Mikro- og mentalitetshistorie

Mikro- og mentalitetshistorie er et nødvendigt supplement til den mere generelle mainstreamhistorie, der let mister historiens nuancerigdom

I den generelle historie koncentrerer man sig først og fremmest om de tidstypiske forhold, de store dominerende linjer i historien, dem man i bakspejlet kan se førte videre. Derved bliver historien let til sejrherrernes historie. I mikrohistorien koncentrerer man sig om detaljen. Historien ses ud fra det lille fragment, det enkelte individ og den mindre menneskegruppes synsvinkel. Derved kommer det virkeligt levede liv i fortiden til at fremstå så meget mere mangefacetteret. På et hvilket som helst tidspunkt i historien er der en mangfoldighed af usamtidige reaktionsmønstre og en flerhed af reaktioner på nye problemer, mennesker udsættes for. Først senere, bliver man klar over, hvilke der var de levedygtige. Når man dykker ned i det enkelte menneskes historie, vil det ofte vise sig at repræsenterer dominerende tendenser i tiden, og derved bliver studiet et konkret eksempel på den store historie i den lille. Men andre gange forekommer den enkeltes liv langtfra repræsentativt, og der kan være tale om måder at klare livet på, der afviger fra den generelle histories mainstreamfortælling. Og måske var nogle af disse afvigelser slet ikke afvigelser dengang historien var nutid, men udtryk for centrale tendenser i tiden, der repræsenterede et væsentligt forsøg på at tackle nye udfordringer. Også selv om disse forsøg senere viste sig at ende blindt.

Hindholm Højskoles forstander, Christian Nielsen

Slutningen af 1800-tallet var en formativ perioden med store ændringer. Politisk prægedes tiden af demokratiets indførelse i 1848 og 1849 samt de deraf følgende kampe om, hvordan man nu bedst burde organisere de demokratiske kontrol- og balanceproblemer. Dette problem og det nationale, som blev gjort højaktuelt ved samme lejlighed, førte til flere grundlovsændringer, og den langstrakte forfatningskamp fra 1872 til 1901. Bølgerne gik højt og mange kom i klemme i det konfrontatoriske miljø. En af dem var Hindholm Højskoles forstander, Christian Nielsen. Han havde deltaget i krigen i 1864, og da Højre og Venstre valgte at gøre forsvarspolitikken til en dominerende slagmark i den ”storpolitiske” kamp om forfatningsspørgsmålet, måtte han tage afstand fra Venstres argumentation, som med et moderne udtryk vel ikke kunne opfattes som andet end populisme. Han stillede op for Højre i Fuglebjergkredsen ved valget i 1887 og resultatet var voldsomt: venner faldt fra, elever blev borte, skolen ramtes af finansielle problemer. Kort efter ramtes han selv af et slagtilfælde og døde få år efter. (Chr. Nielsens historie kan ses i ”Saadan er de”, kap. 4, 7 og 8) Han var et typisk eksempel på nogle af de mange, der blev ramt af den politiske uforsonlighed i forfatningskampens år. Se https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=3

Højres demokratiopfattelse i forfatningskampens tid

Når vi i dag ser tilbage på forfatningskampen er der en tilbøjelighed til at se Højres position som udemokratisk, fordi vores kultur jo har parlamentarismen som central værdi. Men spørgsmålet er, om tolkningen er rigtig. Der har selvfølgelig været kræfter i Højre, som ønskede sig tilbage til et politisk system, der havde flere af enevældens træk. Men hovedparten af partiet har nok snarere forholdt sig til et problem, som vi jo stadig døjer med i dag: hvad skal man stille op med uvidende og irrationelle vælgere? Højres politik repræsenterede nok snarere en alternativ demokratiopfattelse, hvor vægten blev lagt på magtdelingsprincippet og konservative garantier. Derfor omtalte Estrup parlamentarismen som ”talmajestætens enevælde”, og frygten for folkeviljens gennemslag kan man vel leve sig ind i, når man betænker befolkningens ringe uddannelsesniveau. Højrefolkenes synspunkter fremgår klarere, når man dykker ned i den lille historie. Pludselig er der ikke så meget nyt under solen, for i den sejrende parlamentarisme, har vi jo genopfundet eksperters og erhvervsinteresseres ”udemokratiske” magt gennem den store vægt på regelformuleringen i lovgivningsprocessens lovforberedelses- og administrationsfaser.

Sagen om forsamlingshusene og storpolitikkens kolonisering af lokalsamfundet i Fuglebjerg

”De storpolitiske stridigheder” blev voldsomme i Fuglebjerg, særlig i provisorietiden 1885-94. I 1880’ernes Danmark blev der rundt omkring i landet oprettet foreninger, og der blev bygget forsamlingshuse. Som en by under kraftig udvikling måtte Fuglebjerg selvfølgelig også have sig et forsamlingshus, og nogle borgere tog initiativ til et upolitisk af slagsen. Men den gik ikke. De politiske indpiskere tog fat. I den ”storpolitiske” magtkamp var det for Venstre en politisk nødvendighed at blokere ethvert samarbejde med Højre. Man nåede ikke til enighed, og Fuglebjerg fik derfor to forsamlingshuse, et Venstrehus og et Højrehus, selvom det nok var tvivlsomt, om der var økonomisk grundlag for to. Den store historie satte sig tydeligt igennem i den lille bys historie. Beslutningsprocessen og stridighederne i denne forbindelse er behandlet i ”Saadan er de”, kap. 5. Se https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=3

Håndværkets stilling i tiden efter næringsfrihedsloven

På det erhvervsmæssige område var tiden præget af Næringsfrihedslovens indførelse 1857-62, som ophævede de gamle købstadsrettigheder og laugskontrollen af købstædernes håndværk. Det var liberalismen, der slog igennem. Det medførte en stor udvikling for Fuglebjerg, som lå ved et vejknudepunkt midt imellem 4 købstæder. Her var det pludselig oplagt at lokalisere nogle forretninger og virksomheder. Liberaliseringerne medførte også, at mange håndværkere gik i chok. Man var bange for konkurrence fra ikke-faglærte, frygtede en ubillig konkurrence og dermed en radikal niveausænkning ikke mindst også på grund af den fremvoksende industri. Reaktionerne kom bl.a. til udtryk i ”Fællesrepræsentationen for dansk Industri og Haandværk”, som blev oprettet i 1879. Her diskuterede man to forskellige reaktioner på den nye situation. Det ene og dominerende synspunkt var, at man skulle arbejde for en ny lovgivning, der kunne regulere håndværk og handel. Det andet synspunkt, som repræsenteredes af Philip Schou, var, at håndværket skulle tage sagen i egen hånd og løse dets problemer ved at udvikle en kvalitetsbetonet eliteproduktion og ved at oprette frivillige faglige sammenslutninger. I dag er det let at se, at denne vej i længden ikke var farbar. Det blev industrisamfundets organisationer, der omkring århundredeskiftet skabte en ny regulering gennem den danske model. Men det kunne man ikke vide dengang.

Malermester Niels Lorentzen Steglers stilling i debatten

Min oldefar fra Fuglebjerg, Niels Lorentzen Stegler, tilhørte tydeligvis Philip Schous retning, og han lykkedes. Han voksede op i den lille købstad Sorø i 1850’erne. Det var dengang jernbanen kom til byen, og der fulgte en hektisk byggeaktivitet. Han er vel kommet i lære lige omkring næringsfrihedslovens effektuering 1/1 1862. Som ung færdiguddannet malersvend må Niels Lorentzen Stegler helt sikkert have måttet tage stilling til denne problematik. Først arbejdede han i København, men så nedsatte han sig som malermester i Fuglebjerg, der efter næringsfrihedsloven voksede med købstadsfart. Her oprettede han sin malerforretning med vægt på det kvalitetsbetonede håndværk. Industrialismens gründerperiode i slutningen af 1800-tallet var nemlig også en storhedsperiode for det store landbrug. Rundt omkring i landet lå store herregårde, som i mange henseender satte et afgørende præg på deres lokalområde. I Sydvestsjælland var der flere af slagsen, som kunne levere en efterspørgsel efter kvalitetsbetonede håndværksydelser. Perioden varede Niels Lorentzen Steglers arbejdsliv ud. I 1919 kom lensafløsningen, og de store fideikommisgodser blev i løbet af 20’erne opløst. Dermed sluttede herregårdens dominerende betydning. Niels Lorentzen Stegler havde på dette tidspunkt lagt op, men hans søn Ejler Lorentzen Stegler fortsatte, som der står i dødsannoncen: ”Faderens gamle Traditioner tro.” Men for sønnen gik det ikke. Grundlaget var væk, og Ejler Lorentzen Stegler flyttede til København og blev opslugt af industrisamfundets virkelighed. (Se i “Saadan er de”, kap. 13 og i “Niels Lorentzen Stegler 1849-1922. En menigmandsbiografi fra Fuglebjerg i industrisamfundets første fase fortalt til hans efterkommere”) Se https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=3

Og se: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=718

Hedevig Holch og de traditionsbestemte kønsroller

Den materielle virkelighed ændrer sig altid hurtigere end mentaliteten. Hvis der foregår større ændringer i et samfund, vil der altid være et vist kulturelt efterslæb på det mentalitetsmæssige område. Slutningen af 1800-tallet var det moderne gennembruds tid. Her opstod den naturalistiske litteratur, hvor man satte ideer under debat. Men hvis man synker ned i folkedybet, var der nok ikke så meget moderne gennembrud i de herskende forestillinger. Min oldemor Hedevig Holch, gift med min oldefar skolelæreren Knud Jensen (Søgaard), var alt andet end moderne. Hendes ældste søn, Povl Søgaard, udtrykte det klart i sine erindringer: “Moder var en meget konservativ Natur”. Han var selv konservativ, så bemærkningen siger ikke så lidt. Hendes traditionsstyrede og religiøse forestillinger om, hvordan mennesker bør opføre sig, gennemsyrer den store brevsamling, der er bevaret fra hendes hånd. Ugidelige og pyntesyge unge kvinder, der bare ville gå til bal og finde sig en mand, og unge mænd, der ikke opførte sig som mænd rettelig burde gøre … alle fik de deres glatte lag. (Se i “‘Nu er jeg altsaa ganske ene.’ Asta Kofod 1876-1923. En mentalitetshistorisk undersøgelse af en kvindeskæbne i Stenløse i industrisamfundets første fase”)

Hans Peter Søgaard og de konjunkturmæssige fluktuationer

Hendes søn, min morfar, Hans Peter Søgaard, blev manufakturhandler. Under første verdenskrig gik det godt, men han blev slået ud af efterkrigstidens prisfaldskrise i begyndelsen af 20’erne. Min morfar måtte dreje nøglen om og indgå en akkord, netop som prisfaldet nåede bunden. Krisen havde ødelagt hans kreditværdighed. Herefter fulgte nogle hårde år, men i kølvandet på den store krise efter 1929 gik det godt igen. Min morfar blev tilknyttet Wieders væverier i Dragør. Under Valutacentralregimet gik det godt for mange industrier, der nød beskyttelse mod udenlandsk konkurrence. Min morfar blev direktør for et handelsselskab, Manua, tilknyttet Wieders væverier, og perioden var en af de mest succesfulde i hans liv. Manua gik ind i slutningen af 50’erne. Der var i firmaet en diskussion om, hvorvidt man skulle udvide eller holde sig til et begrænset fast marked. Min morfar var for den sidste holdning. Men i bagklogskabens klare lys er det tydeligt, at firmaet stod for fald med den stigende internationalisering, der begyndte efter Marshallplanen i 1949 og for alvor fik fart på efter EFTA’s ikrafttræden i 1960. Der er dog intet der tyder på, at han var sig dette bevidst. I 50’erne var det nok svært at forestille sig omfanget af den internationale økonomiske integration, som skulle følge. Man var jo fast forankret i den nationalstatslige forestillingsverden, og det var svært at tackle problemerne med andet end forældede forestillinger. Min morfar var desuden fast forankret i 1800-tallets forestilling om, hvad der krævedes af mænd. Hans økonomiske nedture, som ret beset var samfundsskabte, tog han på sig som et personligt svigt. På den måde gjorde hans mentale indstilling – formet før 1. Verdenskrig – sit til, at de prøvelse, han blev udsat for, ramte hårdere, end de ville have gjort med en moderne indstilling.

Asta Kofods sørgelige skæbne og de værdier tiden satte højt

Min morfar og hans to brødre havde en plejesøster, som samtidig var deres kusine. Hun hed Asta Kofod og var blevet optaget i deres hjem, da hendes forældre døde og hendes søskende blev fordelt i den nærmeste familie. Astas liv blev ikke let. Da min oldefar, Knud Jensen, døde af tuberkulose, var hun bare 13 år, og da hendes plejemor, og min oldemor, Hedevig, samtidig blev syg, måtte hun indgå i familien som gratis medhjælp og som sygepasser. Det blev hendes rolle indtil Hedevig døde. I modsætning til sine plejebrødre stod hun tilbage uden uddannelse. Og et halvt år efter ramtes hun så af tuberkulosen. Der er ingen tvivl om, at Asta ønskede at bruge de muligheder, der åbnede sig for kvinder dengang. Hun ville være sygeplejerske, men hun havde samtidig en taknemmelighedsgæld at betale af på. Hun valgte at prioritere taknemmelighedsgælden. Spørgsmålet er, om hun overhovedet havde noget reelt valg. Hendes valg gav hende både identitet og værdi ud fra den tids kvindebillede. Hvor meget spillede tidens mentalitet ind i hendes valg, og i hvilken grad kan vi i dag forstå det? (se førnævnte “Nu er jeg her altsaa ganske ene”) Se: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=672

Sociologen Albert Cohen og forestillingerne som tilpasning til problemer

Sociologen Albert Cohen gik i sin forskning ud fra, at social adfærd og mental indstilling repræsenterer forsøg på at løse problemer. Når mennesker stilles over for nye problemer, kan de enten søge at løse problemerne, og hvis dette ikke kan lade sig gøre, må de ændre deres indstilling. Men her er det ikke på forhånd givet, hvordan indstillingen ændres. I slutningen af 1800-tallet lagde man stadig alting i Guds hånd. I min oldemor Hedevig Holchs familie stod tragedierne i kø. Antallet af børnedødsfald og voksne, der døde i en relativt ung alder af tuberkulose og lignende sygdomme, var overvældende. Hvad kunne man andet end resignere? Den tids religiøsitet er ikke så forskellig fra moderne fleksibilitetsideologi. Det moderne menneske, der gerne vil fremstå forandringsparat, har en klar fordel ved at reagere, som det gør. Uden fleksibilitet og forandringsparathed, ringere jobmuligheder og ringere status. Sådan er stadig ”forholdende i jernindustrien”, som man sagde i industrisamfundets tid. Hvis man vil forstå fortidens mennesker, er det nødvendigt at forstå deres mentale reaktioner på de livsvilkår, de blev udsat for. Og denne mentale reaktion kan bedst studeres i mikrostudier. Når man dykker ned i mikrostudier af enkeltmenneskers liv, dukker levende mennesker op, der kæmpede med de problemstillinger, de blev udsat for. I den mikrohistoriske synsvinkel, der er valgt her, er det enkelte menneske og den lille menneskegruppe skabende medspillere i de løbende ændringer af værdi- og normsystemet, der til stadighed foregår i et samfund. Dette gælder også til trods for, at menneskers frie valg til enhver tid er begrænset ikke alene af økonomiske, sociale og politiske forhold, men også af et begrænset sæt af acceptable værdier og handlingsalternativer.

Om mentalitetshistorie: https://historiskmetode.weebly.com/mentalitetshistorie.html

Sten Jacobsen 2/11 2015