. Det er opfattelsen i romanen, at vi aldrig glemmer de mennesker, der har betydet noget for os. Et svigt bliver dermed hængende i evigheden. Selve beskrivelsen af uheldet har jeg efterlignet fra andre beskrivelser af uheld, som var at læse i aviserne dengang. Her er et af dem, som stod at læse i Næstved Avis 7/3 1897: Fuglebjerg. Den 6. Marts. ”I Mørket da slagter Nielsen af Fuglebjerg igaar Aftes paa Vejen til sit Hjem vilde dreje om et Sving her i Byen, kjørte han op i en Stenbunke og væltede, hvorved han forslog den ene Skulder, saa han stax maatte søge Lægehjælp. En i Vognen værende Fedekalv fik en ufrivillig Luftrejse. Køretøjet led ingen Skade.”
William Jacobsens hypnose af smedemesteren
Sten Jacobsen
Altså smedemester Henriksens uheld er digt, og det samme er den svigtede kæreste nede i Østrig. Historien om William Jacobsens hypnotisering af smedemester Henriksen er da også digt, ikke?
Forfatteren Sten Jacobsen
Nej, den historie er sand.
Sten Jacobsen
Er den sand? Historien om at han tegner en ring i gruset rundt om smedemesteren, og så kan han ikke bevæge sig … Er den virkelig sand?
Forfatteren Sten Jacobsen
Ha, ha. Den er sand i den forstand, at den er i overensstemmelse med fortælletraditionen. Om den så er sand, er en anden sag. Både min farmor og min far sagde, at min farfar kunne hypnotisere. Min farmor fortalte selv, at hun forud for deres bryllup havde afæsket ham det løfte, at han aldrig mere ville hypnotisere. Hvis han ikke lovede at lade være, ville hun ikke gifte sig med ham. Min farmor fandt det ret uhyggeligt. Jeg har fra min farfar arvet en seriøs bog om hypnose, så der må være noget om, at han har eksperimenteret med det. Der gik en del historier om det. Han skulle f.eks. havde fået den lokale sagfører Poulsen og kone samt en niece til at falde i søvn midt under en middag. Han skulle have dulmet hovedpiner ved håndspålæggelse og den slags. Men den mest underholdende af historierne handler om, at han tegnede en ring i gruset rundt om smedemesteren og sagde, at han skulle blive stående, og da han kom tilbage stod han der stadig. Men beskrivelsen skyldes selvfølgelig mig, nå ja, eller rettere Karl Severinsen. Det er jo indskrevet i smedemesterens fantasier, da han ligger for døden.
Sten Jacobsen:
Okay. Det havde jeg godt nok ikke troet. Men nu til noget andet. Du har jo skrevet 2 bøger om Fuglebjergs historie. Der er jo en hel del begivenheder, som ikke er med. Hvorfor er de ikke det?
Chr. Nielsen og forsvarssagen
Forfatteren Sten Jacobsen:
Det er korrekt, at markante begivenheder i Fuglebjergs historie er udeladt i romanen. Der er konflikten omkring Chr. Nielsen. Hindholm højskole, hvor Chr. Nielsen var forstander, var en veldrevet og anerkendt højskole; men da de politiske vande skiltes, og Højre reagerede på Venstres visnepolitik ved at gennemtvinge provisoriske finanslove uden om Folketinget, måtte Chr. Nielsen støtte Højre pga. forsvarspolitikken. Man bevægede sig ind i den såkaldte provisorietid 1885-1894. Chr. Nielsen mente ikke, at Vestre var seriøse på det forsvarspolitiske område, og dette område var nok det vigtigste for ham, da han ikke kunne slippe sine erindringer fra Dybbølslaget. I Venstre mente man, at den danske soldat blot skulle have et Dannevirke i brystet (Bergs tale 7/2 1876) og Hørup skærpede positionen med sin antimilitaristiske formulering: ”Hvad skal det nytte?” (1883) Som reaktion på Chr. Nielsen frafald fra Venstre faldt højskolens elevtal til 1/3, og da Chr. Nielsen stillede op som Højrekandidat i Sorø Amtskreds 5. valgkreds, Fuglebjergkredsen, ved valget den 29/1 1887 gik det helt galt. Kredsen var en solid Venstrekreds, så han havde absolut ingen chance for at vinde. Han må have været underlagt et voldsomt psykisk pres, og året efter i 1888 blev han ramt af apopleksi og døde den 15. december 1891.
De to forsamlingshuse og sagen om indvielsen af højres forsamlingshus
En anden markant begivenhed var opførelsen af to forsamlingshuse i Fuglebjerg i 1889. 1880’erne var foreningsdannelsens årti, og mange steder blev der oprettet forsamlingshuse. Da nogle indkaldte til et møde i Fuglebjerg, så det umiddelbart ud til, at der var stemning for et upolitisk forsamlingshus. Man vurderede ikke, at det var muligt at forrente to forsamlingshuse i en lille by som Fuglebjerg. Men så tog de politiske indpiskere fat, og da det var midt under den storpolitiske konflikt om de provisoriske finanslove, som rundt omkring i landet splittede venskaber, tog ufordrageligheden over. Det endte med at Venstre indviede sit forsamlingshus søndagen den 8 september 1889 efterfulgt af Højres forsamlingshus’ indvielse søndagen den 23. oktober 1889. Særlig indvielsen af Højres forsamlingshus fik et skandaleombrust efterspil. Murermester F.C. Jørgensen, som have bygget Venstres forsamlingshus, deltog af faglig interesse i indvielsen af Højres forsamlingshus og blev voldeligt smidt ud, da han ikke tog hatten af, da der blev råbt hurra for kongen. Episoden fik et længere efterspil i aviserne.
To grunde til udeladelse af disse centrale begivenheder
Disse markante begivenheder er udeladt af to grunde. For det første foregår de i henholdsvis 1887 og i 1889. Og Karl var kun i Fuglebjerg i 1894. At omplacere så centrale begivenheder til 1894 overskrider i hvert tilfælde mine grænser for, hvad man kan tillade sig at lyve om i en historisk roman. En anden grund er, at Vejen til Berlin handler om Karls kamp med at forstå forholdet mellem kærlighed og magt. Karl bliver ved med at komme til kort, indtil han accepterer livets fundamentale vilkår, magtens nødvendighed. Og i en sådan fortælling om den problematiske kærlighed er politik irrelevant. Man kan tilføje, at hvis man ser Vejen til Berlin som historie, så er det en fortælling, der har kærligheden som genstand, og det påvirker historien.
Om Estrups tilbagetræden og provisorietidens ophør
Sten Jacobsen:
Men hvad med Estrup tilbagetræden?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Det er sandt, at Estrups tilbagetræden er endnu et forhold, der er udeladt. Mens Karl var i Fuglebjerg blev der indgået et meget centralt forlig den 1. april 1894, som i hvert tilfælde for eftertiden markerede provisorietidens ophør. Og den 7. august samme år trådte Estrup tilbage som konseilspræsident (statsminister). Dette ligger inden for tidsrammen, men er ikke omtalt overhovedet. En grund er, at begivenheden ikke havde den klare karakter dengang, som den har i dag, og – som sagt – at den ikke er relevant for Karl, som kun er optaget af sine problemer med kærligheden. Det er jo ham, der skriver romanen ”Forgjort”, som beskriver de mere kulørte sider af livet i Fuglebjerg. Ja, og her er der altså ikke plads til politik.
Tidsånden i Vejen til Berlin
Sten Jacobsen:
Men hvad er så historisk sandt i Vejen til Berlin?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Tidsånden, hvis jeg skal sige det ultrakort. Jeg har læst mængder af aviser fra dengang, og jeg overholder stilen og retskrivningen fra dengang, når der er tale om tilsyneladende autentiske kilder. Og jo, de fleste er digt, men jeg bilder mig ind, at de lige så godt kunne være sande. Jeg overholder tidens måde at tale på og tiden sociale etos. Derudover mener jeg, at de mere dybdepsykologiske afsnit er tæt på sandheden. Mennesket er sig selv lig til alle tider. Det eneste, der adskiller os, er de sociale og mentale systemer, vi fødes ind i. Men for en mere dybdepsykologisk betragtning er disse systemer overfladiske. Nå, ja, så er der Haandværkerforeningens udstilling, men det er ikke centralt. Jeg kalder byen F., så det kan være en hvilken som helst dansk by, selv om det er tydeligt, at den ligger et sted på Sydsjælland. Men jeg ved – for det var jo mig der skrev Vejen til Berlin – at jeg havde Fuglebjerg for øje, da jeg skrev den.
Mere om “Vejen til Berlin”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=2382
Mere om “Vejen til Berlin”: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=2372
Forlaget Brændpunkt: https://brændpunkt.dk/index.php/product/vejen-til-berlin-sten-jacobsen/