Elisabeth Lorentzen Stegler

Elisabeth Hansigne Lorentzen Stegler (kaldet Lis). Født 11/11 1892, død 1976.

Historien om Elisabeth Hansigne Lorentzen Stegler (kaldet Lis) er historien om en sygeplejerske, som valgte kaldet frem for at indgå i forsørgelsesægteskab med mand og barn, hvilket ellers var det almindeligste dengang. I hospitalssygeplejen dengang kunne man nemlig ikke forene karriere og ægteskab. Sygeplejerskerne boede på hospitalet og i hvert tilfælde en oversygeplejerske, hvad Lis blev, ville langt op i tiden modtage en fyreseddel, hvis hun giftede sig.

En uddybende biografi kan ses i “Niels Lorentzen Steglers og Hansigne Liebsts børn 1876-1978. En kollektivbiografi fortalt til efterkommerne”. Se https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=815

Lis blev uddannet på Dronning Louises Børnehospital og på et hospital i Ålborg. Efter endt uddannelse tilbragte hun resten af sit arbejdsliv på Dronning Louises Børnehospital i Øster Farimagsgade i København, hvor hun blev oversygeplejerske. Biografien skildrer Lis’ karriere som oversygeplejerske på det prestigefyldte børnehospital, og med inddragelse af hospitalssygeplejerskers vilkår dengang drøftes hendes valgsituation mellem karriere og ægteskab, som den må have set ud økonomisk, socialt og mentalitetsmæssigt, dengang hvor sygeplejen mere opfattedes som en barmhertighedsgerning end som et lønarbejde.

Lis’ barndomsmiljø er beskrevet i “Niels Lorentzen Stegler 1849-1922. En menigmandsbiografi fra Fuglbejerg i industrisamfundets første fase fortalt til hans efterkommere”. Se https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=718

Lis formodentlig som konfirmand d 7/4 1907.

Lis’ liv som sygeplejerske:

Lis som sygeplejerske. Billedet må være taget i 1913 eller inden for få år efter.

Lis i haven bag Dronning Louises Børnehospitals hovedbygning. Billedet er ikke daterede, men er sandsynligvis taget tidligt i Lis’ elevtid 1913. Billedet af hovedbygningen set fra haven er fra Jubilæumsskriftet “Dronning Louises Børnehospital 1879- 16. juni – 1929”.

Lis med to børn på Dronning Louises Børnehospital.

Juleklip på hospitalet. Det er Lis, der sidder mellem børnene.

Julen 1928 på Dronning Louises Børnehospital. Det er Lis, der står med et barn i favnen som nr. 3 fra venstre nedefra.

Nedenunder billedet har Lis skrevet: ”Inga og Ego i Tokanten 1934”. Det er Lis’ værelse for skråt til venstre oven over Lis ses de to ovale portrætfotografier af Lis’ forældre Niels Lorentzen Stegler og Hansigne. Som oversygeplejerske måtte Lis bo på hospitalet. Inga arbejdede i hospitalets administration, og hun blev Lis’ gode veninde.

Sygeplejepersonalets spisestue. Her indtoges alle måltider, da kost og logi var en del af lønnen, og sygeplejerskerne skulle være næsten konstant tilstede. (Kilde 1929-jubilæumsskriftet)

Den yngre mand må formodentlig være en ”yngre læge”. Neden under billedet står et navn, jeg ikke kan læse. Når han er inkluderet i Lis’ fotoalbum er det vel et lille indicium for, at han har haft en vis betydning.

Neden under dette billede har Lis skrevet ”Sommer 1923”, og under et andet billede af samme situation: ”Benene hviler 1923”. Netop denne sommer har Lis været 30 år gammel, og selv om der ikke er nogen “rygende pistol”, der viser, at hun har været forelsket,  kan man meget vel tænke sig, at Lis må have befundet sig i en voldsom eksistentiel valgsituation.

Lis og Inga fra kontoret i Dronning Louises Børnehospitals have.

Lis veninde Inga. Billedet er ovalt og har siddet i en ramme, hvilket yderligere viser hendes betydning for Lis.

Lis spiller kort. Bøjet inde over Lis står Inga.

Dronning Louises Børnehospitals jubilæum 16/6 1929. Billede fra en jubilæumsfilm. Lis står med et barn på armen. Til venstre står Inga.

Dronning Louises Børnehospitals jubilæum 1951. Lis står forrest i sin flok af sygeplejersker.

Jubilæet 1951. Dronning Ingrid, professor Andersen og Lis med barn. Professor Oluf Andersen blev overlæge på hospitalet i 1940.

Lis og familien:

Lis med veninden Hedvig i Lumsaas og med nevøen Aage Andersen, søsteren Mathildes søn, i midten. Aage havde sommerhus der. Lis havde et tæt forhold til Aage. Da Aages familie ikke havde nogen bedsteforældre tilbage blev Lis adopteret som farmor og tilbragte juleaftnerne i hans familie, hvor der var tre børn Preben, Susi og Flemming.

Aage og Lis ved min søster Ullas konfirmation i 1957.

Lis og Aage ved Aages kone Ellenmargarethas 60-årsfødselsdag 18/10 1971.

Lis havde også et nært forhold til sin yngste storesøster Ella (min farmor) som boede lige i nærheden af Dronning Louises Børnehospital, først i Collinsgade og senere i Øster Farimagsgade.

Lis sammen med Ellas yngste barn Gert, til venstre i 1927 på Østre Farimagsgade og til højre i 1928 i Dronning Louises Børnehospitals have.

Lis 11/7 1975. Vist nok det sidste billede, der findes af hende.

 

 

Skriv et svar